Author Archives: Lars Nørgaard

  • 0

Selektiv opmærksomhed og sølvfarvede stationcars

Category:Blog Tags : 

Du har lige købt ny bil, nærmere bestemt en sølvfarvet stationcar. Lige fra den første dag, du kørte i den, har du lagt mærke til at der kører påfaldende mange sølvfarvede stationcars rundt på de danske veje. Er der tale om en sammensværgelse, ligger der en skjult meddelelse i dette trafikale sammentræf, eller er det blot et gement tilfælde at du lige netop har købt et særligt populært køretøj? Udover at den sidste forklaring sikkert ikke er helt forkert, kan den høje frekvens af sølvfarvede stationcars slet og ret føres tilbage til et velkendt psykologisk fænomen, nemlig selektiv opmærksomhed. Selektiv opmærksomhed har vi på ting, personer, begreber, som på en eller anden måde har betydning for os. Fx kan man stå midt i et større selskab, en reception eller lignende, hvor der sædvanligvis er et vist støjniveau, måske endda være optaget af en samtale og alligevel opfatter man at nogen i den anden ende af lokalet nævner ens navn. Fordi vores navn har følelsesmæssig betydning for os er vi selektivt opmærksomme på det. Når man lige har købt ny bil er man selektivt opmærksom på netop denne model, fordi det er en betydningsfuld begivenhed at investere beløb af en vis størrelse – for mange endog ganske angstprovokerende, og måske derfor skærpes den selektive opmærksomhed. Omverdenen scannnes måske ligefrem for tilsvarende modeller for på denne måde at støtte tiltroen til at have gjort et godt, dvs. populært køb. Omvendt vil de færreste have selektiv opmærksomhed på fx letmælk og forbløffelsen over, at flere andre i supermarkedskøen har gjort tilsvarende indkøb er nok forsvindende lille – simpelt hen fordi indkøbet ikke er følelsesmæssigt ladet.

Princippet i den selektive opmærksomhed er også interessant i terapeutisk sammenhæng. Hvis man som person fx har en svaghed, dvs. et eller andet som man ikke synes man er særlig god til og som man brændende ønsker sig at man var god til, så er man typisk selektivt opmærksom på netop dette. Et eksempel kunne være manden som lider af angst for højder. Han er i det store og hele aldeles velfungerende og lever et almindeligt liv, men højder er et gennemgående tema i hans liv – han synes faktisk i perioder at alting handler om højder. Hans selvtillid påvirkes negativt af hans højdeskræk fordi han synes det er for dårligt at han lider af højdeskræk, og fordi han selv er så selektivt opmærksom på dette tema, tror han at alle andre er lige så opmærksomme på det. Det er alle andre imidlertid næppe. De fleste vil formentlig tænke nåja, hvad pokker – han har højdeskræk, men det er da intet i sammenligning med mit fobiske forhold til lukkede rum. Eller hvad man nu er selektivt opmærksom på.

Til dem, som er selektivt opmærksomme på sølvfarvede stationcars: Pudsigt at jeg lige skulle nævne sådan én, ikke sandt?


  • 0

Supervision

Category:Blog Tags : 

Man kan ikke se skoven for bare træer, har de fleste sikkert hørt en munter onkel sige på et eller andet tidspunkt. Ofte bliver det sagt med en sarkasme til én som har problemer med at finde et eller andet, som for omkringstående synes at ligge lige for. I selve talemåden ligger der en koncentreret sandhed, som der er skrevet tykke bøger om indenfor psykologien, nemlig at det undertiden kan være svært at se helheden, hvis man fokuserer for meget på dens bestanddele, hvilket ofte sker, når man er for tæt på. En klassiker er den nærsynede person som leder i skuffer og skabe efter sine briller – som viser sig at sidde, hvor de skal; på næseryggen. Fænomenet optræder i forskellige forklædninger overalt, hvor vi færdes og gælder for alle mennesker. Måske ikke lige det med brillerne, som også kan bero på en vis distræthed, men de fleste anerkender, at det fx er meget vanskeligt at læse korrektur på sit eget materiale – fordi man er for tæt på. Når man læser noget, man selv har skrevet, vil man nemlig i vid udstrækning læse dét, man mener at have skrevet, og ikke dét der reelt står – hvorved korrekturaspektet jo går tabt. For professionelle skribenter er det børnelærdom at korrektur skal læses af en udenforstående, som pr definition vil have et frisk og fordomsfrit blik på materialet. Indenfor den anvendte psykologi baserer begrebet supervision sig på nøjagtig samme princip. For at opnå autorisation som psykolog i Danmark skal man have modtaget et stort antal supervisionstimer hos flere andre praktiserende psykologer. Supervisionen består i at supervisoren forholder sig kritisk til supervisandens konkrete klientarbejde. Det er en selvfølgelighed at der er ”blinde pletter” hos supervisanden, alt andet ville være overnaturligt, hvorfor det oversete aldrig (hos den professionelle supervisor) påpeges med sarkasme, men med velvillighed – for hér er der noget at få forstand af. I det gode og lærerige supervisionsforløb er der derfor en meget høj grad af tillid til stede, tillid til at det som kommer på banen ikke giver anledning til selvfremførende bedrevidenhed hos supervisoren, men derimod alene bruges som råstof til større erkendelse.

Det er mit gæt at mange mennesker i almindelighed går glip af mange muligheder for at opnå større indsigt og erkendelse, fordi de er flasket op med, at hvis de viser det mindste tegn på at der er noget, de ikke véd eller har overset, så er det ensbetydende med at de er dumme og fortjener at blive gjort til grin. Så er det trods alt mere sikkert og komfortabelt at holde sin mund og undlade at invitere andre indenfor til lidt husmandssupervision.

Hvis mit gæt er rigtigt, skal vi så ikke se at få lavet om på den tendens?


  • 0

  • 0

  • 0

Indirekte kommunikation

Category:Blog Tags : 

Følgende scene har jeg fra nogle bekendte, et ungt par og nybagte forældre. De har det første obligatoriske besøg af sundhedsplejersken, hvis arbejde består i at rådgive og vejlede forældrene, således at barnet får de bedste betingelser i det lille hjem. Parret har set frem til besøget og er også en lille smule nervøse; selv om de inderst inde har en sikker fornemmelse af at de gør det meste godt nok, er det svært at undsige sig en smule ærefrygt for sagkundskaben. Af andre har de fået at vide at der kun er grund til at glæde sig, man får mulighed for at drøfte påtrængende spørgsmål vedrørende barnet og får en masse gode råd med på vejen. Sundhedsplejersken gør sin entré. Fra start til slut på det knap to timer lange besøg veksler hun mellem at irettesætte moren i stort set hver en handling, hun foretager sig, og at kommunikere med faren på følgende måde: Mens barnet sidder hos moren siger hun henvendt til barnet ”Nu skal far huske at give lille bassemand ren ble på”, ”Nu skal far huske at være ekstra god ved mor så hun kan slappe lidt af”, ”Far skal også tage hensyn til at mor måske ikke altid har lyst til alt det seksuelle”…osv. Far er målløs. Han undrer sig svært meget over at sundhedsplejersken føler sig foranlediget til at gøre sig betragtninger om hans og hans kones seksualliv i betragtning af at de har inviteret en sundhedsplejerske og ikke en sexolog inden for døren. Og mest af alt undrer han sig over hendes måde at kommunikere sine budskaber på til ham. Hun bibringer begrebet indirekte kommunikation helt nye dimensioner. Af en eller anden grund er hun ikke meget for at komme i direkte kontakt med faren (medens moren derimod revses som en uvorn datter), hvorfor hun benytter barnet som skjold og som megafon. Resultatet blev langt fra, som hun måske havde håbet på, at faren eftertænksomt tog hendes anvisninger op til nærmere overvejelse, men derimod at han tog høreværn på og ignorerede hende tykt til hun var vel ude af døren igen. Morale: Hvis du vil sige noget til nogen, så sig det direkte i stedet for at prøve at smugle det ind ad bagdøren.

Ser man godt efter, foregår der fantastisk meget af netop denne slags indirekte kommunikation overalt i hverdagen. Meget ofte bliver børn – fordi de er ude af stand til at forsvare sig – brugt som strategiske brikker af deres forældre, som lever i den vildfarelse at der på denne vis effektivt kan sendes budskaber til ægtefællen.

For resten har sundhedsplejersker ry for at være dygtige og kompetente fagfolk – den hér nævnte er efter alt at dømme en uheldig undtagelse.


  • 0

Behold dine venner

Category:Blog

En arbejdsuge nærmer sig sin afslutning – det har været nogle travle dage at komme igennem, men forude venter en tiltrængt og velfortjent weekend. Hendes kolleger er så småt ved at lukke deres PC’er ned og langsomt tømmes kontorlandskabet for hoveder, folk skal hjem til deres familier og formentlig sætte punktum for ugen med lidt god mad, måske lidt rødvin og uforpligtende afslapning foran fjernsynet. Hun ærgrer sig mere og mere over den aftale hun har lavet med en gammel studiekammerat om at gå i byen denne aften. Hånden på hjertet: hun ville meget hellere hjem til sin mand og sine børn og følge kollegernes eksempel. Jo mere hun tænker på den forestående bytur, des mindre orker hun det. Først ud at spise på restaurant, så tonse rundt i Københavns natteliv og genopleve den gamle “dødsrute” fra studietiden. Hun undrer sig over, hvorfor hun overhovedet har lavet denne aftale, når nu hendes weekender – og i særdeleshed fredag aften – er blevet nærmest hellige for hende, hun prioriterer sin familie skyhøjt og hvert minut hun kan få med børn og mand uden at skulle tænke på arbejde er fredet. Skal hun ringe og melde afbud i 11. time? Finde på noget med barn-sygt eller noget andet uopsætteligt? Kan ikke få sig selv til det, finder det for usselt og vælger at overholde aftalen. Det blev selvfølgelig en både hyggelig og sjov bytur.

Dilemmaet er en klassiker: Kvinden, eller manden som i sine lidt yngre dage måske endda var hardcore med på den værste torsdag til søndag, begge dage incl., har stiftet familie og dyrker nu de dermed forbundne værdier, som hun for få år siden kun havde et gab og et skuldertræk tilovers for. Den gamle bekendtskabskreds er skrumpet ind til en sjettedel og hun kæmper nu en brav kamp for at holde de resterende veninder vedlige. Men det er svært at få det hele til at gå op. Hun har vitterlig oftest mest lyst til at blive hjemme, alligevel laver hun fra tid til anden aftaler om et eller andet festligt.

Sådan en fredag eftermiddag spørger hun sig selv om hun overhovedet gør klogt i at holde fast i de gamle veninder, når nu hun glæder sig så lidt? Inderst inde kender hun godt svaret, det er derfor hun overholder aftalen. Hun er udmærket klar over det kløgtige i at vedligeholde sit netværk så godt som muligt – ikke kun for at beskytte sig mod ensomhed nu og her, eller forebygge et vacuum, når børnene engang flytter hjemmefra, men også for at fastholde forestillingen om og underbygge følelsen af at være en selvstændig person, som fra tid til anden har behov som rækker ud over mand og børn. Fuldstændig ligesom resten af familien.


  • 0

Forskellen på mænd og kvinder

Category:Blog

I den senere tid er jeg stødt ind i en hel stime af klicheer om forskelle på mænd og kvinder, piger og drenge, som kan samles under temaet “det komplicerede hunkøn, det ukomplicerede hankøn”. Mange nybagte forældre til drengebørn hører således, at “det skal I være glade for, for drenge er meget nemmere end piger”. Indtil videre er der ikke rigtig nogen, der har kunnet producere en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor det i givet fald skulle forholde sig sådan. De dybdepsykologiske betragtninger strander som regel på at “piger jo er meget mere hysteriske”, mens “drenge ganske vist kan være voldsomme, men de har slet ikke de der mere eller mindre skjulte spil kørende med hinanden”. Der er forskel på piger og drenge, dette er uomtvisteligt, men at drenge pr. definition skal være nemmere end piger vil jeg sætte spørgsmålstegn ved. Skrig, skrål, drilleri, magtkamp, hierarki, jalousi og mopsethed er langt fra forbeholdt pigeværelset.

Det er pudsigt nok ofte kvinder, der fremsætter hypotesen om de nemme drenge og de svære piger. Det er en sejlivet forestilling, som kan holde sig langt op i voksenalderen, lige så ofte hører jeg nemlig kvinders ideer om mandearbejdspladser, som de forestiller sig er nærmest renset for intriger og skjulte magtkampe, idet mænd jo pr. definition er ukomplicerede og lige ud af posen. Der er forskel på mænd og kvinder, dette er uomtvisteligt, men relationer mellem mænd kan være nøjagtig lige så indsyltet i alverdens ugennemsigtige spil som relationer mellem kvinder. Jamen, mænd er meget bedre til at kalde en spade for en spade, hævdes det ofte, og derfor får de løst konflikterne på stedet med det samme. En sandhed med så mange modifikationer at det grænser til en usandhed. Det er rigtigt, at på en fodboldbane bliver der som regel ikke lagt fingre imellem, man bander og svovler ad hinanden og når kampen er slut er der no hard feelings. Her holder klicheen vand. Men de fleste mænds liv foregår udenfor fodboldbanen under nogenlunde de samme vilkår som kvindernes, hvor konventioner, kutyme og nationalkarakter gør samspillet mellem mænd lige så kompliceret som mellem kvinder. Og mon ikke, for resten, kvinder er nogenlunde lige så åbenhjertige på en fodboldbane som mændene, når det kommer til stykket? Men nu vi er ved det; Det kan til enhver tid stærkt anbefales at bruge holdsporten til at få afløb for lidt opsparet galde en gang imellem, uanset hvilket køn man tilhører.


  • 0

Tilbyd din hjælp

Category:Blog

Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus, og man skal feje for egen dør… Talemåder som lever i bedste velgående og som effektivt blokerer for initiativ og tagen ansvar. Mange mennesker er kuet af moralen i denne tankegang, at hvis du stikker næsen frem, så er du ikke alene selv skyld i de øretæver du får, du har også fortjent dem! Resultatet er en udbredt frygt for at blande sig i andre menneskers anliggender og navnlig en massiv berøringsangst overfor andre menneskers problemer.

Ude i al landsens virksomheder går der tusindvis af mennesker rundt med så store personlige eller sociale problemer, at de er ude af stand til at udføre deres arbejde tilfredsstillende. Meget ofte er det en offentlig hemmelighed at hr. Jensen er alkoholmisbruger eller at fru Sørensen har et astronomisk sygefravær pga. depression. Der tales og hviskes om “problemmedarbejderen”, men ingen stiller rigtig op, hvilket der er lige så mange gode forklaringer på som der er kolleger. Den ene synes jo ikke rigtig at man kan tillade sig at sige noget – hvad nu hvis man gør det hele meget værre? Den næste mener, at det dybest set er ledelsens ansvar. En tredje er inderst inde bange for selv at blive trukket frem i rampelyset og måske få afsløret egne svagheder ved at “kaste med sten”. Osv.

Er man forpligtet til at gøre noget, sige noget, blande sig, tage ansvar? Lidt groft kan man sige, at møder man en fremmed person på gaden som pludselig falder om med hjertestop, er de færreste jo i tvivl om ansvaret for at gøre noget. Om hjælpen så består i at tilkalde professionel assistance eller at yde førstehjælp er op til den enkeltes kompetence. Når hr. Jensen gang på gang møder på arbejde og lugter langt væk af alkohol er det formentligt ikke fordi hans liv er en fest, men fordi hans liv er alt andet end festligt. Ud over at han evt. kan være til fare for andre menneskers sikkerhed, når han er fuld på arbejdet, og alene af den grund bør hjælpes ud af sit alkoholmisbrug, så er han at betragte som én, der er faldet om på gaden. Som kollega og som menneske kan man aldrig “gøre det meget værre” for nogen ved at man tilbyder sin hjælp, det er muligt at problemet bliver mere tydeligt og åbent, men dét er jo netop en del af hjælpen til at personen slipper ud af sit ensomme drikkeri. Hvad ledelsen angår kan man ikke altid regne med at den ved, hvad der foregår “på gulvet”, ej heller at den nødvendigvis påtager sig et ansvar for den pågældende. Frygten for “rampelyset” er forståelig, men det er værd at huske på, at det at tilkendegive sin opmærksomhed på, at en kollega har et problem ikke er det samme som at “kaste med sten” – tvært imod.


  • 0

Social fobi

Category:Blog

Om morgenen møder han på kontoret sammen med nogle hundrede kolleger i den driftige virksomhed, hvor han har arbejdet i flere år. Han er dygtig til sit job, en af de bedste på sit felt, har modtaget adskillige hædersbevisninger og nyder stor faglig respekt i branchen. Alligevel hader han at gå på arbejde. Hvorfor? Fordi nogen engang har opfundet begrebet frokostpause. Hver evige eneste dag klokken tolv er det meningen, at man skal afbryde det, man er i gang med for at gå ned i kantinen sammen med alle de andre og indtage sin frokost. Han hader det. Ikke fordi han har noget imod at spise, men fordi frokostpausen er en social begivenhed, som han på ingen måde føler sig tilpas i. For ham at se er det hele ét stort spil, som det det drejer sig om at overleve – Robinson for fuld udblæsning “live”, med tonsvis af intriger, hvor åbenlyse vindere ydmyger åbenlyse tabere. Kantinen er en jungle, hvor alle titler og dørskilte er ophævet, der gælder kun én lov, survival of the fittest. Så hver eneste formiddag mærker han, hvordan angsten bygger sig op indeni ham, indtil den kulminerer lidt i tolv, hvor han mekanisk bevæger sig den tunge vej til skafottet – han føler sig ubetinget som en af de evige tabere, uanset hans curriculum vitae og faglige bedrifter.

Da jeg møder manden har hans problematiske forhold til sociale situationer stået på i årevis, ja faktisk hele hans liv, når han tænker over det. Det falder ham ikke svært at trække en lige linie tilbage til skoletiden, hvor det at gå i kantinen også var en stærkt ubehagelig oplevelse for ham. Dengang var det sociale game endnu mere brutalt, men til gengæld var der ikke så mange skjulte dagsordener, som han oplever at der er blandt voksne mennesker. Der kan selvfølgelig læses et skær af paranoia ind i mandens noget stereotype oplevelse af og ageren i forhold til sociale situationer, hvilket flere i hans omgangskreds da også venligt har påpeget for ham. Oftest er han blevet fejet af bordet med “sikke noget pjat, du skal da bare prøve at slappe lidt af – folk bider ikke”. Men det har ikke just været en hjælp for manden, at man på den måde har klassificeret hans oplevelse under “vrangforestilling”. Det er min vurdering, at der i mange virksomheder faktisk foregår massiv mobning, visse steder af sådanne dimensioner, at det koster menneskeskæbner. Mange steder er der reelt ikke den store forskel på skolekantinen, hvor de stærke giver de svage buksevand eller kaster med deres madpakker, og så den tilsyneladende noble firmafrokoststue.

Mandens problematik er ikke løst, men det har givet ham et tiltrængt pusterum at blive taget alvorligt. Næste skridt bliver at finde ud af, hvordan han veksler noget af sin faglige stolthed til social stolthed.


  • 0

Eufemismer

Category:Blog

Eufemisme betyder “forskønnende omskrivning”. Vort sprog er fyldt med eufemismer og der kommer hele tiden nye til. Eufemismer hjælper os bl.a. til at være politisk korrekte, sådan at vi fx siger en “ældre dame” i stedet for en “gammel dame”, vist nok for at beskytte damen mod den sandhed at hun ikke længere er ung. Nogle sætter pris på denne beskyttelse, andre ikke. I erhvervslivet pibler eufemismerne op overalt. Sidder man ved kassen i et supermarked er man ikke længere “kassedame”, man er “salgsassistent”, vist nok fordi man fra topledelsens side ønsker at indgyde personenen med den pågældende arbejdsfunktion mere selvtillid – det lyder jo unægtelig af lidt mere, når der hæftes noget med “salg” i på navneskiltet. En udmærket ide at ville højne selvtilliden blandt sine medarbejdere, men når funktionen at køre varer gennem stregkodeapparatet forbliver uændret, er der vel dybest set ikke tale om andet end at man puster lidt varm luft i hovedet på de ansatte. Nogle synes det er ganske rart, andre finder det en lille smule latterligt. Der findes masser af tilsvarende eksempler: fængselsbetjente er i vore dage udnævnt til fængselsfunktionærer, togkontrollører er forfremmet til togrevisorer, avisernes jobsektioner flyder over med titler som “key account manager” – de færreste ved umiddelbart hvad det indebærer, men flot ser det ud. Der synes at være en stærk tendens til at oversætte til og låne fra det engelske sprog også i stillingsbetegnelser, en slags McDonald’s-effekt, hvor enhver funktion, handling, genstand, aktivitet er operationaliseret og beskrevet – in english. En effekt som undertiden kan afstedkomme en ufrivillig komik på dansk, som da jeg for nylig blev præsenteret for titlen “Erection Manager”…en titel som ikke har en døjt med det mandlige seksualliv at skaffe, men dækker over et gennemseriøst ingeniørjob på en cementfabrik.

Jeg har bemærket at der i forskellige fagsprog kan gå lidt inflation i terminologien, hvor man ved at “pynte sig med lånte fjer” forsøger at indgyde andre en fornemmelse af, at man har en helt ekstraordinær kompetence. Indenfor psykologien hører jeg fra tid til anden eksempler på dette fænomen. For nylig fortalte en kollega således, at han ofte anbefaler klienter at praktisere “holding” overfor medmennesker. Jeg spurgte nysgerrigt til indholdet af dette tilsyneladende interessante psykologiske begreb (og mærkede en snigende ærgrelse over åbenbart ikke at have fulgt ordentligt med i de seneste psykologiske landvindinger), men blev svært skuffet, da det viste sig at det i al sin gribende enkelhed blot betyder, at man holder om en anden person, at omfavne en anden!

Jeg er tilhænger af, at vi såvidt muligt holder os i nærheden af jordoverfladen, når vi taler med hinanden – fremmedord og eufemismer er generelt velkomne, hvis de tjener et seriøst formål, men den varme luft kan jeg i hvert fald godt undvære.