Tag Archives: psykolog

  • 4
Styrer vi som samfund med hovedet under armen mod at bekræfte den dystre prognose, at stress bliver den største trussel mod folkesundheden?

Hvordan skal vi forstå og arbejde med stress?

Category:Blog,Stressbehandling Tags : 

Hvordan skal vi forstå og arbejde med stress?

Vi danskere styrer tilsyneladende med hovedet under armen mod at bekræfte en dyster prognose, som blev fremsat for flere år siden: I 2020 vil stress være den største trussel mod folkesundheden. Vi bliver ramt både fysisk og psykisk, og senest har vi sågar fundet ud af at selveste hjernen kan tage skade af stress. Paradoksalt nok er vi ikke helt sikre på, hvad stress overhovedet er. Vi ved ikke præcis, hvordan fjenden ser ud, vi ved bare at vi er under angreb. Og at angrebet kræver flere og flere ofre. Det har store omkostninger, både for samfundet og det enkelte menneske.

I pressen kan vi dagligt læse og høre om nye undersøgelser på området. Bagefter kan vi så på de sociale medier følge med i en til tider ganske ophedet debat om emnet. Debatten bliver ofte polariseret med synspunkter i enten den ene eller den anden ende af et meget bredt spekter.

I den ene ende af spektret bakkes forskningsresultaterne op af hårrejsende beretninger om stressramte mennesker. Her tages der udgangspunkt i det strukturelle: Der er noget galt med den måde, vi har indrettet samfundet, virksomhederne, arbejdslivet, familielivet på. Så mange mennesker kan ikke tage fejl – når de bliver syge, er det ikke fordi befolkningen som sådan er blevet svagere, men derimod fordi de rammer, de lever i, ikke er sundhedsfremmende. Ligningen kan simpelt hen ikke gå op.

I den anden ende af spektret stiller man sig tvivlende overfor, om stress overhovedet er en reel problemstilling. Debattører fra denne fløj betragter overvejende stressproblematikken ud fra en individorienteret præmis: Det er det enkelte individ, der dybest set må tage sig sammen og lære at håndtere det liv, som andre angiveligt lykkes med at mestre.

Der er skrevet utallige artikler, bøger, afhandlinger, klummer osv. om emnet. Mange af dem af meget høj standard. Mit bidrag tager afsæt i arbejdet som psykolog, hvor jeg i vid udstrækning beskæftiger mig med netop at hjælpe stressede mennesker med at håndtere deres situation mest hensigtsmæssigt.

Spørgsmålene står i kø

Som sagt er det ikke bare sådan ligetil at definere, hvad stress egentlig er. Mærkeligt nok, for vi er jo alle sammen gode til at bruge ordet flittigt; Vi kender vel alle mindst én som er ”gået ned med stress”, og når vi kommer trætte hjem fra arbejde med afhentede børn under den ene arm, og indkøbsposer under den anden, så er vi typisk heller ikke blege for at kalde os selv stressede.

Og det giver jo umiddelbart fin mening i sammenhængen. Men der er en klar tendens til at vi bruger ordet stress i flæng til at beskrive både årsag og virkning; ”Han er sygemeldt på grund af stress”…hvad betyder det? Peger sætningen på belastningsfaktorer, som fx for mange arbejdsopgaver, dårlig ledelse, eller usundt psykisk arbejdsmiljø – altså årsager? Eller peger den på reaktion, symptom og tilstand, som fx hjertebanken, koncentrationsbesvær, grådlabilitet – altså virkning?

Som det fremgår, er begrebet alene ud fra en sproglig betragtning en svær størrelse. Og selv de, som til daglig beskæftiger sig professionelt med stress, er ikke altid helt enige om, hvordan man bør formulere sig på området. Og i klinisk forstand er der heller ikke nødvendigvis enighed om afgrænsningen af begrebet i forhold til andre syndromer. Er stress eksempelvis en forløber til depression? Eller er stress i virkeligheden en maskeret depression? Eller er det en i forvejen tilstedeværende mild depression, som i et uheldigt miks med andre belastende faktorer, udmønter sig i at man ”går ned med stress”? Spørgsmålene står i kø.

Når nu det volder problemer selv på forskningsniveau at blive enige om en definition af begrebet, så kan det ikke undre, at der ude i det pulveriserende samfund opstår tvivl og uenighed om, hvad stress dybest set er.

Det betyder imidlertid ikke, at vi skal resignere overfor en betydningsafgrænsning, men tvært imod, at vi skal intensivere vores indbyrdes forhandling om, hvad det er, vi har med at gøre.

Vi må være omhyggelige med at skelne

Lad os først og fremmest skelne mellem årsag og virkning: Vi kan kalde de faktorer, som forårsager en reaktion hos individet for stressorer. I og med, at vi mennesker er forskellige, er det også forskelligt, hvilke stressorer, der påvirker os mest. De klassiske, som næsten alle sunde mennesker vil reagere på i en eller anden udstrækning, er:

  • Lav grad af eller mangel på autonomi (dvs oplevelsen af at have indflydelse på egen situation)
  • Dårligt psykisk miljø (på arbejde eller i privatsfæren)
  • Misforhold mellem egne ressourcer og omverdenens krav/forventninger

Når en person reagerer med fysisk og mentalt ubehag – de klassiske symptomer er hjertebanken, søvnbesvær, trykken for brystet, svimmelhed, hovedpine, hukommelses- og koncentrationsbesvær, angst – er der tale om en virkning, som vi samlet kan kalde en belastningsreaktion. Vi kan såmænd også godt tillade os at sige, at personen er stresset, i og med den oprindelige betydning af ordet stress: At stringere/stramme. Det giver god mening i sammenhængen; Personen føler, at det hele strammer til om ham.

Det væsentlige er, at vi holder os distinktionen mellem årsag og virkning for øje. Det gør jeg i mit arbejde med klienter, der henvender sig med en stressproblematik, en hel del ud af. Faktisk er det en ikke uvæsentlig del af selve restitutionsprocessen at skabe overblik over, hvad der årsag, og hvad der er virkning. Nogle gange er det enkelt og ligetil, andre gange er faktorerne umiddelbart skjulte, eller fortoner sig i et spind af komplicerede vekselvirkninger. Psykologens opgave er at kunne overskue og gennemskue.

Vi skal også huske at skelne mellem sund og usund stress (i betydningen personens tilstand som følge af stressorer). Det er ganske ufarligt, formentlig endda sundt, at føle sig kortvarigt stresset., fx når man skal til eksamen eller på anden måde præstere. Her bliver vi kortvarigt presset ud af den velkendte komfortzone, hvilket (ofte) bevirker, at vi udvikler og forbedrer vores kompetencenivau. Når eksamenen er overstået vender vi tilbage til komfortzonen – nu forhåbentlig en styrkende og brugbar erfaring rigere. Den langvarige stresspåvirkning derimod, fx i forbindelse med alt for mange opgaver til alt for få ressourcer i alt for lang tid, tvinger os til at opretholde et alarmberedskab, som både fysisk og mentalt svækker os – og får os til at ”gå ned med stress”.

De velkendte stressorer

For den enkelte stressramte person gælder det om at finde ud af præcis hvilke faktorer, der virker som stressorer for netop ham. En række af de mest velkendte stressorer er:

Autonomi

Som nævnt er mangel på eller lav grad af autonomi en klassiker. Det er for langt de fleste mennesker yderst stressende at have lav eller ingen indflydelse på egen situation. Jens, den menige soldat, har pr definition lav autonomi i sit arbejde, og derfor er det sandsynligt, at denne faktor spiller en rolle for ham. Men vi skal huske, at det ikke er en naturlov, at Jens finder manglende autonomi stressende. Måske trives han i virkeligheden bedst med at andre bestemmer, hvad han skal lave, og hvornår. I et behandlingsforløb hos en psykolog, vil denne sammen med Jens undersøge om lav autonomi passer godt eller skidt til hans personlighed.

Mening

Det næste, vi kan undersøge, er om den stressramte oplever, at hans arbejde giver mening. Almindeligvis har vi mennesker et betydeligt behov for at føle, at det vi beskæftiger os med, er meningsfuldt. Hvis føromtalte Jens hver dag bliver bedt om at grave et hul, for derefter at dække det til igen, vil han formentlig ikke have en oplevelse af at bruge sig selv og sine kompetencer meningsfuldt. Hvis han derimod bliver sat til at grave et hul, som en kollega kan gemme sig i, og derved overleve et raketangreb, så er der tydelig sammenhæng og formål med hans anstrengelser.

I disse år oplever mange på arbejdsmarkedet eksempelvis, at de skal registrere deres daglige aktiviteter. Men da ingen eller kun meget få rent faktisk bruger disse registreringer til noget, opleves det som meningsløst – og bliver ofte til en stressor for den enkelte.

Forudsigelighed

Når Jens bliver vækket klokken tre om natten og får ordre om, at han skal i kamp om ti minutter, udfordres forudsigeligheden i hans arbejde. Dette er ikke overraskende en markant stressor for de fleste. I det almindelige pulveriserende erhvervsliv tvinger et konkurrencepræget marked virksomhederne til at ændre kurs ofte. Derfor efterspørger virksomhederne i vid udstrækning såkaldt ”omstillingsparate” medarbejdere. Det giver jo overordnet set god mening, men tilsyneladende er virksomhederne generelt ikke gode nok til at tage højde for, at mennesket som sådan har behov for en vis grad af forudsigelighed (ikke hundrede procent forudsigelighed – så opstår der et andet problem, nemlig kedsomhed og siden apati). Der er altså groft sagt en indbygget modsætning mellem virksomhedens behov og de ansattes behov. En ligning, der ikke går op af sig selv. Men som dog tilnærmelsesvist kan løses, hvis virksomhedens ledere gør sig umage med at informere. I. God. Tid.

Når en militær enhed i oplæringsperioden udsætter den menige soldat for en lang række uforudsigeligheder, sker dette blandt andet ud fra en antagelse om, at det ruster og hærder ham til at kunne håndtere denne type pres, når det bliver virkelighed ude i felten. Og det giver jo mening. Men giver det også mening i en civil organisation, at man undlader at informere grundigt og tydeligt i forbindelse med forandringer? Næppe. I hvert fald ikke, hvis organisationen ønsker produktive medarbejdere, som bruger deres energi på at løse opgaver i stedet for at bruge den på at bekæmpe frygten for det ukendte. Hvis vi ved, hvor vi skal hen og hvorfor, så kan vi forberede os mentalt. Det gælder ikke kun ved fyringsrunder, men ved alle betydningsfulde organisationsændringer.

Støtte

Hvis Jens har været i væbnet kamp, giver det sig selv, at dette er en markant stressor. Hvis han samtidig oplever, at hans kolleger ikke arbejder som et hold, men som individualister i kampsituationen, så multipliceres stressfaktoren. Hvis han så oven i købet bagefter oplever, at hans overordnede ikke forstår, at der er et kollegialt problem i delingen, så står Jens tilbage med en betydelig mangel på støtte, som med stor sandsynlighed resulterer i en usund stressbelastning. Vi mennesker er som art i udgangspunktet stærke og robuste, ikke mindst i kraft af vores medfødte unikke tilpasningsevne. Men vi er også grundlæggende sociale væsener, som har et basalt behov for at føle os som en en del af en større organisme – af en gruppe. Når dette er tilfældet, kan vi erobre verden, selv under uhyrlige forhold. Men når vi ikke kan mærke den kollektive opbakning, løber vi ret hurtigt tør for kampmoral.

Mange mennesker i moderne danske virksomheder beskriver en daglig virkelighed, som kendetegnes ved høj grad af individualisme. Man hytter sit eget skind, og der er ikke tid og rum til at hjælpe og støtte hinanden. Ledelser kommer bevidst eller ubevidst til at hylde individualismen, når der laves belønningssystemer som entydigt fokuserer på individuelle måltal.

At spørge: Hvad er god ledelse? svarer lidt til at spørge: Hvor lang er en snor? Der findes ikke noget universelt rigtigt svar. Men som leder må man aldrig glemme kollektivet, hvis man ønsker holdbare organisationer.

Belønning

Mennesket er et socialt væsen. Vi har et meget stærkt behov for at mærke at vi hører til i en gruppe. En af måderne, man kan opnå denne følelse af tilhørsforhold, er ved at blive belønnet af en eller flere fra gruppen. Ledelsen i en organisation har almindeligvis systematiseret et belønningssystem, som dybest set kommunikerer et basalt budskab til medarbejderen: Du er en del af gruppen. Vi i gruppen ser dig og anerkender dig som et fuldgyldigt medlem af gruppen. Det kan ledelsen gøre på forskellige måder: Økonomisk (lønstigning, bonusser), verbal/nonverbal påskønnelse (rosende ord, klap på skuldere), og hierarkisk (forfremmelse).

Når virksomheder gør sig umage med at anerkende medarbejderne, dækker man som sagt et fundamentalt menneskeligt behov, hvilket igen forstærker loyalitetsfølelsen hos den enkelte. Mennesker, eksempelvis vores ven, Jens, med en stærk loyalitetsfølelse vil bogstaveligt talt gå i døden for gruppen. Derfor kan det undre, at mange virksomheder forsømmer at bruge belønning hensigtsmæssigt. Mange steder oplever medarbejdere belønningssystemerne som enten uigennemsigtige, inkosekvente eller decideret uretfærdige. Resultatet er at belønningssytemet genererer ubehag og mistrivsel i stedet for loyalitet og motivation.

Krav

Den sidste potentielle stressor er omfanget af og indeholdet i de krav, der stilles til medarbejderen. Vi kan skelne mellem kvantitative krav og kvalitative krav. Kvantitative krav handler om, hvor meget vi skal nå indenfor en bestemt tidsramme.

Hvis de kvantitative krav er for høje i forhold til medarbejderens kapacitet, udgør dette en markant stressor. De kvalitative krav kan både være af kognitiv karakter (tænkning, koncentration, hukommelse), og af emotionel karakter. Navnlig videnarbejdere er udsatte i forhold til høje kognitive krav. Balance er her et nøgleord: Videnarbejdere stimuleres almindeligvis af høje kognitive krav, og bliver omvendt apatiske, hvis kravene er for lave. Det gælder for den enkelte om at finde den balance, hvor han føler sig passende udfordret, uden at det kammer over.

Mennesker, der arbejder med mennesker, er typisk udsatte i forhold til for høje emotionelle krav. Det kan være sygeplejersken, som dagligt skal forholde sig til andres lidelser, eller det kan være politibetjenten, der dagligt færdes i et miljø, hvor vold og trusler om vold er til stede. I faggrupper som disse er der sjældent mulighed for at regulere på belastningsgraden; Mængden af sygdom, vold og trusler kan man jo ikke sådan “bestemme”, hvor meget der skal være af. Men ledelsen i en sådan organisation kan bidrage positivt ved at være opmærksom på at den enkelte medarbejder ikke eksponeres for for megen emotionel belastning.

Forebyggelse og behandling

Når nu stressproblematikken fylder så meget i det moderne vestlige samfund, og koster så meget både menneskeligt og økonomisk, er det i alles interesse at vide, hvad der kan gøres ved det. Overordnet kan vi angribe problemet fra to vinkler: Forebyggelse og behandling.

Forebyggelse

Virksomhederne spiller en afgørende rolle på forebyggelsesplanet. Hvis alle virksomheder i tilrettelæggelsen af arbejdet for deres medarbejdere reelt tog udgangspunkt i de seks mulige stressorer, og tilpassede arbejdsbyrden til den enkelte medarbejders kapacitet, ville vi have reduceret mængden af arbejdsrelateret stress til et minimum. Det er imidlertid helt urealistisk, at dette kommer til at ske i tilstrækkeligt omfang. Set fra virksomhedernes side, er disse underlagt pres fra forskellige sider (markedsøkonomisk, politisk), som gør, at der ikke er tid til at tage disse hensyn. Det næstbedste, virksomhederne så kan gøre, er vel at tilstræbe at få enderne til at mødes.

Behandling

En væsentlig del af behandlingen hos psykologen, når først man er ”gået ned med stress”, er at identificere mulige copingstrategier.

Alle mennesker anvender bevidst eller ubevidst copingstrategier hver eneste dag. Når vi eksempelvis står i køen i supermarkedet, kan vi cope med den lille stressor dét er, ved fx at tjekke mail på vores mobiltelefon – en slags flugt fra situationen-coping. Der findes også dem, som i en kø-situation coper ved højlydt at forlange at få åbnet en kasse mere – en slags konfronterende coping.

Vi kan med fordel gøre os bevidst, hvilke copingstrategier, vi allerede er fortrolige med, og hvilke der ligger uden for vores almindelige repertoire. Ved at danne os et sådant overblik kan vi begynde at lægge planer for, hvilke copingstrategier, der kan bruges i forhold til vores aktuelle stressproblematik. Nogle copingstrategier er mere potente end andre, det vil sige, at de har større indvirkning på den situation, man ønsker at ændre. Når jeg fx coper med kø-situationen ved at forskyde min opmærksomhed, ændrer jeg intet ved situationen. Til gengæld belemrer jeg heller ikke mine medmennesker med en mere eller mindre utålelig råben op og hersen rundt med mine medmennesker. Damen bagved mig, som forlanger en kasse åbnet, anvender en copingstrategi, som har større potentiale til at ændre situationen.

Der er fordele og ulemper ved begge copingstrategier. Som der er ved alle strategier. I et stressbehandlingsforløb hos en psykolog vil der typisk være fokus på at identificere så mange forskellige copingstrategier som muligt. Herefter vil der være en sorteringsproces, idet ikke alle strategier vil være lige hensigtsmæssige. Nogle vil ligge for langt fra personens normal-adfærd, andre vil have for lille potentiale til forandring.

At finde den helt rigtige strategi er ikke altid let – det er som sagt hér psykologen kommer ind i billedet. Han kan hjælpe med at overskue og gennemskue.


  • 0

Kognitiv Psykologi

Category:Blog Tags : 

Om jeg arbejder med kognitiv psykologi?

Flere og flere efterspørger kognitiv psykologi. Og med god grund, synes jeg. Kognitiv psykologi tager udgangspunkt i menneskets tankeprocesser og dets unikke evne til at erkende. Og ikke mindst erkende at det tænker. Hvilken psykolog med respekt for sig selv og sit fag vil frasige sig at arbejde med klientens tanke- og erkendelsesprocesser?

Selv ikke en hardcore freudianer, som fokuserer hårdnakket på barndommens pottetræning og ødipale konflikter – for nu at sige det  lidt populært – kan vel sige sig fri for, at også denne metode  indebærer at arbejde med tanke- og erkendelsesprocesser.

Jeg er tilhænger af at håndplukke det bedste fra de mange forskellige psykologiske teorier og sætte det sammen til noget meningsfuldt for den enkelte. Lad os hellere tage udgangspunkt i den enkelte problemstilling, det enkelte menneske og dets særlige personlighedsstruktur, adfærdsmønstre og mentalitet. Frem for at prøve at få alting til at passe ind i én forståelsesramme. Har man netop overlevet en voldsom hændelse, er det formentlig ikke først og fremmest fokus på barndommens traumer, der er behov for, men snarere viden om, hvordan et kriseforløb almindeligvis former sig – og hvad man kan gøre for at komme så helskindet igennem det.

Omvendt kan der sagtens gemme sig yderst brugbar viden om én selv i ubevidst fortrængte konflikter fra eksempelvis barndommen – viden som man måske med fordel kan bevidstgøre for eksempelvis at blive en bedre leder!

Den kognitivt psykologiske indfaldsvinkel ligger lige til højrebenet for mig i rigtig mange tilfælde, idet jeg som udgangspunkt altid interesserer mig for, hvad du tænker, og hvordan du tænker. Ligesom jeg interesserer mig for din adfærd: Hvad gør du –  og hvordan gør du det.

Ja, jeg arbejder ud fra en kognitiv psykologisk indfaldsvinkel, når det skønnes relevant og når min klient forventes at få mest ud af netop dét.


  • 4

Kunsten at bande på svensk

Category:Blog Tags : 

Skitstövel! Et svensk skældsord, som jeg, lige siden jeg første gang hørte nogen bande på denne måde, har været fascineret af. Det er mange år siden, jeg første gang stødte på det, vistnok i en film, og på trods af at jeg ved flere lejligheder har fået forklaret ordets etymologiske oprindelse og egentlige betydning, kan jeg ikke huske indholdet – og jeg er heller ikke sikker på at have stavet det korrekt? Men der er saft og kraft i det og udtales det med skånsk eftertrykkelighed i hver stavelse, synes jeg det lyder sjovt. Ja, faktisk tror jeg ikke at jeg ville kunne andet end at trække på smilebåndet, hvis en svensker en dag kaldte mig en skitstövel. Den eneste association glosen fremprovokerer hos mig er en langskaftet gummistøvle med mudder på, og det er ikke nok til at fornærme mig. Men for ikke så længe siden drøftede jeg så ordet med en indfødt svensker for første gang. Han kunne oplyse, at skældsordet bestemt hører til i kategorien uartige gloser i dets hjemland og at han kun sjældent – hvis overhovedet – har taget ordet i sin mund. Han advarede mig derfor ved samme lejlighed betænksomt mod at betjene mig alt for villigt af dette skældsord, når jeg færdes i Sverige, da svensken uden tvivl ville reagere med andet og mere end at smile. Så skitstövel gemmer jeg til en dag, hvor det virkelig er påkrævet.

Den interessante, om end beskedne, psykologiske pointe er, at man har et langt dybere og mere følelsesbetonet forhold til sit modersmål end til andre sprog. Da jeg arbejdede som psykolog i Kriminalforsorgen og havde min daglige gang blandt danske og udenlandske indsatte i de danske fængsler var det en udbredt (men ikke statistisk dokumenteret) observation, at udlændinge generelt gjorde brug af nogle danske ord, sætninger og vendinger, som var ekstra brutale – som gik et skridt videre end den jargon, som fandtes blandt indsatte af dansk herkomst. Forklaringen er formentlig som ovenfor, at de udenlandske indsatte ikke har det samme følelsesmæssige forhold til det danske sprog som den indfødte dansker har. Og som eksemplet med ordet skitstövel viser gælder mekanismen også den anden vej rundt.

Der er i øvrigt dem som hævder, at netop fordi man, når man betjener sig af et fremmedsprog, ikke er ”tynget” af den iboende følelsesmæssige kode i dette sprog, så vil det per definition også være langt lettere at lyve på ”udenlandsk” end på sit modersmål, og følgelig vil sandsynligheden for at omverdenen tager løgnen for gode varer være større. Man skal som bekendt ikke lyve, men står man en dag og er pinedød afhængig af en lille hvid løgn, så var det måske værd at overveje at slå over i svensk!


  • 0

Pessimisme er et udmærket alternativ til optimisme

Category:Blog Tags : 

Er optimisme pr. definition altid at foretrække frem for pessimisme? Spørgsmålet udspringer af mange samtaler med mennesker, som har svært dårlig samvittighed over at de ind i mellem betjener sig af en pessimistisk tankegang, typisk før de skal yde en præstation, eksempelvis i forbindelse med en eksamen. De siger til sig selv og deres omverden: Det går nok ikke så godt for mig til eksamen. Den dårlige samvittighed opstår, fordi vi – af amerikanerne – har lært at det altid gælder om at tro på sig selv og at man skal give udtryk for denne tro, fordi det forbedrer chancerne for at vinde. Det er utvivlsomt også rigtigt i mange, mange sammenhænge, men pessimistens model er nu heller ikke altid så ringe endda. For når han siger, at han ikke regner med at vinde, så har han faktisk skabt en situation, hvor han ikke kan undgå at vinde; hvis det går skidt til eksamen, har han vundet, fordi han så havde ret i sin antagelse om udfaldet (og skuffelsen er muligvis mindre), går det godt har han også vundet – og kan oven i købet høste ekstra point for sin beskedenhed! Men mange af os har annekteret den amerikanske model så meget, at når vi hører nogen udtrykke pessimisme, så stritter det hele på os og vi må reflektorisk og pr. omgående i gang med at bekæmpe blasfemien. Hvad man imidlertid glemmer i kampens hede er, at for mange (danskere) stiger angstniveauet hurtigt til “det røde felt” i takt med at forventningerne skrues op – hvilket reelt virker ødelæggende for præstationspotentialet.

En tankegang som matcher amerikanernes nationalkarakter gør sig ikke automatisk lige så godt hos danskerne, og det har ikke nødvendigvis noget at gøre med den stærkt omtalte “Jantelov”. Meget tyder på at danskerne i høj grad reagerer posivtivt på at angstniveauet dæmpes. Et klassisk eksempel er fodboldlandsholdet som i 1992 vandt europamesterskabet. De havde al mulig god grund til før slutrunden at proklamere “vi vinder nok ikke”. Angstniveauet var historisk lavt, hvilket resulterede i at holdet spillede frit og utvungent – og vandt.

Optimisme er en meget værdifuld egenskab, og nogle mennesker kan opnå forbløffende resultater ved at dyrke den, fx før præstationer. Ikke et ondt ord om dén i sig selv. Men under alle omstændigheder er den dårlige samvittighed, som andre mennesker har over at befinde sig godt med at “sidde i baghånd” og udtrykke lidt pessimisme, helt uanvendelig. Lad den dårlige samvittighed ligge og vær i stedet glad for at have en metode til rådighed, som effektivt sænker angstniveauet i forbindelse med præstationer.


  • 0

Klienten skal mødes dér, hvor klienten er

Category:Blog Tags : 

En kollega fortæller om en klient, han har haft i regelmæssig konsultation gennem knap to år. Klienten føler sig hæmmet i sin livsudfoldelse, fordi han både privat og professionelt har store problemer med at danne holdbare relationer til andre mennesker. Psykologen dannede sig fra begyndelsen et tydeligt billede af de vigtigste elementer i klientens samlede problemstilling og besluttede at delagtiggøre klienten i de pointer, han havde fundet frem til – med det formål at hjælpe klienten til at bemestre sine problemer. Efterhånden er det blevet til en hel del konsultationer og stort set hver eneste gang har psykologen henledt klientens opmærksomhed på de sociale dynamikker og psykologiske processer, som med stor faglig tyngde kan forklare, hvorfor klienten ofte oplever at han falder igennem i samspil med andre. Hver gang har klienten høfligt ladet psykologen tale ud, men har samtidig set ud som om psykologen sad og talte mere eller mindre sort. Psykologen har så forsøgt at samtale om samtalen med klienten for den måde at finde frem til en fælles forståelse af problemet, med lige så ringe held, hvorefter han har ladet det ligge i lang tid. Pludselig en dag møder klienten glædesstrålende op til en konsultation og kan dårligt vente med at indvie psykologen i, hvad han netop har fundet ud af om sig selv og sit problem – hans nyvundne indsigt svarer stort set ordret til dét, psykologen tidligere så vedholdende forsøgte at anskueliggøre.

Selvfølgelig lå det psykologen snublende nært at udbryde ”det er jo dét jeg har prøvet at sige utallige gange!”, men med behørig professionel distance modstod han fristelsen og fokuserede i stedet på det glædelige i at klienten havde flyttet sig på det personlige plan, hvilket jo var selve kernemissionen i samtaleforløbet. Det vigtige er med andre ord at indsigten og forståelsen var tilvejebragt, mens hvordan og af hvem er af sekundær betydning. Som psykolog kan man imidlertid næsten ikke lade være med at interessere sig for selve den terapeutiske pointe, som eksemplet illustrerer, nemlig at enhver behandlingssituation nødvendigvis må tage udgangspunkt i klientens ståsted og ikke behandlerens. Hvad der forekommer den ene oplagt og selvfølgeligt kan lyde som en by i Rusland for den anden, indtil denne anden har adgang til samme bevidsthedsmæssige forudsætninger for forståelse – hvilket der muligvis nås frem til via samtale. Som psykolog har man lov til at fortælle klienten, hvordan man forstår hans problem og pege på konkrete løsningsforslag, mange beder selv om dette, men de virkelige landvindinger sker oftest, når klienten via selvrefleksion i og uden for den professionelle samtale selv skaber erkendelse. Det er derfor man kan spørge en psykolog om hvad klokken er og få svaret: Hvad synes du selv?


  • 0

“Omvendt psykologi” (paradoksal intervention)

Category:Blog Tags : 

En indbygger i Athen siger: Alle indbyggere i Athen lyver. Et klassisk paradoks: Hvis manden taler sandt, lyver han – lyver han, taler han sandt – hvilket jo ikke kan lade sig gøre, hvis han lyver…et udsagn, som udgør et umuligt paradoks. Der findes masser af paradokser i litteraturen og sågar i videnskaben. Et kendt videnskabeligt paradoks er det såkaldte “Bedstefaderparadoks”, som udspringer af forestillingen om at kunne rejse tilbage i tiden og som stærkt forenklet illustreres i filmtrilogien “Back To The Future” med Michael J. Fox i hovedrollen. Den paradoksale pointe er at man ved at rejse tilbage i tiden ville få mulighed for at slå sin bedstefader ihjel, hvilket logisk set ville indebære at man aldrig selv var blevet født, hvorved man ikke ville kunne have gennemført tidsrejsen, hvorved… Paradokser er en slags dead-ends i den menneskelige logiske tænkning og det er i sig selv underholdende at lade tankerne tage en rutsjetur i de sløjfer som paradokserne danner. I den anvendte psykologi har man imidlertid for længe siden indset at paradokstænkningen udover at have underholdningsværdi også kan have terapeutisk værdi. Undertiden kan man som psykolog derfor (med stor varsomhed) foretage en “paradoksal intervention” som terapeutisk løsningsstrategi overfor et givent psykologisk problem hos en klient.

Eksempel: En klient oplever at han i alt for høj grad lader sit temperament løbe af med sig. Han er på ingen måde voldelig eller decideret ubehagelig overfor sine omgivelser, men han irriteres alt for let og synes ikke rigtig han har kontrol over sin irritabilitet. Både han selv og hans omgivelser er trætte af dette mønster. Den paradoksale intervention i forhold til dette problem er punkt ét at bede manden om i en afgrænset periode at føre protokol over dette adfærdsmønster – hvornår, hvad, hvorfor, hvem – forårsager irritationen? Punkt to opfordres manden til i samme afgrænsede periode at skrue lidt op for irritationen. Du hørte rigtigt, giv den lige en ekstra skalle, når du mærker irritationen! Han er stærkt overrasket, men følger anbefalingen. Ved næste samtale oplyser manden at han har oplevet noget meget mystisk siden sidst: Han har været påfaldende lidt irriteret, som om han ikke rigtig kunne få gang i vreden, når han bevidst satte sig for at skrue op for den…I øvrigt var det ret forstyrrende for vreden at skulle føres til protokols hele tiden. Det paradoksale er selvfølgelig at manden kom med en forventning om at nogen ville fjerne vreden fra ham, i stedet fik han besked på at beholde den og endda opdyrke den. Der er skrevet tykke bøger om de komplekse psykologiske mekanismer, som træder i kraft ved paradoksal intervention, men basalt handler det om at manden i sit “eksperiment” kun kan få succes: Hvis han bliver ekstra irriteret har han levet op til opfordringen (og har dermed bevist at han har viljesmæssig kontrol over sin vrede og med øvelse kan han derfor også skrue ned for den), hvis han oplever et fald i irritationen, har han opnået, hvad indledningsvist ønskede.


  • 0

Selektiv opmærksomhed og sølvfarvede stationcars

Category:Blog Tags : 

Du har lige købt ny bil, nærmere bestemt en sølvfarvet stationcar. Lige fra den første dag, du kørte i den, har du lagt mærke til at der kører påfaldende mange sølvfarvede stationcars rundt på de danske veje. Er der tale om en sammensværgelse, ligger der en skjult meddelelse i dette trafikale sammentræf, eller er det blot et gement tilfælde at du lige netop har købt et særligt populært køretøj? Udover at den sidste forklaring sikkert ikke er helt forkert, kan den høje frekvens af sølvfarvede stationcars slet og ret føres tilbage til et velkendt psykologisk fænomen, nemlig selektiv opmærksomhed. Selektiv opmærksomhed har vi på ting, personer, begreber, som på en eller anden måde har betydning for os. Fx kan man stå midt i et større selskab, en reception eller lignende, hvor der sædvanligvis er et vist støjniveau, måske endda være optaget af en samtale og alligevel opfatter man at nogen i den anden ende af lokalet nævner ens navn. Fordi vores navn har følelsesmæssig betydning for os er vi selektivt opmærksomme på det. Når man lige har købt ny bil er man selektivt opmærksom på netop denne model, fordi det er en betydningsfuld begivenhed at investere beløb af en vis størrelse – for mange endog ganske angstprovokerende, og måske derfor skærpes den selektive opmærksomhed. Omverdenen scannnes måske ligefrem for tilsvarende modeller for på denne måde at støtte tiltroen til at have gjort et godt, dvs. populært køb. Omvendt vil de færreste have selektiv opmærksomhed på fx letmælk og forbløffelsen over, at flere andre i supermarkedskøen har gjort tilsvarende indkøb er nok forsvindende lille – simpelt hen fordi indkøbet ikke er følelsesmæssigt ladet.

Princippet i den selektive opmærksomhed er også interessant i terapeutisk sammenhæng. Hvis man som person fx har en svaghed, dvs. et eller andet som man ikke synes man er særlig god til og som man brændende ønsker sig at man var god til, så er man typisk selektivt opmærksom på netop dette. Et eksempel kunne være manden som lider af angst for højder. Han er i det store og hele aldeles velfungerende og lever et almindeligt liv, men højder er et gennemgående tema i hans liv – han synes faktisk i perioder at alting handler om højder. Hans selvtillid påvirkes negativt af hans højdeskræk fordi han synes det er for dårligt at han lider af højdeskræk, og fordi han selv er så selektivt opmærksom på dette tema, tror han at alle andre er lige så opmærksomme på det. Det er alle andre imidlertid næppe. De fleste vil formentlig tænke nåja, hvad pokker – han har højdeskræk, men det er da intet i sammenligning med mit fobiske forhold til lukkede rum. Eller hvad man nu er selektivt opmærksom på.

Til dem, som er selektivt opmærksomme på sølvfarvede stationcars: Pudsigt at jeg lige skulle nævne sådan én, ikke sandt?


  • 0

Supervision

Category:Blog Tags : 

Man kan ikke se skoven for bare træer, har de fleste sikkert hørt en munter onkel sige på et eller andet tidspunkt. Ofte bliver det sagt med en sarkasme til én som har problemer med at finde et eller andet, som for omkringstående synes at ligge lige for. I selve talemåden ligger der en koncentreret sandhed, som der er skrevet tykke bøger om indenfor psykologien, nemlig at det undertiden kan være svært at se helheden, hvis man fokuserer for meget på dens bestanddele, hvilket ofte sker, når man er for tæt på. En klassiker er den nærsynede person som leder i skuffer og skabe efter sine briller – som viser sig at sidde, hvor de skal; på næseryggen. Fænomenet optræder i forskellige forklædninger overalt, hvor vi færdes og gælder for alle mennesker. Måske ikke lige det med brillerne, som også kan bero på en vis distræthed, men de fleste anerkender, at det fx er meget vanskeligt at læse korrektur på sit eget materiale – fordi man er for tæt på. Når man læser noget, man selv har skrevet, vil man nemlig i vid udstrækning læse dét, man mener at have skrevet, og ikke dét der reelt står – hvorved korrekturaspektet jo går tabt. For professionelle skribenter er det børnelærdom at korrektur skal læses af en udenforstående, som pr definition vil have et frisk og fordomsfrit blik på materialet. Indenfor den anvendte psykologi baserer begrebet supervision sig på nøjagtig samme princip. For at opnå autorisation som psykolog i Danmark skal man have modtaget et stort antal supervisionstimer hos flere andre praktiserende psykologer. Supervisionen består i at supervisoren forholder sig kritisk til supervisandens konkrete klientarbejde. Det er en selvfølgelighed at der er ”blinde pletter” hos supervisanden, alt andet ville være overnaturligt, hvorfor det oversete aldrig (hos den professionelle supervisor) påpeges med sarkasme, men med velvillighed – for hér er der noget at få forstand af. I det gode og lærerige supervisionsforløb er der derfor en meget høj grad af tillid til stede, tillid til at det som kommer på banen ikke giver anledning til selvfremførende bedrevidenhed hos supervisoren, men derimod alene bruges som råstof til større erkendelse.

Det er mit gæt at mange mennesker i almindelighed går glip af mange muligheder for at opnå større indsigt og erkendelse, fordi de er flasket op med, at hvis de viser det mindste tegn på at der er noget, de ikke véd eller har overset, så er det ensbetydende med at de er dumme og fortjener at blive gjort til grin. Så er det trods alt mere sikkert og komfortabelt at holde sin mund og undlade at invitere andre indenfor til lidt husmandssupervision.

Hvis mit gæt er rigtigt, skal vi så ikke se at få lavet om på den tendens?


  • 0

  • 0