Category Archives: Blog

  • 0

Ligestilling

Category:Blog

I al diskretion og uvidenskabelighed har jeg taget temperaturen på nutidskvindens engagement i Kvindekampen. Såvidt jeg kan se er der ikke just risiko for feberkramper. I hvert fald sker der dét ti ud af ti gange, at hvis man spørger en kvinde hvad hun har af planer den 8. marts, så kigger hun desorienteret på én og spørger fx prøvende om der er landskamp eller sådan noget den dag. Ikke én eneste gang har nogen kvinde sagt at hun havde planer om at deltage i et arrangement som markerer Kvindernes Internationale Kampdag – som jo altså er programsat til den 8. marts. Om man kan tage dette som udtryk for at Kvindesagen er død, eller at Kampen er vundet – eller tabt – ved jeg ikke. Formentlig er den mest sikre konklusion, at såfremt der stadig udkæmpes et slag, så er taktikken væsentlig anderledes end den var for tredive-fyrre år siden. Dengang tog man til Femø og dokumenterede lidt gumpetungt (men effektivt, bevares), at “kvinder er stærke” (selv lave bål, selv lave biwuak, selv synge lange bange sange). I dag er arenaen igen rykket indendørs, ind i hjemmene, ind i familien, hvor kønskampen udspilles langt mere subtilt i hverdagens pragmatiske og logistiske puslespil af job, børnetransport og husholdning. Det er blevet meget vanskeligere at sætte overskrifter på, hvad kampen handler om i dag – de fleste af de mænd jeg kender og har hørt om har for længst (i hvert fald officielt) givet slip på forestillingen om at kvinder er svage og forsvarsløse og hører hjemme foran komfuret. Netop komfuret er i dag i høj grad blevet mændenes domæne, og skjortestrygningen klarer han også selv. Hovedrengøring er for mange heller ikke længere et stridsspørgsmål, idet det igen er blevet almindeligt, socialt acceptabelt og økonomisk muligt at udlicitere denne opgave til professionelle.

Mon vi er derhenne, hvor der ikke rigtig er flere kønspolitiske spørgsmål at kæmpe for? Næppe. Når det stadig i år 2011 kan dokumenteres at sådan noget som lige løn for lige arbejde endnu ikke er en regel der gælder på tværs af kønnene, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det ville jeg fandeme ikke finde mig i, hvis jeg var en kvinde. Og i forlængelse heraf kunne man spørge om ikke det kunne betale sig at samle noget af al den energi som går lidt til spilde i den diffuse kamp om karkluden derhjemme til en mere målrettet indsats for anstændig lønpolitik her til lands? Der findes masser af uretfærdighed på det danske arbejdsmarked, men den ulige løn for lige arbejde hører alligevel til blandt de mest eklatante svindelnumre jeg har hørt om. Gør noget ved det – ikke nødvendigvis den 8.marts, men i det hele taget.


  • 0

Sig undskyld – en gang imellem

Category:Blog

For et par år siden var det som om der blandt politikere gik mode i at sige undskyld. I mange forskellige sammenhænge trådte topfolk fra den internationale politiske scene frem og bekendte deres anger over et eller andet fejltrin og reddede derved deres karriere. I pressen var man ikke sen til at kritisere denne fremgangsmåde, fordi man mistænkte politikerne for at misbruge den mundtlige undskyldning som en bekvem måde at slippe uden om at tage et egentligt ansvar for deres handlinger. Kritikken var sikkert berettiget, men det er ærgerligt at selve undskyldningen som kommunikationsmiddel derved får buler i lakken. For en velanbragt undskyldning er egentlig en god ting. De fleste kan nikke genkendende til den situation at nogen har trådt én over tæerne (i konkret eller overført betydning), hvilket giver anledning til at man skumler over vedkommendes tåbelige og hensynsløse adfærd. Skumleriet kan nogle gange nå uanede højder, hvis man giver sig selv lov – men hvis vedkommende pludselig tropper op og stikker én en lodret undskyldning, så er det oftest som om luften siver ud af ballonen. Man kan sågar blive helt rørstrømsk og komme til at synes ekstra godt om denne noble person, som ikke er bange for at indrømme sine fejltrin og som ikke er for fin på den til at undskylde dem. Tager man de analytiske briller på, er en del af tilfredsstillelsen ved at modtage en undskyldning vel at man på den måde konkret mærker at man er på bølgelængde med den anden, at man i bund og grund deler de samme værdier og at ens eksistens respekteres. For mennesket, som basalt er en social størrelse, er denne oplevelse af vital betydning. Tilsvarende er der sagt mangt og meget om det tilfredsstillende i at være den der stikker en undskyldning. Hvem har ikke prøvet at gå rundt og lurepasse den med svidende dårlig samvittighed over en eller anden brøler i time-, dage- eller ugevis, for til sidst at få det ud af verden med en undskyldning. Hvilken lettelse det kan give. Men at give en undskyldning er en svær kunst. Mange er for stolte, er bange for at tabe terræn, og ser det som et svaghedstegn, hvis egne fejltrin erkendes og undskyldes. Besynderligt egentlig, når man tænker på at de fleste jo netop tager hatten af for den som tør sige undskyld. Men åbenbart skal det ikke siges for tit, for så mister koden sin værdi og forvandles i modtagerens øjne til det modsatte, en skummel undvigemanøvre fra egentlig ansvarstagen. Med fare for at lyde rigelig højstemt er det dog min holdning at det er bedre at sige undskyld en gang for meget end en gang for lidt – hvis man mener det!


  • 0

Del dine tanker

Category:Blog

En mand er ved at sætte et billede op på sin væg og står derfor og skal bruge en hammer. Han har ikke selv nogen hammer, men kommer i tanker om at naboen har én. Han skal til at gå ind ved siden af for at låne den, men mens han tager overtøj på kommer han til at tænke på at ham naboen jo er i gang med at bygge carport og derfor sikkert ikke kan undvære hammeren. For resten, når han tænker over det, så har det den sidste tid givet en del larm derindefra med den gør-det-selv carport – irriterende når man gerne vil sidde stille og roligt og nyde en kop kaffe i sin have. Da også utroligt at naboen ikke selv kan indse at han fuldstændig spolerer freden og hyggen for hele nabolaget med sin evindelige saven og hamren og banken. Før carporten var det jo havestuen – hvad bliver det næste? Bliver der aldrig fred og ro? Og er det i øvrigt ikke også en vranten attitude, han lægger for dagen, når man fx møder ham i det lokale supermarked. Det samme med hans kone, sur og tvær og ikke til at komme i nærheden af. Det skulle slet ikke undre om han slår hende. Han er nok også hård ved sine børn…hvis han nogensinde understår sig i at tage fat i andre end sine egne børn, så skal han nok få socialforvaltningen på nakken.

Manden spankulerer til sidst i stærkt ophidset tilstand ind og banker hårdt på naboens dør mens han brøler ind gennem brevsprækken: Du kan kraftedeme beholde din forpulede hammer for dig selv, dit dumme svin!

Om den beskrevne episode har fundet sted i virkeligheden, ved jeg ikke. Jeg har den fra en klient, som refererer den frit efter et lignende eksempel fra en eller anden bog om kommunikation og tænkning. Udover at selve liguster-komikken rammer plet, synes jeg den er et fremragende karikeret eksempel på, hvordan vore tanker og følelser kan løbe afsted med os, hvis vi altid vælger den nemmeste udvej, nemlig at undlade at indvie andre i hvad der foregår inde i hovedet/kroppen på os. Det kan selvfølgelig ikke blankt udelukkes at naboen vitterlig er en småkarakterafvigende børnemishandler med hang til hustruvold og gadeuorden, men ret beset bygger vor vens tese herom på et ganske spinkelt grundlag, nemlig et indre lydbånd som formentlig er blevet indspillet med blokeret vrede som underlægningsmusik. Måske udspringer vreden af gammel, hengemt ærgrelse over naboens larm, måske får vreden næring andetsteds fra, eller en kombination. Der kan udledes flere moraler af historien, én af dem er at man gør alle inclusive sig selv en bjørnetjeneste ved at hamstre følelser i stedet for at lade dem komme til udtryk i de sammenhænge hvor de hører hjemme – det gælder ikke mindst vrede.


  • 0

Den misforståede hjælper

Category:Blog

Ad omveje hørte jeg om en midaldrende kvinde, som ikke véd alt det gode hun vil gøre for andre mennesker. Overalt sætter hun sine diskrete fingeraftryk med små og mellemstore næstekærlige gerninger. Folk i periferien bliver duperet af hendes allestedsnærvær og tager hatten af for hendes medmenneskelighed. Især tager hun affære, når nogen på den ene eller den anden måde er ramt af dårligdom. Hun er den første til at vide det hvis fx naboens svigerdatter ligger syg, eller hvis en slægtning til en perifer kollega er død. Det er efterhånden blevet en stående joke, at hun må være udstyret med en særlig radar som sætter hende i stand til at opsnuse sygdom og elendighed på kilometers afstand. Påfaldende ofte ender det med at hun bliver en central figur i sådanne sammenhænge, både som sjælesørger og som praktisk gris. Umiddelbart er der intet odiøst i at denne kvinde tilbyder sig selv som en ressource for andre mennesker i nød – tvært imod ligner det jo en nobel livsindstilling. Men helt problemfrit er det nu ikke, i hvert fald ikke for hendes egen familie og nærmeste venner. De står i et dilemma, når hun typisk ved en ellers festlig sammenkomst underholder med en af sine rystende beretninger om fx en tidligere nabos tragiske sygehistorie. Hendes egen beundringsværdige indsats i forhold til den syge lader hun ikke gå upåagtet hen. På den ene side er det jo flot og stort af hende at tage sig af dette medmenneske, på den anden side kan tilhørerne ikke lade være med at blive en lille smule irriteret på hende. Og hvorfor egentlig det? Irritationen opstår sandsynligvis fordi der lige nedenunder den uskyldsrene selvopofrelse ligger et latent behov for at blive set og hørt og opnå anerkendelse og accept, hvilket skinner igennem uden at nogen rigtig kan sætte en finger på det. Dybest set bruger kvinden faktisk de dårligdomsramte til at dække et uopfyldt behov for opmærksomhed – helt ubevidst, bevares. Præcis hvorfor kvinden er i underskud på opmærksomhedskontoen kan der være et utal af grunde til som man kun kan gisne om, men når hendes heltegerninger vækker modstand blandt hendes nærmeste er det fordi de fornemmer den skjulte dagsorden, som giver hendes indsats modsat fortegn. For at undgå at kvinden med tiden bliver parkeret i et selvvalgt martyrium som den misforståede hjælper, kan det varmt anbefales at nogen i hendes omverden begynder at tale direkte med hende om hendes eget bud på årsag og virkning i hendes adfærdsmønster.

 


  • 0

Empati

Category:Blog

Men jeg VIL ikke i børnehave skriger den fireårige pige ind i ansigtet på sin mor, som forgæves forsøger at få mast hende ned i flyverdragten. Moren skal skynde sig for ikke at komme for sent på arbejde og er ved at syre godt og grundigt til over datterens i øvrigt evindelige brokkeri over at skulle i børnehave. Det KAN ikke komme som nogen overraskelse at den står på børnehave også i dag, tænker den stressede mor, som er mere end træt af dette tilbagevendende morgenskænderi. I nogen tid forsøger moren sig med at indarbejde positiv-tænkning hos datteren á la: Det er da sjovt at være i børnehave, du skal jo bare ned og lege og hygge dig. Sammenlignet med hvad moren selv kan se frem til på sin arbejdsplads ser hun børnehaven som et slaraffenland, men for den lille pige er det ikke altid hverken sjovt eller hyggeligt at skulle forholde sig til en horde af larmende og impulsstyrede børn fra klokken otte til seksten. Det er hårdt at gå i børnehave. Så tager moren hårdere fat og begynder at skælde datteren ud, når hun bedyrer sin ulyst til at komme i børnehave. Konflikten eskalerer og klimaks nås i børnehaven, hvor det rituelle farvel drukner i datterens tænderskærende gråd. Igen. Moren kan så tage på arbejde med en vognfuld dårlig samvittighed og ærgre sig over at hun igen lod temperamentet løbe af med sig. Er der nogen enkel og skudsikker løsning på dette universelle problem som formentlig de fleste børnefamilier er i kløerne på fra tid til anden? Nej, barnet skal jo i børnehave. Men det er muligt at måden det sker på kan justeres. Hvad angår morens måde at forholde sig på, er hendes manglende vilje, evne eller mod til reelt at sætte sig i datterens sted iøjnefaldende. Både mor og datter handler ud fra egne motiver og behov uden at tage højde for den andens motiver og behov. Datteren er fritaget for dette i kraft af at hun er et barn, men moren er voksen og bør derfor være i stand til at anskue en situation fra flere vinkler på samme tid. Selv om udfaldet bliver det samme, at datteren skal i børnehave, kan moren vel ligeså godt vise datteren at hun forstår og kan sætte sig ind i datterens situation. Fx ved helt enkelt at sige til datteren at hun egentlig godt kan forstå at hun ikke har lyst til at komme i børnehave. På den måde vil datteren i det mindste opleve at hun bliver forstået og at hun ikke er ”alene om sit synspunkt”. Morens i øvrigt velmente forsøg på at tænke positivt for datteren gør reelt kun situationen sværere for datteren, fordi hun ud over at være ked af at skulle i børnehave også føler sig misforstået af sin mor. Det er ikke sandsynligt at problemet forsvinder som dug for solen, hvis moren bare udtrykker forståelse for sin datters situation, men det er stensikkert at datteren på længere sigt profiterer ganske gevaldigt af det.


  • 0

Sæt grænser

Category:Blog

En kvindelig klient bringer en dag emnet børn og venner på bane, fordi hun er ked af at hendes og mandens forhold til fælles venner og bekendte efterhånden kører på meget lavt blus efter at de har fået børn. Hun kan sådan set godt acceptere at venskaberne har fået en lidt mere ”voksen” karakter og at der kan gå længere tid mellem samvær med venner end tidligere, men hun synes det virker som om man ligefrem er begyndt at undgå dem en smule. Eller snarere som om man prøver at undgå deres børn. Da jeg beder kvinden fortælle lidt mere om sine børn tegner der sig et billede af nogle gode, men også særdeles opmærksomhedssøgende børn, som i næsten alle sammenhænge får meget frit spillerum af forældrene. De fylder meget. Dette er kvindens egen vurdering, og hun har det godt med at give sine børn meget plads – hvad enten de er ude eller hjemme. Dette lyder jo som udgangspunkt som en god idé. Men et eller andet sted må der jo være noget som kikser. Jeg beder kvinden konkretisere hvad hun mener med det at give sine børn meget plads, og hun nævner en række eksempler, hvoraf en del i mine ører mere lyder af grænseløshed end af rummelighed fra forældrenes side.

Som djævlens advokat foreslår jeg at vennerne måske ikke befinder sig godt med at hun undlader at gribe ind, når de fx tonser rundt i divaneseren med bar røv eller ustandselig begraver fjernbetjeningen til B&O anlægget under stuebirken. Hertil svarer kvinden at hun jo altid siger til folk at de bare skal sige fra, hvis børnene gør noget, de ikke må – så her kan der efter hendes umiddelbare opfattelse ikke være noget problem. Men det er der absolut: I det øjeblik hun siger til sine venner at de bare skal sige til og fra overfor hendes børn har hun samtidig givet dem et ansvar som de bestemt ikke har lyst til at få. Det er ikke deres børn og de er ikke vant til at tackle dem og deres reaktioner, når de støder mod grænser. De bliver utrygge ved børnene og finder det anstrengende at følge dem ud af øjenkrogen for at følge med i hvad de nu finder på. Samtidig opbygges en irritation over morens manglende initiativ – og måske mod – til at styre sine børn, hvorefter der kun levnes meget få mentale ressourcer til at være sammen som venner og som voksne. Når børnene er gået med deres mor ånder vennerne lettet op og besigtiger skaderne. Er der eventuelt meget jord i fjernbetjeningen eller tilsvarende efterladenskaber i divaneseren er det i sig selv ærgerligt, men det bliver ekstra irriterende når der kun er én selv at bebrejde – for moren sagde jo at man bare skulle sige fra!

På den baggrund kræver det ikke en doktorgrad at forstå at nogle af vennerne instinktivt kvier sig ved alt for megen nærkontakt. Meddelelsen til min klient er ikke blot – og blev heller ikke serveret som – at det hele er din egen skyld. Men omvendt kan hun heller ikke sidde sig sit ansvar som forælder overhørig – det er ubetinget hende der skal opøve en ”feeling” for hvad børnene må og ikke må i enhver sammenhæng – og handle efter dét.


  • 0

Dagligdags konflikter

Category:Blog

Hun kan stort set ikke bevæge sig gennem et indkøbscenter uden at blive impliceret i et eller flere småskænderier med enten andre handlende eller ekspedienter. Min klient er en femogtrediveårig kvindelig skolelærer, som ærgrer sig over at temperamentet er så let antændeligt. Hun kan fortælle masser af anekdoter med temaet: kraftige vredesudbrud med minimal anledning. Senest var hun netop på indkøbstur i et stormagasin sammen med sine to børn. På vej hen til rulletrappen passerer de en ældre dame som kommer til at strejfe datteren med sin indkøbspose. Min klient reagerer med at skælde og smælde på den ældre dame, som ganske vist bar sig lidt klodset ad, men som formentlig ikke var ude på at komme pigen til livs. Bagefter giver begge børn tydeligt udtryk for at de fandt situationen, dvs. morens reaktion, pinlig. Da min klient var yngre vandt hun stor respekt blandt sine venner og veninder for sin bramfri facon, som blev tolket som et udtryk for stort mod og ærefrygtindgydende stolthed. I dag bliver folk omkring hende, navnlig hendes børn, i bedste fald pinligt berørt. Hvorfor kan du ikke bare lade være med at skabe dig, siger og tænker man i hendes omverden. Og hvorfor kan hun egentlig ikke dét? Det provokerer min klient en smule at jeg tillader mig at betegne hendes stormagasinadfærd som en anelse umoden, men hånden på hjertet; hendes frustrationstærskel er ikke alderssvarende. Provokationen sætter hende i gang med at tænke konstruktivt om baggrunden for hendes forvaltning af vrede. En brugbar forklaring toner frem – hér i en forenklet udgave: Hun husker sin egen barndom som ganske god, men også stærkt præget af at navnlig moren i næsten alle sammenhænge var ret holdningsløs og slatten. Hun mente aldrig rigtig noget, i hvert fald ikke før hun var på sikker afstand af andre menneskers eventuelle reaktion på hendes synspunkter. Min klient måtte altid tage ansvaret for og beskytte sin lillebror, ikke mindst i skolen hvor han blev drillet ganske meget – uden at forældrene gjorde noget særligt for at gribe ind. Tidligt fik min klient altså en betydelig foragt for forældrenes manglende handlekraft og det blev en meget væsentlig værdi for hende at sige fra over for hvad som helst til hvem som helst – ingen skulle løbe om hjørner med hende. Det har fungeret perfekt et langt stykke ind i voksenalderen, men det er blevet for meget af det gode, fordi hun krampagtigt insisterer på at leve op til et værdisæt som var velplaceret i skolegården, men som er malplaceret i de fleste dagligdags situationer – når man er voksen. Og man kan snildt sætte sig i respekt uden at gå amok over småting. Hun har nu besluttet sig for at afprøve påstanden, især af hensyn til sine børn…

 


  • 0

Angst

Category:Blog

”Derimod vil jeg sige, at dette er et Eventyr, som ethvert Menneske har at bestaae, at lære at ængstes, for at han ikke enten skal fortabes ved aldrig at have været angest, eller ved at synke i Angesten; hvo der derfor lærte at ængstes retteligen, han har lært det højeste”.

Ovenstående Søren Kierkegaard citat* er her godt 150 år efter dets tilbliven højaktuelt. En meget stor andel af de mennesker jeg som psykolog taler med henvender sig nemlig med en angstproblematik i en eller anden form. Begrebet angst forstås almindeligvis som en overordnet betegnelse for psykisk ubehag af varierende intensitet; fra mild forventningsbetinget anspændthed (sommerfugle i maven) til stærk forpinthed med mærkbare legemlige reaktioner, hvor normale livsfunktioner som koncentrationsevne, arbejdsevne, søvn, appetit og seksualitet mere eller mindre sættes ud af spillet.

Meget forståeligt er klientens udgangspunkt ofte at han eller hun bare gerne vil have hjælp til at slippe af med denne angst. Nogle har måske gennem flere år udviklet deres egne strategier til håndtering af angsten, fx ved undgåelsesadfærd eller ved at bedøve den med alkohol eller stoffer, hvilket på længere sigt kun gør ondt værre. Men i et moderne liv, hvor der mildt sagt er fart over feltet både privat og professionelt er der ikke tid og plads til at være ukampdygtig i hverken kortere eller længere perioder, og samtidig er det at have problemer af psykolgisk karakter fortsat tabu mange steder. Så hvis man på nogen måde kan gemme sig for angsten, så gør mange dét – lige indtil strudse-strategien ikke længere gør sin virkning.

En meget vigtig del af det at håndtere angst og at hjælpe et menneske som oplever angst er at forstå og acceptere at angst ikke i sig selv er noget sygeligt. Kierkegaard havde fat i den lange ende da han så at angst er en del af menneskelivets vilkår og ligesom smerte er organismens reaktion på fysisk skade er det at føle angst en væsentlig beskyttelsesfunktion og en forudsætning for overlevelse, fordi den gør os opmærksomme på konkrete eller diffuse trusler.

Dybest set kan en væsentlig del af en langtidsholdbar behandling af invaliderende angst være at hjælpe klienten til inderst inde at forstå, acceptere og konfrontere angsten som et grundlæggende livsvilkår – et beredskab som alle mennesker er født med og som hos nogle er mere letvakt end hos andre. Der er ingen der påstår at det er sjovt eller rart at mærke angsten, men det er åbenbart kommet for at blive som en del af et helt liv og en hel psyke. Derfor er det mere konstruktivt og realistisk at sætte sig som målsætning at bemestre angsten til et acceptabelt niveau – at lære dens væsen bedre at kende – fremfor at bekæmpe den helt eller at flygte fra den.


* Begrebet Angest, 1844

 


  • 0

Jalousi

Category:Blog

Hun var taget i byen med veninderne og havde en forrygende aften, hvor alting kørte for hende. Som mor til to var det år siden hun sidst havde slået sig så meget løs som hun gjorde denne aften. Helt ædru var hun jo ikke, hvilket blev hendes væsentligste undskyldning overfor sig selv, da hun morgenen efter vågnede op hos en mandlig kollega som hun tilfældigt havde mødt på et af værtshusene. Bondeangeren ramte hende som en rambuk i mellemgulvet; hun havde været sin mand utro, forrådt sin familie, svigtet sine børn. Hvad der aftenen forinden havde syntes som en uskyldig flirt viste sig nu som en altfortærende katastrofe. Hendes mand tog det egentlig pænt, dvs. han forlod hende ikke, som hun ellers havde frygtet. Stemningen derhjemme var imidlertid ikke særlig god, hendes sidespring blev tabu, et unævneligt emne som kilede sig mere og mere fast mellem de to og bragte dem uendelig langt fra hinanden, især når de i almindelige dagligdags situationer var fysisk tæt. Børnene reagerede derefter.

Adskillige måneder var gået på den måde, da kvinden henvendte sig til mig. Situationen er for kvinden blevet uudholdelig. Hun angrer til det selvdestruktive, men kan ikke gøre bod overfor ægtefællen, fordi han nægter at berøre området. Kvinden har som reaktion herpå efterhånden udviklet en voldsom jalousi overfor manden, som hun mistænker for at have afskrevet hende for i stedet at boltre sig i fremmede kvinder, så snart han kan slippe afsted med det. Af familie og venner har hun i den ene grøft fået at vide at hun ligger som hun har redt og må lære at leve med sin jalousi, i den anden grøft at hun burde forlade manden, når han ikke vil samarbejde om at komme videre med det skete.

Situationen er lige så tragisk som den er almindeligt forekommende rundt om i de små hjem. Ingen kan gøre det skete usket, og jeg kan ikke (og ville ikke hvis jeg kunne) fjern-præparere manden til at tilgive sin kone førend han er parat til det. Derimod kan jeg hjælpe kvinden til at bemestre sin jalousi bedre, hvilket er en afgørende forudsætning for at de to og dermed familien kan komme videre fra det nuværende dødvande. Når kvinden lader jalousien få overtaget styres hun af trangen til at kontrollere ham, hvilket dels er opslidende for hende selv, dels skubber hun manden endnu længere væk fra sig. Det psykologisk interessante er at kvinden med vold og magt ønsker at beholde sin mand, men hendes metode til at opnå dette har den stik modsatte effekt.

I nogle uger har kvinden med held tøjlet sin trang til at kontrollere, hvilket rent faktisk har resulteret i at den oplevede jalousi er blevet mindre. Alting løser sig ikke herefter som ved et trylleslag, men der er mindst én åbenbar gevinst ved at kvinden lærer at bemestre sin jalousi, nemlig at der derved frigives energi til at arbejde konstruktivt for deres sam- og familieliv. Selv om manden endnu ikke har lukket helt op for det varme vand, så har han dog reageret positivt på ikke længere at være under lup.


  • 0

Krisehjælp

Category:Blog

Jeg hører ofte: Nu om stunder skal folk have krisehjælp for hvad som helst. Det er snart så langt ude at bare man har set en gammel dame tabe sit indkøbsnet i Føtex skal man have psykologisk førstehjælp. Folk er blevet nogle pylrehoveder som snart ikke er i stand til at tage vare på dem selv, hvis bare der opstår den mindste krise i deres liv. Hvis ikke vi passer på ender det med at vi får Woody Allen’ske tilstande, hvor alle har hver sin psykolog med hvem enhver livsytring bliver gennemdrøftet og analyseret med det resultat at vi bliver en nation af fremmedgjorte individer med alvorlige mangler på basale følelsesmæssige færdigheder.

Det er helt relevant at gøre sig tanker om, hvor danskerne er på vej hen med deres brug af psykologisk bistand, men overvejelserne bør bygge på saglighed og ikke på klicheprægede fordomme og formodninger, som – når man ser hvad folk reelt henvender sig med af problemer – ligner velbjærget arrogance. Meddelelsen mellem linierne er: Folk må tage sig sammen! Se bare på mig, jeg kan da sagtens selv klare mine problemer!

Mennesker i almindelighed går ikke til psykolog blot fordi kanariefuglen er kommet til skade eller ligusterhækken er væltet. Oftest er der tale om gennemgribende problemer som i større eller mindre grad er invaliderende for den pågældende. Typiske årsager til at søge psykologhjælp kan fx være: voldsomme stressreaktioner, udbrændthed, angst, mobning på arbejdspladsen, skilsmisse, misbrug, større trafikuheld, belastningsreaktioner i forbindelse med vold eller trusler om vold, depression. Tilstande og situationer som af den enkelte oplveves som så ubehagelige at selvdestruktive tanker og adfærd ikke er usædvanlige, og hvor familie- og arbejdsliv kan være tæt på sammenbrud.

De fleste mennesker oplever på et eller andet tidspunkt i deres liv én eller flere kriser, og de fleste ønsker at håndtere kriserne selv. Det er jo aldeles fremragende, når det lykkes og psykologstanden har så vidt jeg ved ingen intentioner om at fratage folk deres kompetence til at løse deres problemer selv. Psykologen kommer ind i billedet netop dér, hvor den kriseramte har opbrugt de problemløsningsstrategier, som lå indenfor den personlige kompetence eller som kunne nås i personens sociale sfære.

Universitetsuddannede psykologer er fuldt ud opmærksomme på at mennesker generelt er bedst tjent med at kunne klare sig selv uden professionel assistance, og det er lige præcis dét, psykologen ønsker at bidrage til, når han eller hun i en afgrænset periode tilbyder sig som ressourceperson for klienten.

Det er som sagt ikke det rene pjat folk søger hjælp til at håndtere, og jeg mener at det vidner om beskeden indsigt, når det fra tid til anden selvtilstrækkeligt udbasuneres at danskerne er blevet et skvattet folkefærd, som ikke tør leve deres liv uden en psykolog ved hånden. Tvært imod tager jeg gang på gang hatten af for danskerne: Det er ind imellem ganske fantastisk, hvilke traumatiske begivenheder folk kan gennemleve uden at bukke under.