Author Archives: Lars Nørgaard

  • 0

Familiedrama

Category:Blog

Jeg græder stort set aldrig, jo måske lige hvis jeg ser “Det lille hus på prærien”. Denne sætning, eller variationer af den, har jeg hørt ofte nok til at undre mig. Jeg undrer mig blandt andet over, hvorfor en TV-serie nævnes som grådkatalysator i stedet for fx grusomme reportager fra krigszoner eller områder med hungersnød, reelle tragedier. Og hvorfor er det lige præcis sagaen om familien Ingalls, der så ofte nævnes?

Først og fremmest er det vel desværre sandt, som det så ofte er sagt af medieanalytikere, at vi som medieforbrugere er blevet vant til at bevidne at verden omkring os er gået af lave. Billeder af krigsskuepladser og udsultede børn som end ikke orker at vifte fluerne bort fra ansigtet regner ned over os hver eneste dag i en bedøvende strøm. Vi farer ikke længere op af stolen eller giver følelserne frit løb, for den mest tilstedeværende følelse er afmagt og den manifesterer sig gerne fysisk som slatne skuldre. Jo flere billeder, desto mere følelsesbedøvede fremstår vi – vi kan ikke rutsje hele vejen ned i kulkælderen med gråd og tænders gnidsel hver aften fra syv til halv otte og igen fra ni til halv ti. Vi sætter (ubevidst) et forsvar op mod denne rutsjetur og mærker derfor højst den slatne afmagt. Tragedierne ude i verden er af sådanne dimensioner at der måske slet ikke rigtig er nogen følelsesmæssig reaktion der kan “matche” hos den jævne danske medieforbruger. I stedet affinder man sig med tanken om at man alligevel ikke kan bære verdens elendighed på sine skuldre, og derfor er det okay at blive siddende med følelserne stort set uberørt i sofaen.

Men når fam. Ingalls toner frem (serien genudsendes vistnok konstant) får vi noget vi kan forholde os til. Uden at kunne føre filmvidenskabeligt bevis for det, gætter jeg på at det er den evige afspilning af det universelle familiedrama, som appellerer stærkt til vores allesammens indre konfliktmateriale og uforløste følelser, og som dermed taler direkte til den del af os, som i psykologien omtales som “det indre barn”. Når Laura fx ikke må få et par nye træsko som sin storesøster og søskendejalousien blomstrer, ruller de indre smalfilmsoptagelser fra vores egen barndom samtidig for fulde gardiner. Lauras jalousi er vores jalousi. Det er meget muligt at luften er tyk af klichéer og at stereotyperne driver som harpiks ned af væggene i Det Lille Hus, men serien har åbenbart forstået, at hvis man vil kommunikere med seerens indre barn, gælder samme regel som hvis man vil kommunikere med ethvert barn: keep it simple. Hvis man hører til dem, der kan græde over Laura & Co., eller noget tilsvarende, så vil jeg gætte på at det er fordi man har brug for det – og så gælder det om at gøre det så tit som muligt.


  • 0

Bland dig ikke i alt

Category:Blog

En bekendt fortæller om en morgen, da hans mindste datter på fem måneder ligger og leger med sin sut. Hun har for få uger siden opnået så megen viljesmæssig kontrol over sine arme og hænder, at hun kan tage fat om sutten og hive den ud af munden og derefter putte den tilbage igen. Sådan ligger hun tit og finpudser sin teknik, frem og tilbage i én uendelighed. Så ryger sutten ud af hånden og ligger akavet med gummiet nedad og plastichåndtaget opad og trykker på hendes ene kind. Hun vrider og drejer sig og åbner instinktivt munden for at få gravet sutten frem igen. Det klør i farens fingre, han har lyst til at hjælpe hende ud af kniben, men hun klarer den selv. Får med sin højre hånd et solidt greb om selve gummitutten og følgelig er det nu plastichåndtaget hun forsøger at skubbe ind i munden. Hun bliver ved og ved, indtil faren til sidst giver efter for kløen i sine fingre og tager den ud af hendes hånd, drejer sutten korrekt og lister den tilbage i gabet på datteren. Smok! Sådan, så har vi det bedre, ikke sandt?, tænker faren. Nøjagtig ét sekund senere spytter hun i åbenlys protest sutten ud og genoptager i ro og mag sit forehavende med en mine a la mind your own business, dad!

Eksemplet er dagligdags og banalt, men jeg vil nu alligevel driste mig til at lade det understrege en velkendt udviklingspsykologisk pointe. Eksemplet viser nemlig at mens datteren fokuserer på processen “at lære at håndtere en sut”, fokuserer faren på resultatet “at få den sut ind i munden hurtigst muligt”. Han betragter situationen fra et voksent perspektiv, hvilket der ikke i sig selv er noget galt med, men han kommer samtidig til at forveksle sine egne behov med sin datters. Hvis faren således egentlig ville “hjælpe” sin datter i denne situation, skulle han have holdt grabberne for sig selv. Men det er jo netop dét, der er det svære, for set fra hans perspektiv er hun jo knibe. Den samme problematik gør sig gældende, hvis han ser sin lidt større søn i vanskeligheder på legepladsen eller i børnehaven, fx i klammeri med nogle kammerater. Han har stor lyst til at blande sig, komme ham til undsætning. Men hvad er vigtigst: at tilgodese sit eget resultatorienterede behov for at få bilagt konflikten, eller sin søns naturlige behov for at lære selv at begå sig i sociale sammenhænge, herunder at løse konflikter?

Svaret må vel være, at det som så meget andet i forælderskabet handler om fingerspitzgefühl. Man skal helt tydeligt og lige så sikkert som amen i kirken være der for barnet, ofte på tilskuerpladserne, nogle gange på sidelinien og ind i mellem helt inde og tackle igennem på banen.


  • 2

Thanatos – dødsdriften

Category:Blog

På motorvej E4 i sydgående retning er der sket et større trafikuheld, der er ambulancer på stedet. I nordgående retning går trafikken påfaldende trægt – fordi de forbipasserende trafikanter lige sagtner farten for at få et glimt af tragedien. Ikke særlig charmerende, men meget almindeligt.

En mand findes skyldig i og dømmes for nogle brutale, bestialske mord og sættes i fængsel. Her modtager han bunker af breve fra folk som tilkendegiver deres fascination af ham. Ikke umiddelbart indføleligt, men ret udbredt.

Du kører i din bil på en landevej med begge hænder fast monteret i stillingen “ti minutter i to” på rattet, ingen slinger i valsen. Omkring dig sidder familien. Pludselig slår tanken ned i dig: Tænk, hvis jeg kom til at flå rattet hårdt til den ene side så vi kørte galt! Tanken skræmmer dig og giver kuldegysninger, men den rummer også en sær og uforklarlig tiltrækningskraft. I hvert fald kører skrækscenariet i ring inde i hovedet et stykke tid og du skal virkelig koncentrere dig om kørslen for ikke at blive “suget” ind mod midterstriberne på vejen. Du tænder for radioen eller børnene siger et eller andet til dig og “gyserstemningen” fordamper igen og I lander sikkert på bestemmelsesstedet.

Den opmærksomme læser vil sikkert undre sig over, hvad der motiverer min beskrivelse af ovenstående tre scenarier? Min motivation udspringer af en undren, som jeg sikkert deler med mange andre, over baggrunden for de to først beskrevne; hvad er det der får mennesker til at stoppe op for at se detaljer ved en trafikulykke eller at søge nærkontakt med et menneske som bevisligt er dødsensfarligt at være i selskab med? Jeg bruger det tredje scenarie til at illustrere en forklaringsmodel som Sigmund Freud var inde på, nemlig at alle mennesker fra naturens hånd er udstyret med en række drifter, deriblandt dødsdriften, Thanatos. Vi kender og anerkender umiddelbart at vi har kærlighedsdriften, seksualdriften, Libido, men det kan falde os sværere at acceptere at vi også rummer det modsatte, at vi ubevidst drages mod det destruktive. Jeg ønsker på ingen måde at legitimere et “publikum” ved trafikulykker, det virker lige så stødende på mig som på så mange andre, ejheller vil jeg understøtte de “krimiromantiske” forestillinger om de indsatte i danske fængsler. Mit ærinde er alene at søge at kaste lys over de psykologiske mekanismer, som betinger umiddelbart uforståelig menneskelig adfærd eller tankeaktivitet. Jeg tror at Freud har ret i sin teori om Thanatos, hvorfor skulle vi ellers læse Ekstra Bladet, se gyser- og voldsfilm, bungeejumpe eller ind i mellem fantasere om, hvad der ville ske hvis vi gjorde noget forfærdeligt? Det er imidlertid altafgørende for vort samfunds beståen at de fleste af os trods alt er i stand til at fastholde den indre magtbalance mellem Libido og Thanatos, hvor Libido som altoverskyggende hovedregel har overtaget.


  • 0

Hvorfor finder nogle kvinder sig i vold i ægteskabet?

Category:Blog Tags : 

Kvinde møder mand, de forelsker sig stormende og bliver gift efter kort tid. Snart kommer der børn til og hverdagen er et særdeles håndgribeligt og nærværende begreb. Forelskelsen har de to hastigt lagt bag sig, tilbage er et ægteskab som slår revner. Revner som bliver dybere og dybere for hver gang han slår hende – og børnene. Han er en tyran som konen og børnene gør klogest i ikke at komme på tværs af, men det er umuligt at undgå, da han uden varsel og ved den mindste anledning eller slet ingen sprænger i luften og afstraffer sin familie med vold. Det står på i flere år. En aften beslutter hun at stikke af med børnene, får husly først hos sin mor og siden hos en veninde. Efter få dage opsøger han hende og lover bod og bedring, hvilket hun vælger at tro på og flytter hjem til ham. Kort efter er den gal igen, denne gang har hun fået så mange tæsk at hun må forbi hospitalet inden hun søger tilflugt i Dannerhuset. Dér bliver hun i nogen tid, men overtales endnu en gang (da hun er hjemme for at hente tøj) til at flytte hjem igen. Mønstret gentager sig mange gange, indtil hun en dag slipper ud af ægteskabet og flytter alene med sine børn. Et halvt år senere møder hun en ny mand, som hun forelsker sig stormende i og bliver gift med efter kort tid…

For den udenforstående kan dette scenarie synes uforklarligt – hvorfor bryder kvinden ikke mønstret? Hvorfor finder hun sig i volden og ydmygelsen? Zoomer man ind på hendes personlige historie fra spæd til voksen toner det ene eksempel på svigt, forsømmelse og mishandling efter det andet imidlertid frem som perler på en snor. Fra barnsben har hun lært at hun er en person som ikke er bedre værd end det seneste lag tæsk hun har fået. Har man blot det ringeste begreb om tilknytningsteori vil man vide at kvaliteten af de relationer barnet har til de primære voksne i dets omverden danner skole for, hvordan barnet siden som voksen knytter sig til andre mennesker. Set i tilknytningsteoriens lys er det let at forklare at kvinden er fanget i et gentagelsesmønster, hvor hun i og med hun finder sig i ydmygelse og fornedrelse ubevidst bekræfter sin grundlæggende antagelse om sig selv: at hun ikke er bedre værd. Det er ikke ligetil at hjælpe kvinden ud af gentagelsestvangen, da den jo bygger på et solidt forankret opvækstbetinget selvbillede, men til gengæld er det ret åbenlyst at den mest frugtbare indfaldsvinkel er at facilitere en bearbejdning og udvikling af hendes selvforståelse, som forhåbentlig kan resultere i en forbedring af hendes selvværd. Et højere selvværd er en forudsætning for at hun kan sige til sig selv  – og sin mand – at hun ikke har fortjent at nogen så meget som krummer et hår på hendes hoved.


  • 0

Dine forældre

Category:Blog

“Du skal ære dine forældre”, lyder et af de ti bud. Når man i sin tid formulerede dette eller fx “du må ikke begære din nabos hustru”, var det nok fordi man havde en mistanke om at nogle ude i samfundet rent faktisk kunne finde på at producere smudsige fantasier om nabokonen – og fordi man anede at nogle rent faktisk var mindre end begejstrede for deres forældre. Dengang og indtil for ganske nylig var samfundet dybt afhængig af at familien hang sammen, familiens opløsning var lig med opløsning af samfundet. For at familien kunne hænge sammen måtte man sikre sig at børnene ikke bare skred fra det hele, når de blev store, men derimod blev og tog sig af deres gamle forældre som ikke længere kunne forsørge sig selv. Så man kørte det tunge skyts i stilling og hidkaldte den største autoritet man kunne komme i tanker om, Vorherre, som angiveligt skal have sagt at man har pligt til at elske og ære sine forældre, herunder forsørge dem når de bliver gamle og uarbejdsdygtige. I store dele af verden, hvor den vestlige velfærdsmodel ikke rigtig er slået igennem, gælder denne orden stadig. Men herhjemme er alle stort set økonomisk uafhængige af hinanden. Peter Belli formulerede for 35 år siden med grådkvalt forælderstemme til sit barn at selv om han (eller var det moren?) i årevis havde travet op og ned ad køkkengulvet med den søvnløse knægt på armen og selv om det havde været hårdt på mange leder og kanter, så var der INGEN REGNING. Men netop måden det bliver sagt på er et klassisk eksempel på det som i fagsproget hedder en “double-bind”, dvs. at man siger ét men mener det stik modsatte. Peter Belli siger at knægten ikke skylder dem noget, men hvorfor skal vi så sidde med en klump i halsen? Fordi PB jo synes at knægten skylder dem noget – på det følelsesmæssige plan står drengen i bundløs gæld til sine forældre.

Nutidens forældre ved godt at velfærdssamfundet nok skal tage sig af dem, når de bliver gamle, og at de derfor ikke længere kan bruge dette argument til at fastholde børnene. En anden udbredt (ubevidst!) taktik er så at skabe et følelsesmæssigt afhængighedsforhold, som bygger på dårlig samvittighed og “skyld med sky på”. I forretningslivet udnytter man dette ved fx at indføre Mors og Fars Dag.

Jeg mener egentlig ikke at man skylder sine forældre noget særligt. Når man får børn er det som udgangspunkt pr. definition for éns egen skyld og i et større perspektiv for at sikre artens overlevelse, og hvorfor skal børnene bøde for dét? Dermed ikke være sagt at jeg synes at børn skal blæse deres forældre én lang march, når de er vokset til, men det fører ikke til noget godt hverken at påbyde dem at elske og ære eller at snige sig ind ad bagvejen via den dårlige samvittighed.


  • 0

Tal frit om de døde

Category:Blog

De mortuis nihil nisi bene – om de døde intet, hvis ikke godt, er den direkte oversættelse af dette latinske mundheld. På mere mundret dansk betyder det at man ikke må tale ondt om de døde, hvilket er en norm vi moderne mennesker kender og i vid udstrækning efterlever hér mange hundrede år efter at de bevingede ord første gang blev formuleret. Der ligger sandsynligvis religiøse tanker til grund for netop denne adfærdsregulerende rettesnor, såsom at det at tale ondt om de døde kan afstedkomme ånders forbandelse eller måske Guds straf – desuden kan man være af den opfattelse at det er unfair at ytre sig negativt om de aføde, idet disse jo ikke har mulighed for at forsvare sig. Generelt tjener mange mundheld fine normalitetsbevarende funktioner og er dermed samfundsbevarende og -beskyttende, men mange gange er der også en slagside, hvor normerne producerer uhensigtsmæssige tabuer, som kan virke ødelæggende for det enkelte individ.

Eksempelvis: Som psykolog møder jeg i sagens natur en del mennesker som har oplevet smertefulde tab af nærtstående personer. Hvad enten disse tab er forårsaget af dramatiske ulykker eller af mere naturlige livsomstændigheder, reagerer de fleste med følelsesmæssige udsving af varierende karakter og styrke. Langt de fleste er selv i stand til at håndtere de følelsesmæssige reaktioner fase for fase, gerne med hjælp fra deres nære omverden. For nogle bliver der imidlertid tale om deciderede invaliderende belastningsreaktioner eller kriser, som det er vigtigt at forholde sig hensigtsmæssigt til. En central del af håndteringen af et kriseforløb i forbindelse med tab er sorgbearbejdningen, hvor den tabsramte igennem samtale bl.a. får mulighed for at udtrykke de tanker og følelser som knytter sig til den afdøde. Ofte opstår der et spontant behov hos dette menneske for at fortælle om indholdet og kvaliteten af den relation som han eller hun havde til den afdøde. Og hér opstår der ofte en indre konflikt i ham eller hende, fordi der uvægerligt vil være elementer i relationen til og hos den afdøde som har en negativ klang (ingen mellemmenneskelige relationer er eller bør være udelukkende positive). Men fordi normen byder os ikke at tale “ondt” om de døde, kapsles en del af det følelsesmæssige materiale ind og forbliver ubearbejdet, hvilket er uhensigtsmæssigt for en sund og hel sorgbearbejdning og dermed ødelæggende for personens samlede håndtering af krisen. En vigtig del af den psykologiske bistand i sådanne tilfælde består derfor i at hjælpe personen til en erkendelse af at dét at udtrykke sig negativt om den afdøde eller relationen til denne ikke er det samme som at “tale ondt om”. Jeg har ingen ønsker om at gøre vold på menneskers eventuelle religiøse idealer, men hvis det er afgørende for sorgbearbejdningen, finder jeg det rigtigst at give plads til hele billedet og ikke kun den censurerede del.


  • 0

Ligestilling

Category:Blog

I al diskretion og uvidenskabelighed har jeg taget temperaturen på nutidskvindens engagement i Kvindekampen. Såvidt jeg kan se er der ikke just risiko for feberkramper. I hvert fald sker der dét ti ud af ti gange, at hvis man spørger en kvinde hvad hun har af planer den 8. marts, så kigger hun desorienteret på én og spørger fx prøvende om der er landskamp eller sådan noget den dag. Ikke én eneste gang har nogen kvinde sagt at hun havde planer om at deltage i et arrangement som markerer Kvindernes Internationale Kampdag – som jo altså er programsat til den 8. marts. Om man kan tage dette som udtryk for at Kvindesagen er død, eller at Kampen er vundet – eller tabt – ved jeg ikke. Formentlig er den mest sikre konklusion, at såfremt der stadig udkæmpes et slag, så er taktikken væsentlig anderledes end den var for tredive-fyrre år siden. Dengang tog man til Femø og dokumenterede lidt gumpetungt (men effektivt, bevares), at “kvinder er stærke” (selv lave bål, selv lave biwuak, selv synge lange bange sange). I dag er arenaen igen rykket indendørs, ind i hjemmene, ind i familien, hvor kønskampen udspilles langt mere subtilt i hverdagens pragmatiske og logistiske puslespil af job, børnetransport og husholdning. Det er blevet meget vanskeligere at sætte overskrifter på, hvad kampen handler om i dag – de fleste af de mænd jeg kender og har hørt om har for længst (i hvert fald officielt) givet slip på forestillingen om at kvinder er svage og forsvarsløse og hører hjemme foran komfuret. Netop komfuret er i dag i høj grad blevet mændenes domæne, og skjortestrygningen klarer han også selv. Hovedrengøring er for mange heller ikke længere et stridsspørgsmål, idet det igen er blevet almindeligt, socialt acceptabelt og økonomisk muligt at udlicitere denne opgave til professionelle.

Mon vi er derhenne, hvor der ikke rigtig er flere kønspolitiske spørgsmål at kæmpe for? Næppe. Når det stadig i år 2011 kan dokumenteres at sådan noget som lige løn for lige arbejde endnu ikke er en regel der gælder på tværs af kønnene, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det ville jeg fandeme ikke finde mig i, hvis jeg var en kvinde. Og i forlængelse heraf kunne man spørge om ikke det kunne betale sig at samle noget af al den energi som går lidt til spilde i den diffuse kamp om karkluden derhjemme til en mere målrettet indsats for anstændig lønpolitik her til lands? Der findes masser af uretfærdighed på det danske arbejdsmarked, men den ulige løn for lige arbejde hører alligevel til blandt de mest eklatante svindelnumre jeg har hørt om. Gør noget ved det – ikke nødvendigvis den 8.marts, men i det hele taget.


  • 0

Sig undskyld – en gang imellem

Category:Blog

For et par år siden var det som om der blandt politikere gik mode i at sige undskyld. I mange forskellige sammenhænge trådte topfolk fra den internationale politiske scene frem og bekendte deres anger over et eller andet fejltrin og reddede derved deres karriere. I pressen var man ikke sen til at kritisere denne fremgangsmåde, fordi man mistænkte politikerne for at misbruge den mundtlige undskyldning som en bekvem måde at slippe uden om at tage et egentligt ansvar for deres handlinger. Kritikken var sikkert berettiget, men det er ærgerligt at selve undskyldningen som kommunikationsmiddel derved får buler i lakken. For en velanbragt undskyldning er egentlig en god ting. De fleste kan nikke genkendende til den situation at nogen har trådt én over tæerne (i konkret eller overført betydning), hvilket giver anledning til at man skumler over vedkommendes tåbelige og hensynsløse adfærd. Skumleriet kan nogle gange nå uanede højder, hvis man giver sig selv lov – men hvis vedkommende pludselig tropper op og stikker én en lodret undskyldning, så er det oftest som om luften siver ud af ballonen. Man kan sågar blive helt rørstrømsk og komme til at synes ekstra godt om denne noble person, som ikke er bange for at indrømme sine fejltrin og som ikke er for fin på den til at undskylde dem. Tager man de analytiske briller på, er en del af tilfredsstillelsen ved at modtage en undskyldning vel at man på den måde konkret mærker at man er på bølgelængde med den anden, at man i bund og grund deler de samme værdier og at ens eksistens respekteres. For mennesket, som basalt er en social størrelse, er denne oplevelse af vital betydning. Tilsvarende er der sagt mangt og meget om det tilfredsstillende i at være den der stikker en undskyldning. Hvem har ikke prøvet at gå rundt og lurepasse den med svidende dårlig samvittighed over en eller anden brøler i time-, dage- eller ugevis, for til sidst at få det ud af verden med en undskyldning. Hvilken lettelse det kan give. Men at give en undskyldning er en svær kunst. Mange er for stolte, er bange for at tabe terræn, og ser det som et svaghedstegn, hvis egne fejltrin erkendes og undskyldes. Besynderligt egentlig, når man tænker på at de fleste jo netop tager hatten af for den som tør sige undskyld. Men åbenbart skal det ikke siges for tit, for så mister koden sin værdi og forvandles i modtagerens øjne til det modsatte, en skummel undvigemanøvre fra egentlig ansvarstagen. Med fare for at lyde rigelig højstemt er det dog min holdning at det er bedre at sige undskyld en gang for meget end en gang for lidt – hvis man mener det!


  • 0

Del dine tanker

Category:Blog

En mand er ved at sætte et billede op på sin væg og står derfor og skal bruge en hammer. Han har ikke selv nogen hammer, men kommer i tanker om at naboen har én. Han skal til at gå ind ved siden af for at låne den, men mens han tager overtøj på kommer han til at tænke på at ham naboen jo er i gang med at bygge carport og derfor sikkert ikke kan undvære hammeren. For resten, når han tænker over det, så har det den sidste tid givet en del larm derindefra med den gør-det-selv carport – irriterende når man gerne vil sidde stille og roligt og nyde en kop kaffe i sin have. Da også utroligt at naboen ikke selv kan indse at han fuldstændig spolerer freden og hyggen for hele nabolaget med sin evindelige saven og hamren og banken. Før carporten var det jo havestuen – hvad bliver det næste? Bliver der aldrig fred og ro? Og er det i øvrigt ikke også en vranten attitude, han lægger for dagen, når man fx møder ham i det lokale supermarked. Det samme med hans kone, sur og tvær og ikke til at komme i nærheden af. Det skulle slet ikke undre om han slår hende. Han er nok også hård ved sine børn…hvis han nogensinde understår sig i at tage fat i andre end sine egne børn, så skal han nok få socialforvaltningen på nakken.

Manden spankulerer til sidst i stærkt ophidset tilstand ind og banker hårdt på naboens dør mens han brøler ind gennem brevsprækken: Du kan kraftedeme beholde din forpulede hammer for dig selv, dit dumme svin!

Om den beskrevne episode har fundet sted i virkeligheden, ved jeg ikke. Jeg har den fra en klient, som refererer den frit efter et lignende eksempel fra en eller anden bog om kommunikation og tænkning. Udover at selve liguster-komikken rammer plet, synes jeg den er et fremragende karikeret eksempel på, hvordan vore tanker og følelser kan løbe afsted med os, hvis vi altid vælger den nemmeste udvej, nemlig at undlade at indvie andre i hvad der foregår inde i hovedet/kroppen på os. Det kan selvfølgelig ikke blankt udelukkes at naboen vitterlig er en småkarakterafvigende børnemishandler med hang til hustruvold og gadeuorden, men ret beset bygger vor vens tese herom på et ganske spinkelt grundlag, nemlig et indre lydbånd som formentlig er blevet indspillet med blokeret vrede som underlægningsmusik. Måske udspringer vreden af gammel, hengemt ærgrelse over naboens larm, måske får vreden næring andetsteds fra, eller en kombination. Der kan udledes flere moraler af historien, én af dem er at man gør alle inclusive sig selv en bjørnetjeneste ved at hamstre følelser i stedet for at lade dem komme til udtryk i de sammenhænge hvor de hører hjemme – det gælder ikke mindst vrede.


  • 0

Den misforståede hjælper

Category:Blog

Ad omveje hørte jeg om en midaldrende kvinde, som ikke véd alt det gode hun vil gøre for andre mennesker. Overalt sætter hun sine diskrete fingeraftryk med små og mellemstore næstekærlige gerninger. Folk i periferien bliver duperet af hendes allestedsnærvær og tager hatten af for hendes medmenneskelighed. Især tager hun affære, når nogen på den ene eller den anden måde er ramt af dårligdom. Hun er den første til at vide det hvis fx naboens svigerdatter ligger syg, eller hvis en slægtning til en perifer kollega er død. Det er efterhånden blevet en stående joke, at hun må være udstyret med en særlig radar som sætter hende i stand til at opsnuse sygdom og elendighed på kilometers afstand. Påfaldende ofte ender det med at hun bliver en central figur i sådanne sammenhænge, både som sjælesørger og som praktisk gris. Umiddelbart er der intet odiøst i at denne kvinde tilbyder sig selv som en ressource for andre mennesker i nød – tvært imod ligner det jo en nobel livsindstilling. Men helt problemfrit er det nu ikke, i hvert fald ikke for hendes egen familie og nærmeste venner. De står i et dilemma, når hun typisk ved en ellers festlig sammenkomst underholder med en af sine rystende beretninger om fx en tidligere nabos tragiske sygehistorie. Hendes egen beundringsværdige indsats i forhold til den syge lader hun ikke gå upåagtet hen. På den ene side er det jo flot og stort af hende at tage sig af dette medmenneske, på den anden side kan tilhørerne ikke lade være med at blive en lille smule irriteret på hende. Og hvorfor egentlig det? Irritationen opstår sandsynligvis fordi der lige nedenunder den uskyldsrene selvopofrelse ligger et latent behov for at blive set og hørt og opnå anerkendelse og accept, hvilket skinner igennem uden at nogen rigtig kan sætte en finger på det. Dybest set bruger kvinden faktisk de dårligdomsramte til at dække et uopfyldt behov for opmærksomhed – helt ubevidst, bevares. Præcis hvorfor kvinden er i underskud på opmærksomhedskontoen kan der være et utal af grunde til som man kun kan gisne om, men når hendes heltegerninger vækker modstand blandt hendes nærmeste er det fordi de fornemmer den skjulte dagsorden, som giver hendes indsats modsat fortegn. For at undgå at kvinden med tiden bliver parkeret i et selvvalgt martyrium som den misforståede hjælper, kan det varmt anbefales at nogen i hendes omverden begynder at tale direkte med hende om hendes eget bud på årsag og virkning i hendes adfærdsmønster.