Tag Archives: psykologen

  • 4

Kunsten at bande på svensk

Category:Blog Tags : 

Skitstövel! Et svensk skældsord, som jeg, lige siden jeg første gang hørte nogen bande på denne måde, har været fascineret af. Det er mange år siden, jeg første gang stødte på det, vistnok i en film, og på trods af at jeg ved flere lejligheder har fået forklaret ordets etymologiske oprindelse og egentlige betydning, kan jeg ikke huske indholdet – og jeg er heller ikke sikker på at have stavet det korrekt? Men der er saft og kraft i det og udtales det med skånsk eftertrykkelighed i hver stavelse, synes jeg det lyder sjovt. Ja, faktisk tror jeg ikke at jeg ville kunne andet end at trække på smilebåndet, hvis en svensker en dag kaldte mig en skitstövel. Den eneste association glosen fremprovokerer hos mig er en langskaftet gummistøvle med mudder på, og det er ikke nok til at fornærme mig. Men for ikke så længe siden drøftede jeg så ordet med en indfødt svensker for første gang. Han kunne oplyse, at skældsordet bestemt hører til i kategorien uartige gloser i dets hjemland og at han kun sjældent – hvis overhovedet – har taget ordet i sin mund. Han advarede mig derfor ved samme lejlighed betænksomt mod at betjene mig alt for villigt af dette skældsord, når jeg færdes i Sverige, da svensken uden tvivl ville reagere med andet og mere end at smile. Så skitstövel gemmer jeg til en dag, hvor det virkelig er påkrævet.

Den interessante, om end beskedne, psykologiske pointe er, at man har et langt dybere og mere følelsesbetonet forhold til sit modersmål end til andre sprog. Da jeg arbejdede som psykolog i Kriminalforsorgen og havde min daglige gang blandt danske og udenlandske indsatte i de danske fængsler var det en udbredt (men ikke statistisk dokumenteret) observation, at udlændinge generelt gjorde brug af nogle danske ord, sætninger og vendinger, som var ekstra brutale – som gik et skridt videre end den jargon, som fandtes blandt indsatte af dansk herkomst. Forklaringen er formentlig som ovenfor, at de udenlandske indsatte ikke har det samme følelsesmæssige forhold til det danske sprog som den indfødte dansker har. Og som eksemplet med ordet skitstövel viser gælder mekanismen også den anden vej rundt.

Der er i øvrigt dem som hævder, at netop fordi man, når man betjener sig af et fremmedsprog, ikke er ”tynget” af den iboende følelsesmæssige kode i dette sprog, så vil det per definition også være langt lettere at lyve på ”udenlandsk” end på sit modersmål, og følgelig vil sandsynligheden for at omverdenen tager løgnen for gode varer være større. Man skal som bekendt ikke lyve, men står man en dag og er pinedød afhængig af en lille hvid løgn, så var det måske værd at overveje at slå over i svensk!


  • 0

“Omvendt psykologi” (paradoksal intervention)

Category:Blog Tags : 

En indbygger i Athen siger: Alle indbyggere i Athen lyver. Et klassisk paradoks: Hvis manden taler sandt, lyver han – lyver han, taler han sandt – hvilket jo ikke kan lade sig gøre, hvis han lyver…et udsagn, som udgør et umuligt paradoks. Der findes masser af paradokser i litteraturen og sågar i videnskaben. Et kendt videnskabeligt paradoks er det såkaldte “Bedstefaderparadoks”, som udspringer af forestillingen om at kunne rejse tilbage i tiden og som stærkt forenklet illustreres i filmtrilogien “Back To The Future” med Michael J. Fox i hovedrollen. Den paradoksale pointe er at man ved at rejse tilbage i tiden ville få mulighed for at slå sin bedstefader ihjel, hvilket logisk set ville indebære at man aldrig selv var blevet født, hvorved man ikke ville kunne have gennemført tidsrejsen, hvorved… Paradokser er en slags dead-ends i den menneskelige logiske tænkning og det er i sig selv underholdende at lade tankerne tage en rutsjetur i de sløjfer som paradokserne danner. I den anvendte psykologi har man imidlertid for længe siden indset at paradokstænkningen udover at have underholdningsværdi også kan have terapeutisk værdi. Undertiden kan man som psykolog derfor (med stor varsomhed) foretage en “paradoksal intervention” som terapeutisk løsningsstrategi overfor et givent psykologisk problem hos en klient.

Eksempel: En klient oplever at han i alt for høj grad lader sit temperament løbe af med sig. Han er på ingen måde voldelig eller decideret ubehagelig overfor sine omgivelser, men han irriteres alt for let og synes ikke rigtig han har kontrol over sin irritabilitet. Både han selv og hans omgivelser er trætte af dette mønster. Den paradoksale intervention i forhold til dette problem er punkt ét at bede manden om i en afgrænset periode at føre protokol over dette adfærdsmønster – hvornår, hvad, hvorfor, hvem – forårsager irritationen? Punkt to opfordres manden til i samme afgrænsede periode at skrue lidt op for irritationen. Du hørte rigtigt, giv den lige en ekstra skalle, når du mærker irritationen! Han er stærkt overrasket, men følger anbefalingen. Ved næste samtale oplyser manden at han har oplevet noget meget mystisk siden sidst: Han har været påfaldende lidt irriteret, som om han ikke rigtig kunne få gang i vreden, når han bevidst satte sig for at skrue op for den…I øvrigt var det ret forstyrrende for vreden at skulle føres til protokols hele tiden. Det paradoksale er selvfølgelig at manden kom med en forventning om at nogen ville fjerne vreden fra ham, i stedet fik han besked på at beholde den og endda opdyrke den. Der er skrevet tykke bøger om de komplekse psykologiske mekanismer, som træder i kraft ved paradoksal intervention, men basalt handler det om at manden i sit “eksperiment” kun kan få succes: Hvis han bliver ekstra irriteret har han levet op til opfordringen (og har dermed bevist at han har viljesmæssig kontrol over sin vrede og med øvelse kan han derfor også skrue ned for den), hvis han oplever et fald i irritationen, har han opnået, hvad indledningsvist ønskede.


  • 0

Selektiv opmærksomhed og sølvfarvede stationcars

Category:Blog Tags : 

Du har lige købt ny bil, nærmere bestemt en sølvfarvet stationcar. Lige fra den første dag, du kørte i den, har du lagt mærke til at der kører påfaldende mange sølvfarvede stationcars rundt på de danske veje. Er der tale om en sammensværgelse, ligger der en skjult meddelelse i dette trafikale sammentræf, eller er det blot et gement tilfælde at du lige netop har købt et særligt populært køretøj? Udover at den sidste forklaring sikkert ikke er helt forkert, kan den høje frekvens af sølvfarvede stationcars slet og ret føres tilbage til et velkendt psykologisk fænomen, nemlig selektiv opmærksomhed. Selektiv opmærksomhed har vi på ting, personer, begreber, som på en eller anden måde har betydning for os. Fx kan man stå midt i et større selskab, en reception eller lignende, hvor der sædvanligvis er et vist støjniveau, måske endda være optaget af en samtale og alligevel opfatter man at nogen i den anden ende af lokalet nævner ens navn. Fordi vores navn har følelsesmæssig betydning for os er vi selektivt opmærksomme på det. Når man lige har købt ny bil er man selektivt opmærksom på netop denne model, fordi det er en betydningsfuld begivenhed at investere beløb af en vis størrelse – for mange endog ganske angstprovokerende, og måske derfor skærpes den selektive opmærksomhed. Omverdenen scannnes måske ligefrem for tilsvarende modeller for på denne måde at støtte tiltroen til at have gjort et godt, dvs. populært køb. Omvendt vil de færreste have selektiv opmærksomhed på fx letmælk og forbløffelsen over, at flere andre i supermarkedskøen har gjort tilsvarende indkøb er nok forsvindende lille – simpelt hen fordi indkøbet ikke er følelsesmæssigt ladet.

Princippet i den selektive opmærksomhed er også interessant i terapeutisk sammenhæng. Hvis man som person fx har en svaghed, dvs. et eller andet som man ikke synes man er særlig god til og som man brændende ønsker sig at man var god til, så er man typisk selektivt opmærksom på netop dette. Et eksempel kunne være manden som lider af angst for højder. Han er i det store og hele aldeles velfungerende og lever et almindeligt liv, men højder er et gennemgående tema i hans liv – han synes faktisk i perioder at alting handler om højder. Hans selvtillid påvirkes negativt af hans højdeskræk fordi han synes det er for dårligt at han lider af højdeskræk, og fordi han selv er så selektivt opmærksom på dette tema, tror han at alle andre er lige så opmærksomme på det. Det er alle andre imidlertid næppe. De fleste vil formentlig tænke nåja, hvad pokker – han har højdeskræk, men det er da intet i sammenligning med mit fobiske forhold til lukkede rum. Eller hvad man nu er selektivt opmærksom på.

Til dem, som er selektivt opmærksomme på sølvfarvede stationcars: Pudsigt at jeg lige skulle nævne sådan én, ikke sandt?