Dilemmaet er en klassiker: Kvinden, eller manden som i sine lidt yngre dage måske endda var hardcore med på den værste torsdag til søndag, begge dage incl., har stiftet familie og dyrker nu de dermed forbundne værdier, som hun for få år siden kun havde et gab og et skuldertræk tilovers for. Den gamle bekendtskabskreds er skrumpet ind til en sjettedel og hun kæmper nu en brav kamp for at holde de resterende veninder vedlige. Men det er svært at få det hele til at gå op. Hun har vitterlig oftest mest lyst til at blive hjemme, alligevel laver hun fra tid til anden aftaler om et eller andet festligt.

Sådan en fredag eftermiddag spørger hun sig selv om hun overhovedet gør klogt i at holde fast i de gamle veninder, når nu hun glæder sig så lidt? Inderst inde kender hun godt svaret, det er derfor hun overholder aftalen. Hun er udmærket klar over det kløgtige i at vedligeholde sit netværk så godt som muligt – ikke kun for at beskytte sig mod ensomhed nu og her, eller forebygge et vacuum, når børnene engang flytter hjemmefra, men også for at fastholde forestillingen om og underbygge følelsen af at være en selvstændig person, som fra tid til anden har behov som rækker ud over mand og børn. Fuldstændig ligesom resten af familien.

Det er pudsigt nok ofte kvinder, der fremsætter hypotesen om de nemme drenge og de svære piger. Det er en sejlivet forestilling, som kan holde sig langt op i voksenalderen, lige så ofte hører jeg nemlig kvinders ideer om mandearbejdspladser, som de forestiller sig er nærmest renset for intriger og skjulte magtkampe, idet mænd jo pr. definition er ukomplicerede og lige ud af posen. Der er forskel på mænd og kvinder, dette er uomtvisteligt, men relationer mellem mænd kan være nøjagtig lige så indsyltet i alverdens ugennemsigtige spil som relationer mellem kvinder. Jamen, mænd er meget bedre til at kalde en spade for en spade, hævdes det ofte, og derfor får de løst konflikterne på stedet med det samme. En sandhed med så mange modifikationer at det grænser til en usandhed. Det er rigtigt, at på en fodboldbane bliver der som regel ikke lagt fingre imellem, man bander og svovler ad hinanden og når kampen er slut er der no hard feelings. Her holder klicheen vand. Men de fleste mænds liv foregår udenfor fodboldbanen under nogenlunde de samme vilkår som kvindernes, hvor konventioner, kutyme og nationalkarakter gør samspillet mellem mænd lige så kompliceret som mellem kvinder. Og mon ikke, for resten, kvinder er nogenlunde lige så åbenhjertige på en fodboldbane som mændene, når det kommer til stykket? Men nu vi er ved det; Det kan til enhver tid stærkt anbefales at bruge holdsporten til at få afløb for lidt opsparet galde en gang imellem, uanset hvilket køn man tilhører.

Ude i al landsens virksomheder går der tusindvis af mennesker rundt med så store personlige eller sociale problemer, at de er ude af stand til at udføre deres arbejde tilfredsstillende. Meget ofte er det en offentlig hemmelighed at hr. Jensen er alkoholmisbruger eller at fru Sørensen har et astronomisk sygefravær pga. depression. Der tales og hviskes om “problemmedarbejderen”, men ingen stiller rigtig op, hvilket der er lige så mange gode forklaringer på som der er kolleger. Den ene synes jo ikke rigtig at man kan tillade sig at sige noget – hvad nu hvis man gør det hele meget værre? Den næste mener, at det dybest set er ledelsens ansvar. En tredje er inderst inde bange for selv at blive trukket frem i rampelyset og måske få afsløret egne svagheder ved at “kaste med sten”. Osv.

Er man forpligtet til at gøre noget, sige noget, blande sig, tage ansvar? Lidt groft kan man sige, at møder man en fremmed person på gaden som pludselig falder om med hjertestop, er de færreste jo i tvivl om ansvaret for at gøre noget. Om hjælpen så består i at tilkalde professionel assistance eller at yde førstehjælp er op til den enkeltes kompetence. Når hr. Jensen gang på gang møder på arbejde og lugter langt væk af alkohol er det formentligt ikke fordi hans liv er en fest, men fordi hans liv er alt andet end festligt. Ud over at han evt. kan være til fare for andre menneskers sikkerhed, når han er fuld på arbejdet, og alene af den grund bør hjælpes ud af sit alkoholmisbrug, så er han at betragte som én, der er faldet om på gaden. Som kollega og som menneske kan man aldrig “gøre det meget værre” for nogen ved at man tilbyder sin hjælp, det er muligt at problemet bliver mere tydeligt og åbent, men dét er jo netop en del af hjælpen til at personen slipper ud af sit ensomme drikkeri. Hvad ledelsen angår kan man ikke altid regne med at den ved, hvad der foregår “på gulvet”, ej heller at den nødvendigvis påtager sig et ansvar for den pågældende. Frygten for “rampelyset” er forståelig, men det er værd at huske på, at det at tilkendegive sin opmærksomhed på, at en kollega har et problem ikke er det samme som at “kaste med sten” – tvært imod.

Da jeg møder manden har hans problematiske forhold til sociale situationer stået på i årevis, ja faktisk hele hans liv, når han tænker over det. Det falder ham ikke svært at trække en lige linie tilbage til skoletiden, hvor det at gå i kantinen også var en stærkt ubehagelig oplevelse for ham. Dengang var det sociale game endnu mere brutalt, men til gengæld var der ikke så mange skjulte dagsordener, som han oplever at der er blandt voksne mennesker. Der kan selvfølgelig læses et skær af paranoia ind i mandens noget stereotype oplevelse af og ageren i forhold til sociale situationer, hvilket flere i hans omgangskreds da også venligt har påpeget for ham. Oftest er han blevet fejet af bordet med “sikke noget pjat, du skal da bare prøve at slappe lidt af – folk bider ikke”. Men det har ikke just været en hjælp for manden, at man på den måde har klassificeret hans oplevelse under “vrangforestilling”. Det er min vurdering, at der i mange virksomheder faktisk foregår massiv mobning, visse steder af sådanne dimensioner, at det koster menneskeskæbner. Mange steder er der reelt ikke den store forskel på skolekantinen, hvor de stærke giver de svage buksevand eller kaster med deres madpakker, og så den tilsyneladende noble firmafrokoststue.

Mandens problematik er ikke løst, men det har givet ham et tiltrængt pusterum at blive taget alvorligt. Næste skridt bliver at finde ud af, hvordan han veksler noget af sin faglige stolthed til social stolthed.

En tankegang som matcher amerikanernes nationalkarakter gør sig ikke automatisk lige så godt hos danskerne, og det har ikke nødvendigvis noget at gøre med den stærkt omtalte “Jantelov”. Meget tyder på at danskerne i høj grad reagerer posivtivt på at angstniveauet dæmpes. Et klassisk eksempel er fodboldlandsholdet som i 1992 vandt europamesterskabet. De havde al mulig god grund til før slutrunden at proklamere “vi vinder nok ikke”. Angstniveauet var historisk lavt, hvilket resulterede i at holdet spillede frit og utvungent – og vandt.

Optimisme er en meget værdifuld egenskab, og nogle mennesker kan opnå forbløffende resultater ved at dyrke den, fx før præstationer. Ikke et ondt ord om dén i sig selv. Men under alle omstændigheder er den dårlige samvittighed, som andre mennesker har over at befinde sig godt med at “sidde i baghånd” og udtrykke lidt pessimisme, helt uanvendelig. Lad den dårlige samvittighed ligge og vær i stedet glad for at have en metode til rådighed, som effektivt sænker angstniveauet i forbindelse med præstationer.

Jeg har bemærket at der i forskellige fagsprog kan gå lidt inflation i terminologien, hvor man ved at “pynte sig med lånte fjer” forsøger at indgyde andre en fornemmelse af, at man har en helt ekstraordinær kompetence. Indenfor psykologien hører jeg fra tid til anden eksempler på dette fænomen. For nylig fortalte en kollega således, at han ofte anbefaler klienter at praktisere “holding” overfor medmennesker. Jeg spurgte nysgerrigt til indholdet af dette tilsyneladende interessante psykologiske begreb (og mærkede en snigende ærgrelse over åbenbart ikke at have fulgt ordentligt med i de seneste psykologiske landvindinger), men blev svært skuffet, da det viste sig at det i al sin gribende enkelhed blot betyder, at man holder om en anden person, at omfavne en anden!

Jeg er tilhænger af, at vi såvidt muligt holder os i nærheden af jordoverfladen, når vi taler med hinanden – fremmedord og eufemismer er generelt velkomne, hvis de tjener et seriøst formål, men den varme luft kan jeg i hvert fald godt undvære.

Først og fremmest er det vel desværre sandt, som det så ofte er sagt af medieanalytikere, at vi som medieforbrugere er blevet vant til at bevidne at verden omkring os er gået af lave. Billeder af krigsskuepladser og udsultede børn som end ikke orker at vifte fluerne bort fra ansigtet regner ned over os hver eneste dag i en bedøvende strøm. Vi farer ikke længere op af stolen eller giver følelserne frit løb, for den mest tilstedeværende følelse er afmagt og den manifesterer sig gerne fysisk som slatne skuldre. Jo flere billeder, desto mere følelsesbedøvede fremstår vi – vi kan ikke rutsje hele vejen ned i kulkælderen med gråd og tænders gnidsel hver aften fra syv til halv otte og igen fra ni til halv ti. Vi sætter (ubevidst) et forsvar op mod denne rutsjetur og mærker derfor højst den slatne afmagt. Tragedierne ude i verden er af sådanne dimensioner at der måske slet ikke rigtig er nogen følelsesmæssig reaktion der kan “matche” hos den jævne danske medieforbruger. I stedet affinder man sig med tanken om at man alligevel ikke kan bære verdens elendighed på sine skuldre, og derfor er det okay at blive siddende med følelserne stort set uberørt i sofaen.

Men når fam. Ingalls toner frem (serien genudsendes vistnok konstant) får vi noget vi kan forholde os til. Uden at kunne føre filmvidenskabeligt bevis for det, gætter jeg på at det er den evige afspilning af det universelle familiedrama, som appellerer stærkt til vores allesammens indre konfliktmateriale og uforløste følelser, og som dermed taler direkte til den del af os, som i psykologien omtales som “det indre barn”. Når Laura fx ikke må få et par nye træsko som sin storesøster og søskendejalousien blomstrer, ruller de indre smalfilmsoptagelser fra vores egen barndom samtidig for fulde gardiner. Lauras jalousi er vores jalousi. Det er meget muligt at luften er tyk af klichéer og at stereotyperne driver som harpiks ned af væggene i Det Lille Hus, men serien har åbenbart forstået, at hvis man vil kommunikere med seerens indre barn, gælder samme regel som hvis man vil kommunikere med ethvert barn: keep it simple. Hvis man hører til dem, der kan græde over Laura & Co., eller noget tilsvarende, så vil jeg gætte på at det er fordi man har brug for det – og så gælder det om at gøre det så tit som muligt.

Eksemplet er dagligdags og banalt, men jeg vil nu alligevel driste mig til at lade det understrege en velkendt udviklingspsykologisk pointe. Eksemplet viser nemlig at mens datteren fokuserer på processen “at lære at håndtere en sut”, fokuserer faren på resultatet “at få den sut ind i munden hurtigst muligt”. Han betragter situationen fra et voksent perspektiv, hvilket der ikke i sig selv er noget galt med, men han kommer samtidig til at forveksle sine egne behov med sin datters. Hvis faren således egentlig ville “hjælpe” sin datter i denne situation, skulle han have holdt grabberne for sig selv. Men det er jo netop dét, der er det svære, for set fra hans perspektiv er hun jo knibe. Den samme problematik gør sig gældende, hvis han ser sin lidt større søn i vanskeligheder på legepladsen eller i børnehaven, fx i klammeri med nogle kammerater. Han har stor lyst til at blande sig, komme ham til undsætning. Men hvad er vigtigst: at tilgodese sit eget resultatorienterede behov for at få bilagt konflikten, eller sin søns naturlige behov for at lære selv at begå sig i sociale sammenhænge, herunder at løse konflikter?

Svaret må vel være, at det som så meget andet i forælderskabet handler om fingerspitzgefühl. Man skal helt tydeligt og lige så sikkert som amen i kirken være der for barnet, ofte på tilskuerpladserne, nogle gange på sidelinien og ind i mellem helt inde og tackle igennem på banen.

En mand findes skyldig i og dømmes for nogle brutale, bestialske mord og sættes i fængsel. Her modtager han bunker af breve fra folk som tilkendegiver deres fascination af ham. Ikke umiddelbart indføleligt, men ret udbredt.

Du kører i din bil på en landevej med begge hænder fast monteret i stillingen “ti minutter i to” på rattet, ingen slinger i valsen. Omkring dig sidder familien. Pludselig slår tanken ned i dig: Tænk, hvis jeg kom til at flå rattet hårdt til den ene side så vi kørte galt! Tanken skræmmer dig og giver kuldegysninger, men den rummer også en sær og uforklarlig tiltrækningskraft. I hvert fald kører skrækscenariet i ring inde i hovedet et stykke tid og du skal virkelig koncentrere dig om kørslen for ikke at blive “suget” ind mod midterstriberne på vejen. Du tænder for radioen eller børnene siger et eller andet til dig og “gyserstemningen” fordamper igen og I lander sikkert på bestemmelsesstedet.

Den opmærksomme læser vil sikkert undre sig over, hvad der motiverer min beskrivelse af ovenstående tre scenarier? Min motivation udspringer af en undren, som jeg sikkert deler med mange andre, over baggrunden for de to først beskrevne; hvad er det der får mennesker til at stoppe op for at se detaljer ved en trafikulykke eller at søge nærkontakt med et menneske som bevisligt er dødsensfarligt at være i selskab med? Jeg bruger det tredje scenarie til at illustrere en forklaringsmodel som Sigmund Freud var inde på, nemlig at alle mennesker fra naturens hånd er udstyret med en række drifter, deriblandt dødsdriften, Thanatos. Vi kender og anerkender umiddelbart at vi har kærlighedsdriften, seksualdriften, Libido, men det kan falde os sværere at acceptere at vi også rummer det modsatte, at vi ubevidst drages mod det destruktive. Jeg ønsker på ingen måde at legitimere et “publikum” ved trafikulykker, det virker lige så stødende på mig som på så mange andre, ejheller vil jeg understøtte de “krimiromantiske” forestillinger om de indsatte i danske fængsler. Mit ærinde er alene at søge at kaste lys over de psykologiske mekanismer, som betinger umiddelbart uforståelig menneskelig adfærd eller tankeaktivitet. Jeg tror at Freud har ret i sin teori om Thanatos, hvorfor skulle vi ellers læse Ekstra Bladet, se gyser- og voldsfilm, bungeejumpe eller ind i mellem fantasere om, hvad der ville ske hvis vi gjorde noget forfærdeligt? Det er imidlertid altafgørende for vort samfunds beståen at de fleste af os trods alt er i stand til at fastholde den indre magtbalance mellem Libido og Thanatos, hvor Libido som altoverskyggende hovedregel har overtaget.

For den udenforstående kan dette scenarie synes uforklarligt – hvorfor bryder kvinden ikke mønstret? Hvorfor finder hun sig i volden og ydmygelsen? Zoomer man ind på hendes personlige historie fra spæd til voksen toner det ene eksempel på svigt, forsømmelse og mishandling efter det andet imidlertid frem som perler på en snor. Fra barnsben har hun lært at hun er en person som ikke er bedre værd end det seneste lag tæsk hun har fået. Har man blot det ringeste begreb om tilknytningsteori vil man vide at kvaliteten af de relationer barnet har til de primære voksne i dets omverden danner skole for, hvordan barnet siden som voksen knytter sig til andre mennesker. Set i tilknytningsteoriens lys er det let at forklare at kvinden er fanget i et gentagelsesmønster, hvor hun i og med hun finder sig i ydmygelse og fornedrelse ubevidst bekræfter sin grundlæggende antagelse om sig selv: at hun ikke er bedre værd. Det er ikke ligetil at hjælpe kvinden ud af gentagelsestvangen, da den jo bygger på et solidt forankret opvækstbetinget selvbillede, men til gengæld er det ret åbenlyst at den mest frugtbare indfaldsvinkel er at facilitere en bearbejdning og udvikling af hendes selvforståelse, som forhåbentlig kan resultere i en forbedring af hendes selvværd. Et højere selvværd er en forudsætning for at hun kan sige til sig selv  – og sin mand – at hun ikke har fortjent at nogen så meget som krummer et hår på hendes hoved.