Da jeg møder manden har hans problematiske forhold til sociale situationer stået på i årevis, ja faktisk hele hans liv, når han tænker over det. Det falder ham ikke svært at trække en lige linie tilbage til skoletiden, hvor det at gå i kantinen også var en stærkt ubehagelig oplevelse for ham. Dengang var det sociale game endnu mere brutalt, men til gengæld var der ikke så mange skjulte dagsordener, som han oplever at der er blandt voksne mennesker. Der kan selvfølgelig læses et skær af paranoia ind i mandens noget stereotype oplevelse af og ageren i forhold til sociale situationer, hvilket flere i hans omgangskreds da også venligt har påpeget for ham. Oftest er han blevet fejet af bordet med “sikke noget pjat, du skal da bare prøve at slappe lidt af – folk bider ikke”. Men det har ikke just været en hjælp for manden, at man på den måde har klassificeret hans oplevelse under “vrangforestilling”. Det er min vurdering, at der i mange virksomheder faktisk foregår massiv mobning, visse steder af sådanne dimensioner, at det koster menneskeskæbner. Mange steder er der reelt ikke den store forskel på skolekantinen, hvor de stærke giver de svage buksevand eller kaster med deres madpakker, og så den tilsyneladende noble firmafrokoststue.

Mandens problematik er ikke løst, men det har givet ham et tiltrængt pusterum at blive taget alvorligt. Næste skridt bliver at finde ud af, hvordan han veksler noget af sin faglige stolthed til social stolthed.

En tankegang som matcher amerikanernes nationalkarakter gør sig ikke automatisk lige så godt hos danskerne, og det har ikke nødvendigvis noget at gøre med den stærkt omtalte “Jantelov”. Meget tyder på at danskerne i høj grad reagerer posivtivt på at angstniveauet dæmpes. Et klassisk eksempel er fodboldlandsholdet som i 1992 vandt europamesterskabet. De havde al mulig god grund til før slutrunden at proklamere “vi vinder nok ikke”. Angstniveauet var historisk lavt, hvilket resulterede i at holdet spillede frit og utvungent – og vandt.

Optimisme er en meget værdifuld egenskab, og nogle mennesker kan opnå forbløffende resultater ved at dyrke den, fx før præstationer. Ikke et ondt ord om dén i sig selv. Men under alle omstændigheder er den dårlige samvittighed, som andre mennesker har over at befinde sig godt med at “sidde i baghånd” og udtrykke lidt pessimisme, helt uanvendelig. Lad den dårlige samvittighed ligge og vær i stedet glad for at have en metode til rådighed, som effektivt sænker angstniveauet i forbindelse med præstationer.

Jeg har bemærket at der i forskellige fagsprog kan gå lidt inflation i terminologien, hvor man ved at “pynte sig med lånte fjer” forsøger at indgyde andre en fornemmelse af, at man har en helt ekstraordinær kompetence. Indenfor psykologien hører jeg fra tid til anden eksempler på dette fænomen. For nylig fortalte en kollega således, at han ofte anbefaler klienter at praktisere “holding” overfor medmennesker. Jeg spurgte nysgerrigt til indholdet af dette tilsyneladende interessante psykologiske begreb (og mærkede en snigende ærgrelse over åbenbart ikke at have fulgt ordentligt med i de seneste psykologiske landvindinger), men blev svært skuffet, da det viste sig at det i al sin gribende enkelhed blot betyder, at man holder om en anden person, at omfavne en anden!

Jeg er tilhænger af, at vi såvidt muligt holder os i nærheden af jordoverfladen, når vi taler med hinanden – fremmedord og eufemismer er generelt velkomne, hvis de tjener et seriøst formål, men den varme luft kan jeg i hvert fald godt undvære.

Først og fremmest er det vel desværre sandt, som det så ofte er sagt af medieanalytikere, at vi som medieforbrugere er blevet vant til at bevidne at verden omkring os er gået af lave. Billeder af krigsskuepladser og udsultede børn som end ikke orker at vifte fluerne bort fra ansigtet regner ned over os hver eneste dag i en bedøvende strøm. Vi farer ikke længere op af stolen eller giver følelserne frit løb, for den mest tilstedeværende følelse er afmagt og den manifesterer sig gerne fysisk som slatne skuldre. Jo flere billeder, desto mere følelsesbedøvede fremstår vi – vi kan ikke rutsje hele vejen ned i kulkælderen med gråd og tænders gnidsel hver aften fra syv til halv otte og igen fra ni til halv ti. Vi sætter (ubevidst) et forsvar op mod denne rutsjetur og mærker derfor højst den slatne afmagt. Tragedierne ude i verden er af sådanne dimensioner at der måske slet ikke rigtig er nogen følelsesmæssig reaktion der kan “matche” hos den jævne danske medieforbruger. I stedet affinder man sig med tanken om at man alligevel ikke kan bære verdens elendighed på sine skuldre, og derfor er det okay at blive siddende med følelserne stort set uberørt i sofaen.

Men når fam. Ingalls toner frem (serien genudsendes vistnok konstant) får vi noget vi kan forholde os til. Uden at kunne føre filmvidenskabeligt bevis for det, gætter jeg på at det er den evige afspilning af det universelle familiedrama, som appellerer stærkt til vores allesammens indre konfliktmateriale og uforløste følelser, og som dermed taler direkte til den del af os, som i psykologien omtales som “det indre barn”. Når Laura fx ikke må få et par nye træsko som sin storesøster og søskendejalousien blomstrer, ruller de indre smalfilmsoptagelser fra vores egen barndom samtidig for fulde gardiner. Lauras jalousi er vores jalousi. Det er meget muligt at luften er tyk af klichéer og at stereotyperne driver som harpiks ned af væggene i Det Lille Hus, men serien har åbenbart forstået, at hvis man vil kommunikere med seerens indre barn, gælder samme regel som hvis man vil kommunikere med ethvert barn: keep it simple. Hvis man hører til dem, der kan græde over Laura & Co., eller noget tilsvarende, så vil jeg gætte på at det er fordi man har brug for det – og så gælder det om at gøre det så tit som muligt.

Eksemplet er dagligdags og banalt, men jeg vil nu alligevel driste mig til at lade det understrege en velkendt udviklingspsykologisk pointe. Eksemplet viser nemlig at mens datteren fokuserer på processen “at lære at håndtere en sut”, fokuserer faren på resultatet “at få den sut ind i munden hurtigst muligt”. Han betragter situationen fra et voksent perspektiv, hvilket der ikke i sig selv er noget galt med, men han kommer samtidig til at forveksle sine egne behov med sin datters. Hvis faren således egentlig ville “hjælpe” sin datter i denne situation, skulle han have holdt grabberne for sig selv. Men det er jo netop dét, der er det svære, for set fra hans perspektiv er hun jo knibe. Den samme problematik gør sig gældende, hvis han ser sin lidt større søn i vanskeligheder på legepladsen eller i børnehaven, fx i klammeri med nogle kammerater. Han har stor lyst til at blande sig, komme ham til undsætning. Men hvad er vigtigst: at tilgodese sit eget resultatorienterede behov for at få bilagt konflikten, eller sin søns naturlige behov for at lære selv at begå sig i sociale sammenhænge, herunder at løse konflikter?

Svaret må vel være, at det som så meget andet i forælderskabet handler om fingerspitzgefühl. Man skal helt tydeligt og lige så sikkert som amen i kirken være der for barnet, ofte på tilskuerpladserne, nogle gange på sidelinien og ind i mellem helt inde og tackle igennem på banen.

En mand findes skyldig i og dømmes for nogle brutale, bestialske mord og sættes i fængsel. Her modtager han bunker af breve fra folk som tilkendegiver deres fascination af ham. Ikke umiddelbart indføleligt, men ret udbredt.

Du kører i din bil på en landevej med begge hænder fast monteret i stillingen “ti minutter i to” på rattet, ingen slinger i valsen. Omkring dig sidder familien. Pludselig slår tanken ned i dig: Tænk, hvis jeg kom til at flå rattet hårdt til den ene side så vi kørte galt! Tanken skræmmer dig og giver kuldegysninger, men den rummer også en sær og uforklarlig tiltrækningskraft. I hvert fald kører skrækscenariet i ring inde i hovedet et stykke tid og du skal virkelig koncentrere dig om kørslen for ikke at blive “suget” ind mod midterstriberne på vejen. Du tænder for radioen eller børnene siger et eller andet til dig og “gyserstemningen” fordamper igen og I lander sikkert på bestemmelsesstedet.

Den opmærksomme læser vil sikkert undre sig over, hvad der motiverer min beskrivelse af ovenstående tre scenarier? Min motivation udspringer af en undren, som jeg sikkert deler med mange andre, over baggrunden for de to først beskrevne; hvad er det der får mennesker til at stoppe op for at se detaljer ved en trafikulykke eller at søge nærkontakt med et menneske som bevisligt er dødsensfarligt at være i selskab med? Jeg bruger det tredje scenarie til at illustrere en forklaringsmodel som Sigmund Freud var inde på, nemlig at alle mennesker fra naturens hånd er udstyret med en række drifter, deriblandt dødsdriften, Thanatos. Vi kender og anerkender umiddelbart at vi har kærlighedsdriften, seksualdriften, Libido, men det kan falde os sværere at acceptere at vi også rummer det modsatte, at vi ubevidst drages mod det destruktive. Jeg ønsker på ingen måde at legitimere et “publikum” ved trafikulykker, det virker lige så stødende på mig som på så mange andre, ejheller vil jeg understøtte de “krimiromantiske” forestillinger om de indsatte i danske fængsler. Mit ærinde er alene at søge at kaste lys over de psykologiske mekanismer, som betinger umiddelbart uforståelig menneskelig adfærd eller tankeaktivitet. Jeg tror at Freud har ret i sin teori om Thanatos, hvorfor skulle vi ellers læse Ekstra Bladet, se gyser- og voldsfilm, bungeejumpe eller ind i mellem fantasere om, hvad der ville ske hvis vi gjorde noget forfærdeligt? Det er imidlertid altafgørende for vort samfunds beståen at de fleste af os trods alt er i stand til at fastholde den indre magtbalance mellem Libido og Thanatos, hvor Libido som altoverskyggende hovedregel har overtaget.

For den udenforstående kan dette scenarie synes uforklarligt – hvorfor bryder kvinden ikke mønstret? Hvorfor finder hun sig i volden og ydmygelsen? Zoomer man ind på hendes personlige historie fra spæd til voksen toner det ene eksempel på svigt, forsømmelse og mishandling efter det andet imidlertid frem som perler på en snor. Fra barnsben har hun lært at hun er en person som ikke er bedre værd end det seneste lag tæsk hun har fået. Har man blot det ringeste begreb om tilknytningsteori vil man vide at kvaliteten af de relationer barnet har til de primære voksne i dets omverden danner skole for, hvordan barnet siden som voksen knytter sig til andre mennesker. Set i tilknytningsteoriens lys er det let at forklare at kvinden er fanget i et gentagelsesmønster, hvor hun i og med hun finder sig i ydmygelse og fornedrelse ubevidst bekræfter sin grundlæggende antagelse om sig selv: at hun ikke er bedre værd. Det er ikke ligetil at hjælpe kvinden ud af gentagelsestvangen, da den jo bygger på et solidt forankret opvækstbetinget selvbillede, men til gengæld er det ret åbenlyst at den mest frugtbare indfaldsvinkel er at facilitere en bearbejdning og udvikling af hendes selvforståelse, som forhåbentlig kan resultere i en forbedring af hendes selvværd. Et højere selvværd er en forudsætning for at hun kan sige til sig selv  – og sin mand – at hun ikke har fortjent at nogen så meget som krummer et hår på hendes hoved.

Eksempel: En klient oplever at han i alt for høj grad lader sit temperament løbe af med sig. Han er på ingen måde voldelig eller decideret ubehagelig overfor sine omgivelser, men han irriteres alt for let og synes ikke rigtig han har kontrol over sin irritabilitet. Både han selv og hans omgivelser er trætte af dette mønster. Den paradoksale intervention i forhold til dette problem er punkt ét at bede manden om i en afgrænset periode at føre protokol over dette adfærdsmønster – hvornår, hvad, hvorfor, hvem – forårsager irritationen? Punkt to opfordres manden til i samme afgrænsede periode at skrue lidt op for irritationen. Du hørte rigtigt, giv den lige en ekstra skalle, når du mærker irritationen! Han er stærkt overrasket, men følger anbefalingen. Ved næste samtale oplyser manden at han har oplevet noget meget mystisk siden sidst: Han har været påfaldende lidt irriteret, som om han ikke rigtig kunne få gang i vreden, når han bevidst satte sig for at skrue op for den…I øvrigt var det ret forstyrrende for vreden at skulle føres til protokols hele tiden. Det paradoksale er selvfølgelig at manden kom med en forventning om at nogen ville fjerne vreden fra ham, i stedet fik han besked på at beholde den og endda opdyrke den. Der er skrevet tykke bøger om de komplekse psykologiske mekanismer, som træder i kraft ved paradoksal intervention, men basalt handler det om at manden i sit “eksperiment” kun kan få succes: Hvis han bliver ekstra irriteret har han levet op til opfordringen (og har dermed bevist at han har viljesmæssig kontrol over sin vrede og med øvelse kan han derfor også skrue ned for den), hvis han oplever et fald i irritationen, har han opnået, hvad indledningsvist ønskede.

Nutidens forældre ved godt at velfærdssamfundet nok skal tage sig af dem, når de bliver gamle, og at de derfor ikke længere kan bruge dette argument til at fastholde børnene. En anden udbredt (ubevidst!) taktik er så at skabe et følelsesmæssigt afhængighedsforhold, som bygger på dårlig samvittighed og “skyld med sky på”. I forretningslivet udnytter man dette ved fx at indføre Mors og Fars Dag.

Jeg mener egentlig ikke at man skylder sine forældre noget særligt. Når man får børn er det som udgangspunkt pr. definition for éns egen skyld og i et større perspektiv for at sikre artens overlevelse, og hvorfor skal børnene bøde for dét? Dermed ikke være sagt at jeg synes at børn skal blæse deres forældre én lang march, når de er vokset til, men det fører ikke til noget godt hverken at påbyde dem at elske og ære eller at snige sig ind ad bagvejen via den dårlige samvittighed.

Eksempelvis: Som psykolog møder jeg i sagens natur en del mennesker som har oplevet smertefulde tab af nærtstående personer. Hvad enten disse tab er forårsaget af dramatiske ulykker eller af mere naturlige livsomstændigheder, reagerer de fleste med følelsesmæssige udsving af varierende karakter og styrke. Langt de fleste er selv i stand til at håndtere de følelsesmæssige reaktioner fase for fase, gerne med hjælp fra deres nære omverden. For nogle bliver der imidlertid tale om deciderede invaliderende belastningsreaktioner eller kriser, som det er vigtigt at forholde sig hensigtsmæssigt til. En central del af håndteringen af et kriseforløb i forbindelse med tab er sorgbearbejdningen, hvor den tabsramte igennem samtale bl.a. får mulighed for at udtrykke de tanker og følelser som knytter sig til den afdøde. Ofte opstår der et spontant behov hos dette menneske for at fortælle om indholdet og kvaliteten af den relation som han eller hun havde til den afdøde. Og hér opstår der ofte en indre konflikt i ham eller hende, fordi der uvægerligt vil være elementer i relationen til og hos den afdøde som har en negativ klang (ingen mellemmenneskelige relationer er eller bør være udelukkende positive). Men fordi normen byder os ikke at tale “ondt” om de døde, kapsles en del af det følelsesmæssige materiale ind og forbliver ubearbejdet, hvilket er uhensigtsmæssigt for en sund og hel sorgbearbejdning og dermed ødelæggende for personens samlede håndtering af krisen. En vigtig del af den psykologiske bistand i sådanne tilfælde består derfor i at hjælpe personen til en erkendelse af at dét at udtrykke sig negativt om den afdøde eller relationen til denne ikke er det samme som at “tale ondt om”. Jeg har ingen ønsker om at gøre vold på menneskers eventuelle religiøse idealer, men hvis det er afgørende for sorgbearbejdningen, finder jeg det rigtigst at give plads til hele billedet og ikke kun den censurerede del.