Category Archives: Blog

  • 0

Forskellen på mænd og kvinder

Category:Blog

I den senere tid er jeg stødt ind i en hel stime af klicheer om forskelle på mænd og kvinder, piger og drenge, som kan samles under temaet “det komplicerede hunkøn, det ukomplicerede hankøn”. Mange nybagte forældre til drengebørn hører således, at “det skal I være glade for, for drenge er meget nemmere end piger”. Indtil videre er der ikke rigtig nogen, der har kunnet producere en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor det i givet fald skulle forholde sig sådan. De dybdepsykologiske betragtninger strander som regel på at “piger jo er meget mere hysteriske”, mens “drenge ganske vist kan være voldsomme, men de har slet ikke de der mere eller mindre skjulte spil kørende med hinanden”. Der er forskel på piger og drenge, dette er uomtvisteligt, men at drenge pr. definition skal være nemmere end piger vil jeg sætte spørgsmålstegn ved. Skrig, skrål, drilleri, magtkamp, hierarki, jalousi og mopsethed er langt fra forbeholdt pigeværelset.

Det er pudsigt nok ofte kvinder, der fremsætter hypotesen om de nemme drenge og de svære piger. Det er en sejlivet forestilling, som kan holde sig langt op i voksenalderen, lige så ofte hører jeg nemlig kvinders ideer om mandearbejdspladser, som de forestiller sig er nærmest renset for intriger og skjulte magtkampe, idet mænd jo pr. definition er ukomplicerede og lige ud af posen. Der er forskel på mænd og kvinder, dette er uomtvisteligt, men relationer mellem mænd kan være nøjagtig lige så indsyltet i alverdens ugennemsigtige spil som relationer mellem kvinder. Jamen, mænd er meget bedre til at kalde en spade for en spade, hævdes det ofte, og derfor får de løst konflikterne på stedet med det samme. En sandhed med så mange modifikationer at det grænser til en usandhed. Det er rigtigt, at på en fodboldbane bliver der som regel ikke lagt fingre imellem, man bander og svovler ad hinanden og når kampen er slut er der no hard feelings. Her holder klicheen vand. Men de fleste mænds liv foregår udenfor fodboldbanen under nogenlunde de samme vilkår som kvindernes, hvor konventioner, kutyme og nationalkarakter gør samspillet mellem mænd lige så kompliceret som mellem kvinder. Og mon ikke, for resten, kvinder er nogenlunde lige så åbenhjertige på en fodboldbane som mændene, når det kommer til stykket? Men nu vi er ved det; Det kan til enhver tid stærkt anbefales at bruge holdsporten til at få afløb for lidt opsparet galde en gang imellem, uanset hvilket køn man tilhører.


  • 0

Tilbyd din hjælp

Category:Blog

Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus, og man skal feje for egen dør… Talemåder som lever i bedste velgående og som effektivt blokerer for initiativ og tagen ansvar. Mange mennesker er kuet af moralen i denne tankegang, at hvis du stikker næsen frem, så er du ikke alene selv skyld i de øretæver du får, du har også fortjent dem! Resultatet er en udbredt frygt for at blande sig i andre menneskers anliggender og navnlig en massiv berøringsangst overfor andre menneskers problemer.

Ude i al landsens virksomheder går der tusindvis af mennesker rundt med så store personlige eller sociale problemer, at de er ude af stand til at udføre deres arbejde tilfredsstillende. Meget ofte er det en offentlig hemmelighed at hr. Jensen er alkoholmisbruger eller at fru Sørensen har et astronomisk sygefravær pga. depression. Der tales og hviskes om “problemmedarbejderen”, men ingen stiller rigtig op, hvilket der er lige så mange gode forklaringer på som der er kolleger. Den ene synes jo ikke rigtig at man kan tillade sig at sige noget – hvad nu hvis man gør det hele meget værre? Den næste mener, at det dybest set er ledelsens ansvar. En tredje er inderst inde bange for selv at blive trukket frem i rampelyset og måske få afsløret egne svagheder ved at “kaste med sten”. Osv.

Er man forpligtet til at gøre noget, sige noget, blande sig, tage ansvar? Lidt groft kan man sige, at møder man en fremmed person på gaden som pludselig falder om med hjertestop, er de færreste jo i tvivl om ansvaret for at gøre noget. Om hjælpen så består i at tilkalde professionel assistance eller at yde førstehjælp er op til den enkeltes kompetence. Når hr. Jensen gang på gang møder på arbejde og lugter langt væk af alkohol er det formentligt ikke fordi hans liv er en fest, men fordi hans liv er alt andet end festligt. Ud over at han evt. kan være til fare for andre menneskers sikkerhed, når han er fuld på arbejdet, og alene af den grund bør hjælpes ud af sit alkoholmisbrug, så er han at betragte som én, der er faldet om på gaden. Som kollega og som menneske kan man aldrig “gøre det meget værre” for nogen ved at man tilbyder sin hjælp, det er muligt at problemet bliver mere tydeligt og åbent, men dét er jo netop en del af hjælpen til at personen slipper ud af sit ensomme drikkeri. Hvad ledelsen angår kan man ikke altid regne med at den ved, hvad der foregår “på gulvet”, ej heller at den nødvendigvis påtager sig et ansvar for den pågældende. Frygten for “rampelyset” er forståelig, men det er værd at huske på, at det at tilkendegive sin opmærksomhed på, at en kollega har et problem ikke er det samme som at “kaste med sten” – tvært imod.


  • 0

Social fobi

Category:Blog

Om morgenen møder han på kontoret sammen med nogle hundrede kolleger i den driftige virksomhed, hvor han har arbejdet i flere år. Han er dygtig til sit job, en af de bedste på sit felt, har modtaget adskillige hædersbevisninger og nyder stor faglig respekt i branchen. Alligevel hader han at gå på arbejde. Hvorfor? Fordi nogen engang har opfundet begrebet frokostpause. Hver evige eneste dag klokken tolv er det meningen, at man skal afbryde det, man er i gang med for at gå ned i kantinen sammen med alle de andre og indtage sin frokost. Han hader det. Ikke fordi han har noget imod at spise, men fordi frokostpausen er en social begivenhed, som han på ingen måde føler sig tilpas i. For ham at se er det hele ét stort spil, som det det drejer sig om at overleve – Robinson for fuld udblæsning “live”, med tonsvis af intriger, hvor åbenlyse vindere ydmyger åbenlyse tabere. Kantinen er en jungle, hvor alle titler og dørskilte er ophævet, der gælder kun én lov, survival of the fittest. Så hver eneste formiddag mærker han, hvordan angsten bygger sig op indeni ham, indtil den kulminerer lidt i tolv, hvor han mekanisk bevæger sig den tunge vej til skafottet – han føler sig ubetinget som en af de evige tabere, uanset hans curriculum vitae og faglige bedrifter.

Da jeg møder manden har hans problematiske forhold til sociale situationer stået på i årevis, ja faktisk hele hans liv, når han tænker over det. Det falder ham ikke svært at trække en lige linie tilbage til skoletiden, hvor det at gå i kantinen også var en stærkt ubehagelig oplevelse for ham. Dengang var det sociale game endnu mere brutalt, men til gengæld var der ikke så mange skjulte dagsordener, som han oplever at der er blandt voksne mennesker. Der kan selvfølgelig læses et skær af paranoia ind i mandens noget stereotype oplevelse af og ageren i forhold til sociale situationer, hvilket flere i hans omgangskreds da også venligt har påpeget for ham. Oftest er han blevet fejet af bordet med “sikke noget pjat, du skal da bare prøve at slappe lidt af – folk bider ikke”. Men det har ikke just været en hjælp for manden, at man på den måde har klassificeret hans oplevelse under “vrangforestilling”. Det er min vurdering, at der i mange virksomheder faktisk foregår massiv mobning, visse steder af sådanne dimensioner, at det koster menneskeskæbner. Mange steder er der reelt ikke den store forskel på skolekantinen, hvor de stærke giver de svage buksevand eller kaster med deres madpakker, og så den tilsyneladende noble firmafrokoststue.

Mandens problematik er ikke løst, men det har givet ham et tiltrængt pusterum at blive taget alvorligt. Næste skridt bliver at finde ud af, hvordan han veksler noget af sin faglige stolthed til social stolthed.


  • 0

Eufemismer

Category:Blog

Eufemisme betyder “forskønnende omskrivning”. Vort sprog er fyldt med eufemismer og der kommer hele tiden nye til. Eufemismer hjælper os bl.a. til at være politisk korrekte, sådan at vi fx siger en “ældre dame” i stedet for en “gammel dame”, vist nok for at beskytte damen mod den sandhed at hun ikke længere er ung. Nogle sætter pris på denne beskyttelse, andre ikke. I erhvervslivet pibler eufemismerne op overalt. Sidder man ved kassen i et supermarked er man ikke længere “kassedame”, man er “salgsassistent”, vist nok fordi man fra topledelsens side ønsker at indgyde personenen med den pågældende arbejdsfunktion mere selvtillid – det lyder jo unægtelig af lidt mere, når der hæftes noget med “salg” i på navneskiltet. En udmærket ide at ville højne selvtilliden blandt sine medarbejdere, men når funktionen at køre varer gennem stregkodeapparatet forbliver uændret, er der vel dybest set ikke tale om andet end at man puster lidt varm luft i hovedet på de ansatte. Nogle synes det er ganske rart, andre finder det en lille smule latterligt. Der findes masser af tilsvarende eksempler: fængselsbetjente er i vore dage udnævnt til fængselsfunktionærer, togkontrollører er forfremmet til togrevisorer, avisernes jobsektioner flyder over med titler som “key account manager” – de færreste ved umiddelbart hvad det indebærer, men flot ser det ud. Der synes at være en stærk tendens til at oversætte til og låne fra det engelske sprog også i stillingsbetegnelser, en slags McDonald’s-effekt, hvor enhver funktion, handling, genstand, aktivitet er operationaliseret og beskrevet – in english. En effekt som undertiden kan afstedkomme en ufrivillig komik på dansk, som da jeg for nylig blev præsenteret for titlen “Erection Manager”…en titel som ikke har en døjt med det mandlige seksualliv at skaffe, men dækker over et gennemseriøst ingeniørjob på en cementfabrik.

Jeg har bemærket at der i forskellige fagsprog kan gå lidt inflation i terminologien, hvor man ved at “pynte sig med lånte fjer” forsøger at indgyde andre en fornemmelse af, at man har en helt ekstraordinær kompetence. Indenfor psykologien hører jeg fra tid til anden eksempler på dette fænomen. For nylig fortalte en kollega således, at han ofte anbefaler klienter at praktisere “holding” overfor medmennesker. Jeg spurgte nysgerrigt til indholdet af dette tilsyneladende interessante psykologiske begreb (og mærkede en snigende ærgrelse over åbenbart ikke at have fulgt ordentligt med i de seneste psykologiske landvindinger), men blev svært skuffet, da det viste sig at det i al sin gribende enkelhed blot betyder, at man holder om en anden person, at omfavne en anden!

Jeg er tilhænger af, at vi såvidt muligt holder os i nærheden af jordoverfladen, når vi taler med hinanden – fremmedord og eufemismer er generelt velkomne, hvis de tjener et seriøst formål, men den varme luft kan jeg i hvert fald godt undvære.


  • 0

Familiedrama

Category:Blog

Jeg græder stort set aldrig, jo måske lige hvis jeg ser “Det lille hus på prærien”. Denne sætning, eller variationer af den, har jeg hørt ofte nok til at undre mig. Jeg undrer mig blandt andet over, hvorfor en TV-serie nævnes som grådkatalysator i stedet for fx grusomme reportager fra krigszoner eller områder med hungersnød, reelle tragedier. Og hvorfor er det lige præcis sagaen om familien Ingalls, der så ofte nævnes?

Først og fremmest er det vel desværre sandt, som det så ofte er sagt af medieanalytikere, at vi som medieforbrugere er blevet vant til at bevidne at verden omkring os er gået af lave. Billeder af krigsskuepladser og udsultede børn som end ikke orker at vifte fluerne bort fra ansigtet regner ned over os hver eneste dag i en bedøvende strøm. Vi farer ikke længere op af stolen eller giver følelserne frit løb, for den mest tilstedeværende følelse er afmagt og den manifesterer sig gerne fysisk som slatne skuldre. Jo flere billeder, desto mere følelsesbedøvede fremstår vi – vi kan ikke rutsje hele vejen ned i kulkælderen med gråd og tænders gnidsel hver aften fra syv til halv otte og igen fra ni til halv ti. Vi sætter (ubevidst) et forsvar op mod denne rutsjetur og mærker derfor højst den slatne afmagt. Tragedierne ude i verden er af sådanne dimensioner at der måske slet ikke rigtig er nogen følelsesmæssig reaktion der kan “matche” hos den jævne danske medieforbruger. I stedet affinder man sig med tanken om at man alligevel ikke kan bære verdens elendighed på sine skuldre, og derfor er det okay at blive siddende med følelserne stort set uberørt i sofaen.

Men når fam. Ingalls toner frem (serien genudsendes vistnok konstant) får vi noget vi kan forholde os til. Uden at kunne føre filmvidenskabeligt bevis for det, gætter jeg på at det er den evige afspilning af det universelle familiedrama, som appellerer stærkt til vores allesammens indre konfliktmateriale og uforløste følelser, og som dermed taler direkte til den del af os, som i psykologien omtales som “det indre barn”. Når Laura fx ikke må få et par nye træsko som sin storesøster og søskendejalousien blomstrer, ruller de indre smalfilmsoptagelser fra vores egen barndom samtidig for fulde gardiner. Lauras jalousi er vores jalousi. Det er meget muligt at luften er tyk af klichéer og at stereotyperne driver som harpiks ned af væggene i Det Lille Hus, men serien har åbenbart forstået, at hvis man vil kommunikere med seerens indre barn, gælder samme regel som hvis man vil kommunikere med ethvert barn: keep it simple. Hvis man hører til dem, der kan græde over Laura & Co., eller noget tilsvarende, så vil jeg gætte på at det er fordi man har brug for det – og så gælder det om at gøre det så tit som muligt.


  • 0

Bland dig ikke i alt

Category:Blog

En bekendt fortæller om en morgen, da hans mindste datter på fem måneder ligger og leger med sin sut. Hun har for få uger siden opnået så megen viljesmæssig kontrol over sine arme og hænder, at hun kan tage fat om sutten og hive den ud af munden og derefter putte den tilbage igen. Sådan ligger hun tit og finpudser sin teknik, frem og tilbage i én uendelighed. Så ryger sutten ud af hånden og ligger akavet med gummiet nedad og plastichåndtaget opad og trykker på hendes ene kind. Hun vrider og drejer sig og åbner instinktivt munden for at få gravet sutten frem igen. Det klør i farens fingre, han har lyst til at hjælpe hende ud af kniben, men hun klarer den selv. Får med sin højre hånd et solidt greb om selve gummitutten og følgelig er det nu plastichåndtaget hun forsøger at skubbe ind i munden. Hun bliver ved og ved, indtil faren til sidst giver efter for kløen i sine fingre og tager den ud af hendes hånd, drejer sutten korrekt og lister den tilbage i gabet på datteren. Smok! Sådan, så har vi det bedre, ikke sandt?, tænker faren. Nøjagtig ét sekund senere spytter hun i åbenlys protest sutten ud og genoptager i ro og mag sit forehavende med en mine a la mind your own business, dad!

Eksemplet er dagligdags og banalt, men jeg vil nu alligevel driste mig til at lade det understrege en velkendt udviklingspsykologisk pointe. Eksemplet viser nemlig at mens datteren fokuserer på processen “at lære at håndtere en sut”, fokuserer faren på resultatet “at få den sut ind i munden hurtigst muligt”. Han betragter situationen fra et voksent perspektiv, hvilket der ikke i sig selv er noget galt med, men han kommer samtidig til at forveksle sine egne behov med sin datters. Hvis faren således egentlig ville “hjælpe” sin datter i denne situation, skulle han have holdt grabberne for sig selv. Men det er jo netop dét, der er det svære, for set fra hans perspektiv er hun jo knibe. Den samme problematik gør sig gældende, hvis han ser sin lidt større søn i vanskeligheder på legepladsen eller i børnehaven, fx i klammeri med nogle kammerater. Han har stor lyst til at blande sig, komme ham til undsætning. Men hvad er vigtigst: at tilgodese sit eget resultatorienterede behov for at få bilagt konflikten, eller sin søns naturlige behov for at lære selv at begå sig i sociale sammenhænge, herunder at løse konflikter?

Svaret må vel være, at det som så meget andet i forælderskabet handler om fingerspitzgefühl. Man skal helt tydeligt og lige så sikkert som amen i kirken være der for barnet, ofte på tilskuerpladserne, nogle gange på sidelinien og ind i mellem helt inde og tackle igennem på banen.


  • 2

Thanatos – dødsdriften

Category:Blog

På motorvej E4 i sydgående retning er der sket et større trafikuheld, der er ambulancer på stedet. I nordgående retning går trafikken påfaldende trægt – fordi de forbipasserende trafikanter lige sagtner farten for at få et glimt af tragedien. Ikke særlig charmerende, men meget almindeligt.

En mand findes skyldig i og dømmes for nogle brutale, bestialske mord og sættes i fængsel. Her modtager han bunker af breve fra folk som tilkendegiver deres fascination af ham. Ikke umiddelbart indføleligt, men ret udbredt.

Du kører i din bil på en landevej med begge hænder fast monteret i stillingen “ti minutter i to” på rattet, ingen slinger i valsen. Omkring dig sidder familien. Pludselig slår tanken ned i dig: Tænk, hvis jeg kom til at flå rattet hårdt til den ene side så vi kørte galt! Tanken skræmmer dig og giver kuldegysninger, men den rummer også en sær og uforklarlig tiltrækningskraft. I hvert fald kører skrækscenariet i ring inde i hovedet et stykke tid og du skal virkelig koncentrere dig om kørslen for ikke at blive “suget” ind mod midterstriberne på vejen. Du tænder for radioen eller børnene siger et eller andet til dig og “gyserstemningen” fordamper igen og I lander sikkert på bestemmelsesstedet.

Den opmærksomme læser vil sikkert undre sig over, hvad der motiverer min beskrivelse af ovenstående tre scenarier? Min motivation udspringer af en undren, som jeg sikkert deler med mange andre, over baggrunden for de to først beskrevne; hvad er det der får mennesker til at stoppe op for at se detaljer ved en trafikulykke eller at søge nærkontakt med et menneske som bevisligt er dødsensfarligt at være i selskab med? Jeg bruger det tredje scenarie til at illustrere en forklaringsmodel som Sigmund Freud var inde på, nemlig at alle mennesker fra naturens hånd er udstyret med en række drifter, deriblandt dødsdriften, Thanatos. Vi kender og anerkender umiddelbart at vi har kærlighedsdriften, seksualdriften, Libido, men det kan falde os sværere at acceptere at vi også rummer det modsatte, at vi ubevidst drages mod det destruktive. Jeg ønsker på ingen måde at legitimere et “publikum” ved trafikulykker, det virker lige så stødende på mig som på så mange andre, ejheller vil jeg understøtte de “krimiromantiske” forestillinger om de indsatte i danske fængsler. Mit ærinde er alene at søge at kaste lys over de psykologiske mekanismer, som betinger umiddelbart uforståelig menneskelig adfærd eller tankeaktivitet. Jeg tror at Freud har ret i sin teori om Thanatos, hvorfor skulle vi ellers læse Ekstra Bladet, se gyser- og voldsfilm, bungeejumpe eller ind i mellem fantasere om, hvad der ville ske hvis vi gjorde noget forfærdeligt? Det er imidlertid altafgørende for vort samfunds beståen at de fleste af os trods alt er i stand til at fastholde den indre magtbalance mellem Libido og Thanatos, hvor Libido som altoverskyggende hovedregel har overtaget.


  • 0

Hvorfor finder nogle kvinder sig i vold i ægteskabet?

Category:Blog Tags : 

Kvinde møder mand, de forelsker sig stormende og bliver gift efter kort tid. Snart kommer der børn til og hverdagen er et særdeles håndgribeligt og nærværende begreb. Forelskelsen har de to hastigt lagt bag sig, tilbage er et ægteskab som slår revner. Revner som bliver dybere og dybere for hver gang han slår hende – og børnene. Han er en tyran som konen og børnene gør klogest i ikke at komme på tværs af, men det er umuligt at undgå, da han uden varsel og ved den mindste anledning eller slet ingen sprænger i luften og afstraffer sin familie med vold. Det står på i flere år. En aften beslutter hun at stikke af med børnene, får husly først hos sin mor og siden hos en veninde. Efter få dage opsøger han hende og lover bod og bedring, hvilket hun vælger at tro på og flytter hjem til ham. Kort efter er den gal igen, denne gang har hun fået så mange tæsk at hun må forbi hospitalet inden hun søger tilflugt i Dannerhuset. Dér bliver hun i nogen tid, men overtales endnu en gang (da hun er hjemme for at hente tøj) til at flytte hjem igen. Mønstret gentager sig mange gange, indtil hun en dag slipper ud af ægteskabet og flytter alene med sine børn. Et halvt år senere møder hun en ny mand, som hun forelsker sig stormende i og bliver gift med efter kort tid…

For den udenforstående kan dette scenarie synes uforklarligt – hvorfor bryder kvinden ikke mønstret? Hvorfor finder hun sig i volden og ydmygelsen? Zoomer man ind på hendes personlige historie fra spæd til voksen toner det ene eksempel på svigt, forsømmelse og mishandling efter det andet imidlertid frem som perler på en snor. Fra barnsben har hun lært at hun er en person som ikke er bedre værd end det seneste lag tæsk hun har fået. Har man blot det ringeste begreb om tilknytningsteori vil man vide at kvaliteten af de relationer barnet har til de primære voksne i dets omverden danner skole for, hvordan barnet siden som voksen knytter sig til andre mennesker. Set i tilknytningsteoriens lys er det let at forklare at kvinden er fanget i et gentagelsesmønster, hvor hun i og med hun finder sig i ydmygelse og fornedrelse ubevidst bekræfter sin grundlæggende antagelse om sig selv: at hun ikke er bedre værd. Det er ikke ligetil at hjælpe kvinden ud af gentagelsestvangen, da den jo bygger på et solidt forankret opvækstbetinget selvbillede, men til gengæld er det ret åbenlyst at den mest frugtbare indfaldsvinkel er at facilitere en bearbejdning og udvikling af hendes selvforståelse, som forhåbentlig kan resultere i en forbedring af hendes selvværd. Et højere selvværd er en forudsætning for at hun kan sige til sig selv  – og sin mand – at hun ikke har fortjent at nogen så meget som krummer et hår på hendes hoved.


  • 0

Dine forældre

Category:Blog

“Du skal ære dine forældre”, lyder et af de ti bud. Når man i sin tid formulerede dette eller fx “du må ikke begære din nabos hustru”, var det nok fordi man havde en mistanke om at nogle ude i samfundet rent faktisk kunne finde på at producere smudsige fantasier om nabokonen – og fordi man anede at nogle rent faktisk var mindre end begejstrede for deres forældre. Dengang og indtil for ganske nylig var samfundet dybt afhængig af at familien hang sammen, familiens opløsning var lig med opløsning af samfundet. For at familien kunne hænge sammen måtte man sikre sig at børnene ikke bare skred fra det hele, når de blev store, men derimod blev og tog sig af deres gamle forældre som ikke længere kunne forsørge sig selv. Så man kørte det tunge skyts i stilling og hidkaldte den største autoritet man kunne komme i tanker om, Vorherre, som angiveligt skal have sagt at man har pligt til at elske og ære sine forældre, herunder forsørge dem når de bliver gamle og uarbejdsdygtige. I store dele af verden, hvor den vestlige velfærdsmodel ikke rigtig er slået igennem, gælder denne orden stadig. Men herhjemme er alle stort set økonomisk uafhængige af hinanden. Peter Belli formulerede for 35 år siden med grådkvalt forælderstemme til sit barn at selv om han (eller var det moren?) i årevis havde travet op og ned ad køkkengulvet med den søvnløse knægt på armen og selv om det havde været hårdt på mange leder og kanter, så var der INGEN REGNING. Men netop måden det bliver sagt på er et klassisk eksempel på det som i fagsproget hedder en “double-bind”, dvs. at man siger ét men mener det stik modsatte. Peter Belli siger at knægten ikke skylder dem noget, men hvorfor skal vi så sidde med en klump i halsen? Fordi PB jo synes at knægten skylder dem noget – på det følelsesmæssige plan står drengen i bundløs gæld til sine forældre.

Nutidens forældre ved godt at velfærdssamfundet nok skal tage sig af dem, når de bliver gamle, og at de derfor ikke længere kan bruge dette argument til at fastholde børnene. En anden udbredt (ubevidst!) taktik er så at skabe et følelsesmæssigt afhængighedsforhold, som bygger på dårlig samvittighed og “skyld med sky på”. I forretningslivet udnytter man dette ved fx at indføre Mors og Fars Dag.

Jeg mener egentlig ikke at man skylder sine forældre noget særligt. Når man får børn er det som udgangspunkt pr. definition for éns egen skyld og i et større perspektiv for at sikre artens overlevelse, og hvorfor skal børnene bøde for dét? Dermed ikke være sagt at jeg synes at børn skal blæse deres forældre én lang march, når de er vokset til, men det fører ikke til noget godt hverken at påbyde dem at elske og ære eller at snige sig ind ad bagvejen via den dårlige samvittighed.


  • 0

Tal frit om de døde

Category:Blog

De mortuis nihil nisi bene – om de døde intet, hvis ikke godt, er den direkte oversættelse af dette latinske mundheld. På mere mundret dansk betyder det at man ikke må tale ondt om de døde, hvilket er en norm vi moderne mennesker kender og i vid udstrækning efterlever hér mange hundrede år efter at de bevingede ord første gang blev formuleret. Der ligger sandsynligvis religiøse tanker til grund for netop denne adfærdsregulerende rettesnor, såsom at det at tale ondt om de døde kan afstedkomme ånders forbandelse eller måske Guds straf – desuden kan man være af den opfattelse at det er unfair at ytre sig negativt om de aføde, idet disse jo ikke har mulighed for at forsvare sig. Generelt tjener mange mundheld fine normalitetsbevarende funktioner og er dermed samfundsbevarende og -beskyttende, men mange gange er der også en slagside, hvor normerne producerer uhensigtsmæssige tabuer, som kan virke ødelæggende for det enkelte individ.

Eksempelvis: Som psykolog møder jeg i sagens natur en del mennesker som har oplevet smertefulde tab af nærtstående personer. Hvad enten disse tab er forårsaget af dramatiske ulykker eller af mere naturlige livsomstændigheder, reagerer de fleste med følelsesmæssige udsving af varierende karakter og styrke. Langt de fleste er selv i stand til at håndtere de følelsesmæssige reaktioner fase for fase, gerne med hjælp fra deres nære omverden. For nogle bliver der imidlertid tale om deciderede invaliderende belastningsreaktioner eller kriser, som det er vigtigt at forholde sig hensigtsmæssigt til. En central del af håndteringen af et kriseforløb i forbindelse med tab er sorgbearbejdningen, hvor den tabsramte igennem samtale bl.a. får mulighed for at udtrykke de tanker og følelser som knytter sig til den afdøde. Ofte opstår der et spontant behov hos dette menneske for at fortælle om indholdet og kvaliteten af den relation som han eller hun havde til den afdøde. Og hér opstår der ofte en indre konflikt i ham eller hende, fordi der uvægerligt vil være elementer i relationen til og hos den afdøde som har en negativ klang (ingen mellemmenneskelige relationer er eller bør være udelukkende positive). Men fordi normen byder os ikke at tale “ondt” om de døde, kapsles en del af det følelsesmæssige materiale ind og forbliver ubearbejdet, hvilket er uhensigtsmæssigt for en sund og hel sorgbearbejdning og dermed ødelæggende for personens samlede håndtering af krisen. En vigtig del af den psykologiske bistand i sådanne tilfælde består derfor i at hjælpe personen til en erkendelse af at dét at udtrykke sig negativt om den afdøde eller relationen til denne ikke er det samme som at “tale ondt om”. Jeg har ingen ønsker om at gøre vold på menneskers eventuelle religiøse idealer, men hvis det er afgørende for sorgbearbejdningen, finder jeg det rigtigst at give plads til hele billedet og ikke kun den censurerede del.