Tag Archives: Klient

  • 0

Klienten skal mødes dér, hvor klienten er

Category:Blog Tags : 

En kollega fortæller om en klient, han har haft i regelmæssig konsultation gennem knap to år. Klienten føler sig hæmmet i sin livsudfoldelse, fordi han både privat og professionelt har store problemer med at danne holdbare relationer til andre mennesker. Psykologen dannede sig fra begyndelsen et tydeligt billede af de vigtigste elementer i klientens samlede problemstilling og besluttede at delagtiggøre klienten i de pointer, han havde fundet frem til – med det formål at hjælpe klienten til at bemestre sine problemer. Efterhånden er det blevet til en hel del konsultationer og stort set hver eneste gang har psykologen henledt klientens opmærksomhed på de sociale dynamikker og psykologiske processer, som med stor faglig tyngde kan forklare, hvorfor klienten ofte oplever at han falder igennem i samspil med andre. Hver gang har klienten høfligt ladet psykologen tale ud, men har samtidig set ud som om psykologen sad og talte mere eller mindre sort. Psykologen har så forsøgt at samtale om samtalen med klienten for den måde at finde frem til en fælles forståelse af problemet, med lige så ringe held, hvorefter han har ladet det ligge i lang tid. Pludselig en dag møder klienten glædesstrålende op til en konsultation og kan dårligt vente med at indvie psykologen i, hvad han netop har fundet ud af om sig selv og sit problem – hans nyvundne indsigt svarer stort set ordret til dét, psykologen tidligere så vedholdende forsøgte at anskueliggøre.

Selvfølgelig lå det psykologen snublende nært at udbryde ”det er jo dét jeg har prøvet at sige utallige gange!”, men med behørig professionel distance modstod han fristelsen og fokuserede i stedet på det glædelige i at klienten havde flyttet sig på det personlige plan, hvilket jo var selve kernemissionen i samtaleforløbet. Det vigtige er med andre ord at indsigten og forståelsen var tilvejebragt, mens hvordan og af hvem er af sekundær betydning. Som psykolog kan man imidlertid næsten ikke lade være med at interessere sig for selve den terapeutiske pointe, som eksemplet illustrerer, nemlig at enhver behandlingssituation nødvendigvis må tage udgangspunkt i klientens ståsted og ikke behandlerens. Hvad der forekommer den ene oplagt og selvfølgeligt kan lyde som en by i Rusland for den anden, indtil denne anden har adgang til samme bevidsthedsmæssige forudsætninger for forståelse – hvilket der muligvis nås frem til via samtale. Som psykolog har man lov til at fortælle klienten, hvordan man forstår hans problem og pege på konkrete løsningsforslag, mange beder selv om dette, men de virkelige landvindinger sker oftest, når klienten via selvrefleksion i og uden for den professionelle samtale selv skaber erkendelse. Det er derfor man kan spørge en psykolog om hvad klokken er og få svaret: Hvad synes du selv?


  • 0

Supervision

Category:Blog Tags : 

Man kan ikke se skoven for bare træer, har de fleste sikkert hørt en munter onkel sige på et eller andet tidspunkt. Ofte bliver det sagt med en sarkasme til én som har problemer med at finde et eller andet, som for omkringstående synes at ligge lige for. I selve talemåden ligger der en koncentreret sandhed, som der er skrevet tykke bøger om indenfor psykologien, nemlig at det undertiden kan være svært at se helheden, hvis man fokuserer for meget på dens bestanddele, hvilket ofte sker, når man er for tæt på. En klassiker er den nærsynede person som leder i skuffer og skabe efter sine briller – som viser sig at sidde, hvor de skal; på næseryggen. Fænomenet optræder i forskellige forklædninger overalt, hvor vi færdes og gælder for alle mennesker. Måske ikke lige det med brillerne, som også kan bero på en vis distræthed, men de fleste anerkender, at det fx er meget vanskeligt at læse korrektur på sit eget materiale – fordi man er for tæt på. Når man læser noget, man selv har skrevet, vil man nemlig i vid udstrækning læse dét, man mener at have skrevet, og ikke dét der reelt står – hvorved korrekturaspektet jo går tabt. For professionelle skribenter er det børnelærdom at korrektur skal læses af en udenforstående, som pr definition vil have et frisk og fordomsfrit blik på materialet. Indenfor den anvendte psykologi baserer begrebet supervision sig på nøjagtig samme princip. For at opnå autorisation som psykolog i Danmark skal man have modtaget et stort antal supervisionstimer hos flere andre praktiserende psykologer. Supervisionen består i at supervisoren forholder sig kritisk til supervisandens konkrete klientarbejde. Det er en selvfølgelighed at der er ”blinde pletter” hos supervisanden, alt andet ville være overnaturligt, hvorfor det oversete aldrig (hos den professionelle supervisor) påpeges med sarkasme, men med velvillighed – for hér er der noget at få forstand af. I det gode og lærerige supervisionsforløb er der derfor en meget høj grad af tillid til stede, tillid til at det som kommer på banen ikke giver anledning til selvfremførende bedrevidenhed hos supervisoren, men derimod alene bruges som råstof til større erkendelse.

Det er mit gæt at mange mennesker i almindelighed går glip af mange muligheder for at opnå større indsigt og erkendelse, fordi de er flasket op med, at hvis de viser det mindste tegn på at der er noget, de ikke véd eller har overset, så er det ensbetydende med at de er dumme og fortjener at blive gjort til grin. Så er det trods alt mere sikkert og komfortabelt at holde sin mund og undlade at invitere andre indenfor til lidt husmandssupervision.

Hvis mit gæt er rigtigt, skal vi så ikke se at få lavet om på den tendens?