Tag Archives: lars nørgaard

  • 0

Selektiv opmærksomhed og sølvfarvede stationcars

Category:Blog Tags : 

Du har lige købt ny bil, nærmere bestemt en sølvfarvet stationcar. Lige fra den første dag, du kørte i den, har du lagt mærke til at der kører påfaldende mange sølvfarvede stationcars rundt på de danske veje. Er der tale om en sammensværgelse, ligger der en skjult meddelelse i dette trafikale sammentræf, eller er det blot et gement tilfælde at du lige netop har købt et særligt populært køretøj? Udover at den sidste forklaring sikkert ikke er helt forkert, kan den høje frekvens af sølvfarvede stationcars slet og ret føres tilbage til et velkendt psykologisk fænomen, nemlig selektiv opmærksomhed. Selektiv opmærksomhed har vi på ting, personer, begreber, som på en eller anden måde har betydning for os. Fx kan man stå midt i et større selskab, en reception eller lignende, hvor der sædvanligvis er et vist støjniveau, måske endda være optaget af en samtale og alligevel opfatter man at nogen i den anden ende af lokalet nævner ens navn. Fordi vores navn har følelsesmæssig betydning for os er vi selektivt opmærksomme på det. Når man lige har købt ny bil er man selektivt opmærksom på netop denne model, fordi det er en betydningsfuld begivenhed at investere beløb af en vis størrelse – for mange endog ganske angstprovokerende, og måske derfor skærpes den selektive opmærksomhed. Omverdenen scannnes måske ligefrem for tilsvarende modeller for på denne måde at støtte tiltroen til at have gjort et godt, dvs. populært køb. Omvendt vil de færreste have selektiv opmærksomhed på fx letmælk og forbløffelsen over, at flere andre i supermarkedskøen har gjort tilsvarende indkøb er nok forsvindende lille – simpelt hen fordi indkøbet ikke er følelsesmæssigt ladet.

Princippet i den selektive opmærksomhed er også interessant i terapeutisk sammenhæng. Hvis man som person fx har en svaghed, dvs. et eller andet som man ikke synes man er særlig god til og som man brændende ønsker sig at man var god til, så er man typisk selektivt opmærksom på netop dette. Et eksempel kunne være manden som lider af angst for højder. Han er i det store og hele aldeles velfungerende og lever et almindeligt liv, men højder er et gennemgående tema i hans liv – han synes faktisk i perioder at alting handler om højder. Hans selvtillid påvirkes negativt af hans højdeskræk fordi han synes det er for dårligt at han lider af højdeskræk, og fordi han selv er så selektivt opmærksom på dette tema, tror han at alle andre er lige så opmærksomme på det. Det er alle andre imidlertid næppe. De fleste vil formentlig tænke nåja, hvad pokker – han har højdeskræk, men det er da intet i sammenligning med mit fobiske forhold til lukkede rum. Eller hvad man nu er selektivt opmærksom på.

Til dem, som er selektivt opmærksomme på sølvfarvede stationcars: Pudsigt at jeg lige skulle nævne sådan én, ikke sandt?


  • 0

Supervision

Category:Blog Tags : 

Man kan ikke se skoven for bare træer, har de fleste sikkert hørt en munter onkel sige på et eller andet tidspunkt. Ofte bliver det sagt med en sarkasme til én som har problemer med at finde et eller andet, som for omkringstående synes at ligge lige for. I selve talemåden ligger der en koncentreret sandhed, som der er skrevet tykke bøger om indenfor psykologien, nemlig at det undertiden kan være svært at se helheden, hvis man fokuserer for meget på dens bestanddele, hvilket ofte sker, når man er for tæt på. En klassiker er den nærsynede person som leder i skuffer og skabe efter sine briller – som viser sig at sidde, hvor de skal; på næseryggen. Fænomenet optræder i forskellige forklædninger overalt, hvor vi færdes og gælder for alle mennesker. Måske ikke lige det med brillerne, som også kan bero på en vis distræthed, men de fleste anerkender, at det fx er meget vanskeligt at læse korrektur på sit eget materiale – fordi man er for tæt på. Når man læser noget, man selv har skrevet, vil man nemlig i vid udstrækning læse dét, man mener at have skrevet, og ikke dét der reelt står – hvorved korrekturaspektet jo går tabt. For professionelle skribenter er det børnelærdom at korrektur skal læses af en udenforstående, som pr definition vil have et frisk og fordomsfrit blik på materialet. Indenfor den anvendte psykologi baserer begrebet supervision sig på nøjagtig samme princip. For at opnå autorisation som psykolog i Danmark skal man have modtaget et stort antal supervisionstimer hos flere andre praktiserende psykologer. Supervisionen består i at supervisoren forholder sig kritisk til supervisandens konkrete klientarbejde. Det er en selvfølgelighed at der er ”blinde pletter” hos supervisanden, alt andet ville være overnaturligt, hvorfor det oversete aldrig (hos den professionelle supervisor) påpeges med sarkasme, men med velvillighed – for hér er der noget at få forstand af. I det gode og lærerige supervisionsforløb er der derfor en meget høj grad af tillid til stede, tillid til at det som kommer på banen ikke giver anledning til selvfremførende bedrevidenhed hos supervisoren, men derimod alene bruges som råstof til større erkendelse.

Det er mit gæt at mange mennesker i almindelighed går glip af mange muligheder for at opnå større indsigt og erkendelse, fordi de er flasket op med, at hvis de viser det mindste tegn på at der er noget, de ikke véd eller har overset, så er det ensbetydende med at de er dumme og fortjener at blive gjort til grin. Så er det trods alt mere sikkert og komfortabelt at holde sin mund og undlade at invitere andre indenfor til lidt husmandssupervision.

Hvis mit gæt er rigtigt, skal vi så ikke se at få lavet om på den tendens?