Author Archives: Lars Nørgaard

  • 0

Direkte Kommunikation

Category:Blog

Han sidder altid foran den forbandede computer hvisler hun indædt som afslutning på en længere beretning om, hvordan hun mener at livet på hjemmefronten er ved at køre godt og grundigt i grøften som følge af ægtemandens overdrevne opmærksomhed på hjemmepc’en. De er i fyrrerne, de har tre store børn, de har egentlig altid været en ret lykkelig familie. Men kvinden, som sidder over for mig er ved at være godt træt af at spille andenviolin mens computeren vinder stadig mere terræn i de hjemlige gemakker. For det første fatter hun ikke mandens fascination af apparatet, for det andet finder hun det latterligt og meget lidt respektindgydende at se ham sidde foran skærmen time efter time, for det tredje føler hun sig stærkt overset, for det fjerde finder hun det ydmygende at skulle konkurrere med en PC om mandens gunst.

Som kvinden beskriver hjemmelivet er det ikke svært at sætte sig ind i at hun savner at manden viser sig fra en lidt mere ”farlig” side end at han tandløst gemmer sig bag regneark og printeropsætningsmenuer. Men hvad har hun helt konkret gjort for at opnå det hun ønsker? Direkte adspurgt mener hun umiddelbart at hun har gjort alt. For eksempel har hun i årevis himlet med øjnene når han sætter sig tilrette foran skærmen, hun har søgt og fået støtte, opbakning og forståelse blandt sine veninder (som har samme problem), hun har flere gange ved selskabelige lejligheder offentliggjort mandens nørdede adfærd med henblik på at dæmpe hans IT-entusiasme, hun har vrisset ad ham (motiveret og umotiveret), hun har i dén grad forsøgt at aktivere ham med noget andet og mere nyttigt (hus & have), hun har kort sagt gennem de seneste år opbygget en svidende irritation over sin mands måde at være på.

En enkelt lille ting har hun imidlertid aldrig rigtig praktiseret: At tale direkte om problemstillingen med sin mand. Lige først er hun en smule irriteret over forslaget, ikke mindst pga. dets rørende banalitet, men grundlæggende er hun med på tankegangen – hun er nødt til at gå i kødet på problemet og sin mand i stedet for at gå og vente på at han opdager at hun står og vinker med en vognstang. Indirekte kommunikation kan være godt og velanbragt i mange sammenhænge, men når det kommer til ægteskabelige problemer er man generelt bedst hjulpet med at sige tingene højt. For min klient er det uvant og farligt at praktisere dette, men det hjælper hende at spørge sig selv: Hvad er egentlig det værste der kan ske ved at gør det? – og hvor slemt er dét? Ofte er worst case scenarios enten ret usandsynlige eller ikke helt så slemme som først antaget.

Uanset det endelige resultat af ægteparrets forhandlinger om, hvor meget PC’en skal have lov at fylde, så er den vigtigste pointe at de to taler direkte med hinanden om ønsker, behov og forventninger til hinanden.


  • 0

Udbrændthed

Category:Blog

Det er langt fra altid man på et sølvfad får serveret grunden til at man har det skidt – nogle gange er årsagssammenhængene paradoksale og derfor ikke umiddelbart gennemskuelige. Således stillede en klient sig stærkt undrende overfor at han på det seneste var begyndt at miste lysten til at gå på arbejde. Han undrede sig, fordi han jo elskede sit arbejde og fik ros for sin indsats og navnlig sin notoriske stabilitet. Aldrig en sygedag, aldrig et kny – på trods af at hans arbejdsfunktion er særdeles krævende, såvel fysisk som psykisk.

Ingen skulle kunne sætte fingeren på noget. Ofte tog han på arbejde selv om han var syg og burde være sengeliggende, han ringede til sin arbejdsplads i sine ferier for at ajourføre kolleger med diverse opgaver som han til daglig bestred, han var for længst holdt op med at tælle overarbejdstimer, idet antallet var astronomisk og aldrig ville kunne blive omsat i hverken kroner eller afspadsering. Men det var også ligegyldigt for han gjorde det jo fordi han havde lyst!

Umiddelbart opnåede manden hvad han ville; han levede op til en for ham grundlæggende værdi om til enhver tid at sætte firmaets interesser over egne behov. Derved kunne han i lang tid leve højt på sit image som firmaets mand, den gode, loyale præmiemedarbejder. Hvad manden imidlertid i sin iver for at please firmaet og i sin – utvivlsomt ægte – begejstring for sit arbejde havde overset var risikoen for at brænde ud. Et fænomen som hvert år gør utallige medarbejdere ukampdygtige. Udbrændthed er ikke, som mange tror, forbeholdt aldrende medarbejdere i den offentlige sektor, men er et problemkompleks som i stigende grad sætter stadig yngre mennesker ud af spillet. Det er en lumsk størrelse fordi mange af dens ofre netop er begejstrede, pligtopfyldende og dygtige folk, hvis væsentligste karrieremæssige fejltrin er at de har svært ved at økonomisere med og målrette deres energi.

Min klient havde – som så mange andre – desuden overset forholdet mellem arbejdspladsens kortsigtede og langsigtede interesser; enhver arbejdsplads kan ganske vist have interesse i at dens medarbejdere er i stand til og villige til i perioder at yde en ekstraordinær indsats, men ingen arbejdsplads kan have interesse i at dens medarbejdere brænder ud før de er fyldt fyrre som følge af misforstået loyalitet og ukontrolleret energiudladning. Billedligt talt svarer det til konstant at lade bilen køre med fuld choker – enten drukner motoren eller også løber tanken ret hurtigt tom.

Gamle indgroede vaner og værdier er ikke altid så lette at revidere og modificere, men min klient er så småt begyndt at øve sig i at give slip på den noget tvangsprægede ansvarlighedsfølelse. Han synes bestemt ikke det er let eller rart – nærmest lidt angsprovokerende – at holde fri når han har fri og melde sig syg når han er syg. Men han øver sig fordi han er enig i rationalet at han derved i det store billede bedre tjener sine egne og firmaets interesser.


  • 0

Florence Nightingale

Category:Blog

– Jeg kan ikke lade være med at hjælpe andre, bedyrede en midaldrende kvindelig klient. Hun mente selv og havde altid fået at vide at hun ”led” af det såkaldte Florence Nigthingale Syndrom, dvs. en stærkt selvopofrende adfærd. Uddybende fortalte hun om, hvordan hun altid stod til rådighed for hvem som helst, der måtte have behov for hendes hjælp. Ikke kun hendes familie fungerede hun som en slags døgntjeneste for, men også i forhold til naboer, kolleger, venner og selv overfladiske bekendtskaber kendte hun næsten kun til rollerne ”sjælesørger” og ”praktisk gris”. Det havde altid været sådan og kvinden havde aldrig fundet det specielt problematisk, men tvært imod idylliseret det at ”være noget for andre”. Indtil for nylig, hvor hun uden varsel og uden påviselig grund fandt sig selv grædende og handlingslammet hjemme på sofaen, hvilket var den direkte årsag til at henvende sig til mig. For første gang i sit liv tillod kvinden sig at beskæftige sig med sig selv. Som udgangspunkt havde hun ingen som helst motivation for at sætte spørgsmålstegn ved det at hun altid satte andres behov før sine egne, men nu hvor hun var gået lidt ned med flaget var hun alligevel temmelig interesseret i at finde ud af om der var en sammenhæng mellem hendes hjælpe-syndrom og hendes nuværende følelsesmæssige ubalance.

Det var der. Gennem kvindens personlige opklaringsarbejde blev det tydeligt, at de mange års tilsidesættelse af egne behov til fordel for andres på den ene side havde givet hende en ønskværdig ”moder jord” – identitet, men på den anden side var hendes selvfølelse undermineret. Groft sagt anede hun ikke hvem hun var eller hvad hun ville, og nu hvor hun ikke længere var i stand til at løbe helt så stærkt som tidligere for at ”nurse” andre blev hun overmandet af en lammende angst for at være identitetsløs. Sådan tænkte hun ikke om det, da hun sad hjemme på sofaen og var ked af det – da kunne hun blot konstatere at noget var galt. Og da sammenhængen med den bagvedliggende identitetskrise gik op for hende blev hun en overgang bare endnu mere modløs, for hvad skulle hun stille op med den?

Kvinden har ingen intentioner om at lave om på sig selv, f.eks. ved at undertrykke behovet for at ”være noget for andre”, men hun har til gengæld konstateret en mærkbar bedring i sit humør efter at hun har modificeret den selvforståelse som ligger i sætningen ”Jeg kan ikke lade være med at hjælpe andre”. Nu siger hun i stedet med stor fornøjelse: ”Jeg kan godt lade være med at hjælpe andre – og hvis jeg hjælper andre er det fordi jeg har lyst til at gøre det”. Den livgivende forskel er at hun nu dels oplever at være in charge i sit eget liv i, stedet for at blive trukket rundt i manegen af andres behov og forventninger, dels at hendes hjælpe-adfærd nu er lystbetonet og dermed tilgodeser hendes egne behov.


  • 0

Kan Man Tænke Sig Til Et Bedre Liv?

Category:Blog

Forestil dig at du netop har fået serveret en portion jordbær. Du synes måske umiddelbart at nogle af bærrene ser mere indbydende ud end andre, og instinktivt spiser du de “dårligste” først for at gemme de “bedste” til sidst. En helt almindelig adfærd, men sat lidt på spidsen samtidig udtryk for et negativt livssyn, idet du (ubevidst) kommer til at definere en betragtelig del af bærrene som “dårlige”. Vælger du derimod hele tiden at spise “det bedste” bær først, vil ethvert bær du putter i munden logisk set være “det bedste” af de forhåndenværende. Din samlede “oplevelse” af skålen med jordbær vil på denne måde være langt mere posivtiv, idet prædikatet “dårlig” slet ikke har været inde i billedet.

En klient, jeg talte med, kunne i dén grad kende sin egen adfærd i dette eksempel, og kunne umiddelbart komme i tanke om en lang række konkrete situationer i sit liv, hvor den negative tænkestil fik lov at dominere. Vedkommende har gjort det til en daglig sport at få øje på den negative tænkestil allerede i sin spirende form og hvis det kan lade sig gøre at finde en positiv måde at anskue en given situation på, eventuelt a la jordbær-formlen, så skal det gøres. Min klient bilder sig ikke ind, at hun fra den ene dag til den næste med den slags kognitive kunstgreb bliver fuldstændig fri for sorger og bekymringer, men på den anden side undervurderer hun heller ikke det faktum at den måde hun tænker på har betydning for det liv hun lever.

Mange af de mennesker, jeg taler med, har tilsyneladende i årevis ladet sig tyrannisere af negativt vraggods fra fortiden, som får lov at sætte dagsordenen for nutiden og fremtiden. Brokker som “først lektier leg” står stadig bøjet i neon i underbevidstheden – og for forældrene til den 7-årige skolepige har det utvivlsomt været en nødvendighed med den slags dagligdags leveregler, men for den grandvoksne kvinde som lader denne overjegsfilosofi gennemsyre alle livets forhold, bliver der tale om et mentalt fængsel, hvor der er alt for langt mellem snapsene.

Ja, man kan i det små godt tænke sig til et bedre liv – dvs. et liv, hvor unødvendigt negative situationer bliver vendt til positive situationer, fordi tænkestilen justeres i positiv retning. Men det kræver kreativitet – og det store spørgsmål er i virkeligheden om man tør… For det kan være en kolossal udfordring at gøre op med børnelærdommen!


  • 0

Vrede Avler Vrede

Category:Blog

Hun har prøvet det hundredevis af gange og i det sidste stykke tid er det blevet særligt voldsomt. Min klient fortæller om sine vredesudbrud som hun efterhånden synes er ved at tage magten fra hende. Overfor hendes børn har hun stort set ingen tålmodighed længere og hun skælder og smælder over de mindste ting. Forholdet til hendes mand skranter faretruende som følge af hendes uforudsigelige impulsgennembrud, ligesom hun på arbejdet har lagt mærke til at kollegerne er begyndt at trække følehornene til sig. Befinder hun sig i trafikken er temperamentet ekstra let antændeligt og det er næsten obligatorisk at hun med adrenalinen pumpende rundt i kroppen bander og svovler over medtrafikanter og med diverse fagter tilkendegiver sin mening om deres kørsel. Dag ud og dag ind er kvinden næsten konstant ”oppe i det røde felt”, hvilket er stærkt opslidende for både hende selv og omgivelserne.

Adskillige lægebesøg har ikke kunnet påvise nogen fysisk årsag til hendes letvakte vrede. Men psykologisk viser der sig at være noget at hente. Kvinden har altid været af den overbevisning at man skal være tro mod sine følelser – også de negative. De fleste mennesker vil formentlig umiddelbart være enige i denne holdning, men spørgsmålet er om man altid hjælper sig selv ved at give efter for sine følelsesmæssige impulser. Kommer man overhovedet af med sin vrede ved at give sig selv lov til at udleve alt fra let irritation til skummende raseri? Såvel kvindens egen historie som den seneste psykolgiske forskning på området peger i retning af at man let gør sig selv en bjørnetjeneste ved ucensureret at give efter for negative følelsesmæssige impulser. Lidt forenklet kan man sige at i stedet for at blive renset for sin vrede ved at udleve den sker der det for kvinden at hun ubevidst vænner sig til denne respons som et naturligt førstevalg. Der kan ganske vist være en umiddelbar tilfredsstillelse forbundet med at demonstrere den følte vrede, men den kommer ikke ud af kroppen ved at blive demonstreret. Tvært imod tyder meget på at dén form for aggressionsforvaltning i stedet genererer mere vrede!

For kvinden er det stærkt udfordrende at tage den gamle livsværdi om at udleve enhver følelse op til fornyet overvejelse. Men hun kan konstatere at når hun – som eksperiment – bevidst beslutter sig for at undgå vredesudbrud i én situation, så mærker hun faktisk markant mindre vrede i en senere potentielt vredesprovokerende situation. Til stor lettelse for hende selv – og omgivelserne.

Dette er ikke et forsøg på at propagandere for at vi alle bør undgå at vise vrede for enhver pris. Tvært imod. Men der synes at være meget vundet ved at økonomisere med den unødvendige vrede, som kvinden kom til at føle sig som en slave af fordi en lidt ufleksibel livsværdi holdt hende i stram snor.

Allerede Aristoteles formulerede præcist udfordringen i vreden: Enhver kan blive vred – det er let. Men at blive vred på den rette person, i det rette omfang, på det rette tidspunkt, med det rette formål og på den rette måde – det er ikke let.


  • 0

Kvinder Og Rengøring

Category:Blog

En kollega fortalte mig om en kvindelig psykiatrisk patient, han engang havde haft i behandling. Hun led af decideret rengøringsvanvid. Når hun havde været i bad om morgenen var det hende magtpåliggende bagefter at rengøre badeværelset fra ende til anden. Den fysiske aktivitet resulterede i at hun blev svedig, hvorfor hun atter måtte tage bad – hvorefter historien gentog sig til hun omsider langt op ad dagen brød ud af adfærdsspiralen. Den pågældende kvindes adfærd var tydeligvis sygelig, men fantastisk mange helt almindelige, velfungerende kvinder fortæller mig at skidt, snavs, oprydning og rengøring fylder uforholdsmæssigt meget i deres liv. I mange tilfælde er rengøringsproblematikken blevet en særdeles vigtig faktor i ægteskabet eller parforholdet, hvor manden ikke forstår kvindens tolerancetærskel for støv og vice versa.

Rengøring som stridsspørgsmål i ægteskabet er næsten altid viklet ind i et virvar af andre problemer, men det er påfaldende, at de fleste kvinder, jeg taler med om emnet, selv finder det utilfredsstillende at bruge så megen energi på rengøring. De kunne godt tænke sig at blive bedre til at give slip og lade støv være støv – derfor søger de efter mulige årsager til den fastlåste rengøringstrang (eller –tvang). Det viser sig oftest, at behovet for at gøre rent ikke er motiveret af en forventet tilfredsstillelse ved resultatet af anstrengelserne – det er således langt fra en ”lystbetonet” aktivitet henimod en ”belønning” (at have gjort et godt stykke arbejde). Tvært imod drives de af en grundlæggende angst for at lade være!

På det konkrete plan frygter de måske omverdenens fordømmelse af at de ikke lever op til forestillingen/fordommen om den perfekte og pertentlige kvinde, som sætter orden og renlighed i hjemmet over alt andet. De sidste årtiers frigørelseskamp har ganske vist officielt frigjort kvinden fra dette domæne/åg, men uofficielt lever det videre i bedste velgående. Dette er formentlig et vigtigt led i forklaringen på, hvorfor mænd slet ikke i samme udstrækning giver udtryk for et problematisk forhold til rengøring – historisk og samfundsmæssigt har de været fritaget for dette pres.

På et ikke-konkret, ubevidst plan kan angsten hos den enkelte kvinde næres af et indre følelsesmæssigt kaos, som hun kan distancere sig fra og bringe orden i ved at bringe orden i sin omverden. Freud hævdede at problemet udsprang af frustreret seksualitet, men det er min erfaring, at årsagssammenhængen er langt mere kompleks og forskellig fra person til person.

Der findes ingen lette løsninger eller cowboy-tricks som hurtigt kan modificere rengøringstrangen til et for kvinden acceptabelt niveau, men for mange er det et meget vigtigt skridt på vejen at sætte overskrifter på de bagvedliggende problemer og frustrationer.


  • 0

Kan Kvinder Være Psykopater?

Category:Blog

Psykopati, karakterafvigelse eller ”dyssocial personlighedsstruktur” som det hedder i moderne fagsprog, er en ret udbredt lidelse, som nogle psykologer anslår at langt over hundrede tusinde danskere lider af. I sin mest ekstreme form kan psykopatien udmønte sig i kriminalitet, misbrug, vold og måske endda mord. Men vi kan lige så vel møde psykopaten eksempelvis på vores arbejdsplads. Dette var tilfældet for en mand som for nylig henvendte sig til mig for at få hjælp til at komme ud af en voldsom følelsesmæssig krise med symptomer som tristhed, træthed og ind imellem heftige aggressive udbrud. Den direkte årsag var, at han gennem et års tid havde ladet sig tyrannisere af sin chef, en kvinde midt i halvtredserne. Om denne chef kunne manden blandt andet fortælle, at hun var stærkt manipulerende overfor de fleste af hendes medarbejdere, som hun fik til at knokle for sig langt ud over det anstændige – uden at det på nogen måde resulterede i påskønnelse eller belønning. Enkelte udvalgte medarbejdere gjorde hun til sine tro følgere – og Gud nåde og trøste dén, som fra den ene dag til den næste pludselig og uden påviselig grund ikke længere var i kridthuset hos hende! Stemningen i afdelingen var præget af mistillid og vagtsomhed – alle vogtede på alle. Min klient havde ønsket at ændre på dette og havde efter alle kunstens regler forsøgt at tale med chefen på tomandshånd for at gøre hende opmærksom på hans oplevelse af den ustabile situation. Dette gjorde kun ondt værre. Siden faldt hun ham i ryggen ved enhver given lejlighed og latterliggjorde gerne ham eller hans arbejde i al offentlighed.

For min klient var der noget forløsende i at begribe sin chefs adfærd ud fra en antagelse om, at hun havde umiskendelige karakterafvigende træk. Det løser ganske vist ikke den fastlåste situation på hans arbejdsplads, men han kan i det mindste træffe sine forholdsregler på et bedre grundlag. I den nyeste litteratur om psykopati drages den pessimistiske, men nyttige konklusion, at man i mødet med psykopaten kan vælge ét af to: sæt hårdt mod hårdt eller hold dig langt væk!

Dette er ikke en opfordring til at se psykopater alle vegne, lige så lidt som det er et forsøg på at skabe panik hos dem, som uforvarende løber ind i en af slagsen. Men historien viser dels, at psykopati er andet og mere end frådende øksemordere, dels at det ikke er en lidelse som kun er forbeholdt mænd!


  • 0

Angst

Category:Blog

En klient fortæller at hun en morgen i bussen på vej til arbejde uden varsel og uden påviselig grund mærker en altfortærende panik. Koldsved, kvælningsfornemmelse, øresusen, svimmelhed, rysten, hjertebanken, hyperventilation. Hun er tæt på at besvime og er kun optaget af én ting: at komme ud af bussen. Hun har netop gennemlevet sit livs første angstanfald og er meget, meget bange og forvirret, selv om hun ude på fortorvet så småt begynder at få fodfæste igen. Hun tager hjem og sygemelder sig fra arbejde et par dage. Så går det fint i en periode og hun slår hændelsen hen. Et par måneder senere er hun til fest sammen med sin mand og midt under middagen gribes hun af nøjagtig de samme symptomer som i bussen og må forlade selskabet. Siden har der været adskillige angstanfald og hun er svært nedtrykt, idet hun føler at angsten styrer hendes liv fuldstændig.

Angst er et fænomen, som alle mennesker oplever i en eller anden grad, og som hver femte dansker på et eller andet tidspunkt vil mærke som en lidelse. I de fleste tilfælde vil der være tale om enkeltstående episoder, som går over af sig selv, men for ca. hver halvtredsindstyvende kan den udvikle sig til en tilstand, som kan forringe ens livskvalitet alvorligt. Grundlæggende er angst et vigtigt element i et normalt reaktionsberedskab. Et signal om, at man føler sig truet og er forberedt på at kæmpe eller flygte. Og det er praktisk nok, når truslen er konkret – ildebrand, farlige dyr, angrebslystne mennesker. Men sådan er det jo kun sjældent i vor normale tilværelse. Her består truslerne mest i utryghed – disharmoniske familier/parforhold, ulykkelig/traumatisk opvækst, økonomiske problemer, præstationskrav, sygdom osv. Ofte trusselssituationer som består over lang tid, og som vi tilpasser os uden at mærke den diffuse angst, som opbygges. Den kan så udløses ved en følelsesmæssig belastning på et senere tidspunkt. Måske af en mindre hændelse, hvor angstreaktionen bliver uforståelig.

Min klient havde i begyndelsen af samtaleforløbet meget svært ved at få øje på, hvad der i hendes liv kunne generere al denne angst – hun havde jo et perfekt liv og havde altid haft gode vilkår. Efterhånden blev det imidlertid mere og mere tydeligt, at næsten alt, hvad hun beskæftigede sig med – uanset om det var på arbejde eller i fritiden – var pligtbetonet. Aldrig havde hun ”rigtig” fri og mulighed for at gøre noget rendyrket lystbetonet. Selv hendes motionstræning var i højere grad styret af ”pligten til at være slank” end af lysten til at være i bevægelse. For hende giver det god mening at betragte sin udprægede pligt-adfærd som en medvirkende faktor i hendes angstproblematik. I takt med at hun insisterer på at fylde sit liv med lystbetonede aktiviteter oplever hun en stadig mere stabil kontrol over sit angstberedskab.

Årsagerne til angst kan være meget forskellige fra person til person, ligesom der findes mange behandlingsmuligheder, såvel medicinske som terapeutiske. Man kan ikke entydigt gå ud fra at årsagen til angst altid kan identificeres så relativt let som det skete for min klient, men der er til gengæld aldrig noget forgjort i at fylde sit liv med lystbetonede aktiviteter!


  • 0

Anger Management

Category:Blog

Rigtig mange mennesker finder disciplinen ”at kræve sin ret” vanskelig og ubehagelig. En bekendt fortalte, at hun for nogle år siden havde anskaffet sig en splinterny PC, som hun havde ønsket sig længe. Vel hjemkommet med apparatet opdagede hun at det på flere punkter ikke var som det skulle være. Hendes skuffelse blev hurtigt afløst af en retfærdig og støt voksende vrede. Hun fantaserede harmdirrende om at hun vendte tilbage til forretningen og uden omsvøb forlangte pengene tilbage – og ved samme lejlighed gav den ansvarlige sælger en verbal overhaling for hans skamløse svindleri. Men vreden og fantasien om den søde hævn varede kun ganske kort, idet den blev overhalet indenom af en frygt for konfrontationen med sælgeren ”in real life”. Hvad nu hvis hun ikke kunne leve op til forestillingen om sig selv som en person der får sat sin vilje igennem uden slinger i valsen? Hvad nu hvis hun helt mistede grebet om situationen? Tanker som disse satte hende skakmat og hun valgte at brænde inde med sin skuffelse, sine aggressioner og sin ukomplette computer. Hun kan stadig ærgre sig over at hun ikke dengang benyttede samme strategi, som hun i dag med stort held får sat sin vilje igennem med i lignende dagligdags situationer. Hun har fundet ud af, at hun dengang i computerkøbssituationen først og fremmest begik den ”fejl” at fokusere alt for meget på sin (retfærdige) vrede, som hun følte sig forpligtet til at give udtryk for overfor sælgeren. Hun kom derfor i tankerne til at sætte det at foretage en reklamation op som en veritabel kamp eller duel, hvor kun én kunne overleve – hende selv eller sælgeren. Forestillingen om en sådan duel lagde et stort pres på hende, som hun ikke magtede og derfor gav hun op på forhånd.

I dag er hun en virtuos udi reklamationer. Lever et indkøbt produkt ikke op til hendes forventninger, lader hun aldrig vreden få overtaget, derimod konstaterer hun nøgternt at det hun dybest set ønsker at opnå er et bedre produkt. Hendes erfaring er, at en rolig, saglig og gerne venlig fremlæggelse af problemet overfor sælgeren næsten altid giver pote. I et lidt forældet managementsprog kan man sige, at kvinden i mødet med sælgeren skaber en ”vind-vind” situation, dvs. en situation med to vindere, i stedet for en ”tab-vind” eller ”tab-tab” situation. Kvinden hævder at det kan være helt underholdende at skabe den slags situationer, hvor man selv opnår det man ønsker og samtidig får den anden til også at føle at han har ”vundet”. Måske kan sælgeren finde det tilfredsstillende at blive betroet et for kunden vigtigt problem, som han er i stand til at løse.

Vreden kan være nok så retfærdig, men i bedste fald er den værdiløs og ofte kan den, som for kvinden, lægge et unødvendigt stort pres, som kan tappe al konstruktiv energi.


  • 0

Ikke

Category:Blog

Et besynderligt lille ord med en enorm tiltrækningskraft. Tænk bare på, hvordan børn reagerer på ”du må ikke…”. Hælde sukker i benzintanken på fars nye bil, for eksempel. Straks mærker barnet en snigende lyst til lige præcis at hælde sukker i benzintanken på fars nye bil. Stort set alle forbuds-ikke’r appellerer til noget i os. Græsset må ikke betrædes. Indtil man så skiltet havde man end ikke overvejet muligheden for at forlade stisystemet til fordel for græsset, men nu kunne man da egentlig godt tænke sig at spankulere lidt rundt på grønsværen. Hvorfor?

Fordi underbevidstheden er med os overalt, hvor vi færdes – og den har store ører. To ting kendetegner især underbevidstheden: Den tænker konkret og den opfatter ikke (!) negationer. Lidt forenklet sker der altså det at når vi får at vide at vi ikke må tænke på tre grønne elefanter med røde prikker, danner underbevidstheden hurtigt et konkret forestillingsbillede af elefanterne – ellers ved vi jo ikke, hvad det er der ikke må tænkes på. Og da underbevidstheden ej opfatter ”ikke”, får forestillingsbilledet lov at blive stående indtil et andet lag i bevidstheden får slettet det fra den mentale monitor. Underbevidstheden ser altså lige igennem negationer ind til dét som er på tale, hvad enten dét er pakket ind i ikke’r eller ej.

Denne viden om underbevidsthedens selektive uopmærksomhed på negationer er nyttig i mange sammenhænge. For nylig havde jeg en klient som var plaget af svimmelhedsanfald. Alle fysiske årsager til problemet var allerede blevet udelukket og klienten mente selv – og havde ret i – at symptomet var af psykologisk karakter. Sideløbende med et mere personligt opklaringsarbejde, som havde til formål at afdække de bagvedliggende årsager til hans svimmelhed, var der fokus på hans ”indre monolog”, som uafladeligt messede ”jeg må ikke blive svimmel”…

Min klient er en modig mand og han tog imod en for ham kolossal udfordring: I en periode arbejdede han målrettet på at overspille det indre lydbånd med denne nye tekst: ”jeg må gerne blive svimmel”. Alene det at sige denne sætning var til at begynde med noget af et vovestykke for manden og de positive resultater af den paradoksale håndtering af problemet lod vente på sig. Men ganske langsomt mærkede manden at i takt med at han gav plads til og accepterede dette symptom mistede det lidt efter lidt sin tiltrækningskraft. Og jo mindre magnetiske hans svimmelhedsanfald var, jo nemmere var det for ham med overbevisning i stemmen at sige til sig selv: ”jeg må faktisk gerne blive svimmel”…Med en god gammel kliché kan man sige at en god spiral erstattede en negativ.

Når den form for problemforståelse og –håndtering giver succes er der ikke tale om sort magi, men det siger noget om hvor stor betydning vores måde at tænke på har for vores adfærd og velbefindende.