Hvordan skal vi forstå og arbejde med stress?

Styrer vi som samfund med hovedet under armen mod at bekræfte den dystre prognose, at stress bliver den største trussel mod folkesundheden?

Hvordan skal vi forstå og arbejde med stress?

Vi danskere styrer tilsyneladende med hovedet under armen mod at bekræfte en dyster prognose, som blev fremsat for flere år siden: I 2020 vil stress være den største trussel mod folkesundheden. Vi bliver ramt både fysisk og psykisk, og senest har vi sågar fundet ud af at selveste hjernen kan tage skade af stress. Paradoksalt nok er vi ikke helt sikre på, hvad stress overhovedet er. Vi ved ikke præcis, hvordan fjenden ser ud, vi ved bare at vi er under angreb. Og at angrebet kræver flere og flere ofre. Det har store omkostninger, både for samfundet og det enkelte menneske.

I pressen kan vi dagligt læse og høre om nye undersøgelser på området. Bagefter kan vi så på de sociale medier følge med i en til tider ganske ophedet debat om emnet. Debatten bliver ofte polariseret med synspunkter i enten den ene eller den anden ende af et meget bredt spekter.

I den ene ende af spektret bakkes forskningsresultaterne op af hårrejsende beretninger om stressramte mennesker. Her tages der udgangspunkt i det strukturelle: Der er noget galt med den måde, vi har indrettet samfundet, virksomhederne, arbejdslivet, familielivet på. Så mange mennesker kan ikke tage fejl – når de bliver syge, er det ikke fordi befolkningen som sådan er blevet svagere, men derimod fordi de rammer, de lever i, ikke er sundhedsfremmende. Ligningen kan simpelt hen ikke gå op.

I den anden ende af spektret stiller man sig tvivlende overfor, om stress overhovedet er en reel problemstilling. Debattører fra denne fløj betragter overvejende stressproblematikken ud fra en individorienteret præmis: Det er det enkelte individ, der dybest set må tage sig sammen og lære at håndtere det liv, som andre angiveligt lykkes med at mestre.

Der er skrevet utallige artikler, bøger, afhandlinger, klummer osv. om emnet. Mange af dem af meget høj standard. Mit bidrag tager afsæt i arbejdet som psykolog, hvor jeg i vid udstrækning beskæftiger mig med netop at hjælpe stressede mennesker med at håndtere deres situation mest hensigtsmæssigt.

Spørgsmålene står i kø

Som sagt er det ikke bare sådan ligetil at definere, hvad stress egentlig er. Mærkeligt nok, for vi er jo alle sammen gode til at bruge ordet flittigt; Vi kender vel alle mindst én som er ”gået ned med stress”, og når vi kommer trætte hjem fra arbejde med afhentede børn under den ene arm, og indkøbsposer under den anden, så er vi typisk heller ikke blege for at kalde os selv stressede.

Og det giver jo umiddelbart fin mening i sammenhængen. Men der er en klar tendens til at vi bruger ordet stress i flæng til at beskrive både årsag og virkning; ”Han er sygemeldt på grund af stress”…hvad betyder det? Peger sætningen på belastningsfaktorer, som fx for mange arbejdsopgaver, dårlig ledelse, eller usundt psykisk arbejdsmiljø – altså årsager? Eller peger den på reaktion, symptom og tilstand, som fx hjertebanken, koncentrationsbesvær, grådlabilitet – altså virkning?

Som det fremgår, er begrebet alene ud fra en sproglig betragtning en svær størrelse. Og selv de, som til daglig beskæftiger sig professionelt med stress, er ikke altid helt enige om, hvordan man bør formulere sig på området. Og i klinisk forstand er der heller ikke nødvendigvis enighed om afgrænsningen af begrebet i forhold til andre syndromer. Er stress eksempelvis en forløber til depression? Eller er stress i virkeligheden en maskeret depression? Eller er det en i forvejen tilstedeværende mild depression, som i et uheldigt miks med andre belastende faktorer, udmønter sig i at man ”går ned med stress”? Spørgsmålene står i kø.

Når nu det volder problemer selv på forskningsniveau at blive enige om en definition af begrebet, så kan det ikke undre, at der ude i det pulveriserende samfund opstår tvivl og uenighed om, hvad stress dybest set er.

Det betyder imidlertid ikke, at vi skal resignere overfor en betydningsafgrænsning, men tvært imod, at vi skal intensivere vores indbyrdes forhandling om, hvad det er, vi har med at gøre.

Vi må være omhyggelige med at skelne

Lad os først og fremmest skelne mellem årsag og virkning: Vi kan kalde de faktorer, som forårsager en reaktion hos individet for stressorer. I og med, at vi mennesker er forskellige, er det også forskelligt, hvilke stressorer, der påvirker os mest. De klassiske, som næsten alle sunde mennesker vil reagere på i en eller anden udstrækning, er:

  • Lav grad af eller mangel på autonomi (dvs oplevelsen af at have indflydelse på egen situation)
  • Dårligt psykisk miljø (på arbejde eller i privatsfæren)
  • Misforhold mellem egne ressourcer og omverdenens krav/forventninger

Når en person reagerer med fysisk og mentalt ubehag – de klassiske symptomer er hjertebanken, søvnbesvær, trykken for brystet, svimmelhed, hovedpine, hukommelses- og koncentrationsbesvær, angst – er der tale om en virkning, som vi samlet kan kalde en belastningsreaktion. Vi kan såmænd også godt tillade os at sige, at personen er stresset, i og med den oprindelige betydning af ordet stress: At stringere/stramme. Det giver god mening i sammenhængen; Personen føler, at det hele strammer til om ham.

Det væsentlige er, at vi holder os distinktionen mellem årsag og virkning for øje. Det gør jeg i mit arbejde med klienter, der henvender sig med en stressproblematik, en hel del ud af. Faktisk er det en ikke uvæsentlig del af selve restitutionsprocessen at skabe overblik over, hvad der årsag, og hvad der er virkning. Nogle gange er det enkelt og ligetil, andre gange er faktorerne umiddelbart skjulte, eller fortoner sig i et spind af komplicerede vekselvirkninger. Psykologens opgave er at kunne overskue og gennemskue.

Vi skal også huske at skelne mellem sund og usund stress (i betydningen personens tilstand som følge af stressorer). Det er ganske ufarligt, formentlig endda sundt, at føle sig kortvarigt stresset., fx når man skal til eksamen eller på anden måde præstere. Her bliver vi kortvarigt presset ud af den velkendte komfortzone, hvilket (ofte) bevirker, at vi udvikler og forbedrer vores kompetencenivau. Når eksamenen er overstået vender vi tilbage til komfortzonen – nu forhåbentlig en styrkende og brugbar erfaring rigere. Den langvarige stresspåvirkning derimod, fx i forbindelse med alt for mange opgaver til alt for få ressourcer i alt for lang tid, tvinger os til at opretholde et alarmberedskab, som både fysisk og mentalt svækker os – og får os til at ”gå ned med stress”.

De velkendte stressorer

For den enkelte stressramte person gælder det om at finde ud af præcis hvilke faktorer, der virker som stressorer for netop ham. En række af de mest velkendte stressorer er:

Autonomi

Som nævnt er mangel på eller lav grad af autonomi en klassiker. Det er for langt de fleste mennesker yderst stressende at have lav eller ingen indflydelse på egen situation. Jens, den menige soldat, har pr definition lav autonomi i sit arbejde, og derfor er det sandsynligt, at denne faktor spiller en rolle for ham. Men vi skal huske, at det ikke er en naturlov, at Jens finder manglende autonomi stressende. Måske trives han i virkeligheden bedst med at andre bestemmer, hvad han skal lave, og hvornår. I et behandlingsforløb hos en psykolog, vil denne sammen med Jens undersøge om lav autonomi passer godt eller skidt til hans personlighed.

Mening

Det næste, vi kan undersøge, er om den stressramte oplever, at hans arbejde giver mening. Almindeligvis har vi mennesker et betydeligt behov for at føle, at det vi beskæftiger os med, er meningsfuldt. Hvis føromtalte Jens hver dag bliver bedt om at grave et hul, for derefter at dække det til igen, vil han formentlig ikke have en oplevelse af at bruge sig selv og sine kompetencer meningsfuldt. Hvis han derimod bliver sat til at grave et hul, som en kollega kan gemme sig i, og derved overleve et raketangreb, så er der tydelig sammenhæng og formål med hans anstrengelser.

I disse år oplever mange på arbejdsmarkedet eksempelvis, at de skal registrere deres daglige aktiviteter. Men da ingen eller kun meget få rent faktisk bruger disse registreringer til noget, opleves det som meningsløst – og bliver ofte til en stressor for den enkelte.

Forudsigelighed

Når Jens bliver vækket klokken tre om natten og får ordre om, at han skal i kamp om ti minutter, udfordres forudsigeligheden i hans arbejde. Dette er ikke overraskende en markant stressor for de fleste. I det almindelige pulveriserende erhvervsliv tvinger et konkurrencepræget marked virksomhederne til at ændre kurs ofte. Derfor efterspørger virksomhederne i vid udstrækning såkaldt ”omstillingsparate” medarbejdere. Det giver jo overordnet set god mening, men tilsyneladende er virksomhederne generelt ikke gode nok til at tage højde for, at mennesket som sådan har behov for en vis grad af forudsigelighed (ikke hundrede procent forudsigelighed – så opstår der et andet problem, nemlig kedsomhed og siden apati). Der er altså groft sagt en indbygget modsætning mellem virksomhedens behov og de ansattes behov. En ligning, der ikke går op af sig selv. Men som dog tilnærmelsesvist kan løses, hvis virksomhedens ledere gør sig umage med at informere. I. God. Tid.

Når en militær enhed i oplæringsperioden udsætter den menige soldat for en lang række uforudsigeligheder, sker dette blandt andet ud fra en antagelse om, at det ruster og hærder ham til at kunne håndtere denne type pres, når det bliver virkelighed ude i felten. Og det giver jo mening. Men giver det også mening i en civil organisation, at man undlader at informere grundigt og tydeligt i forbindelse med forandringer? Næppe. I hvert fald ikke, hvis organisationen ønsker produktive medarbejdere, som bruger deres energi på at løse opgaver i stedet for at bruge den på at bekæmpe frygten for det ukendte. Hvis vi ved, hvor vi skal hen og hvorfor, så kan vi forberede os mentalt. Det gælder ikke kun ved fyringsrunder, men ved alle betydningsfulde organisationsændringer.

Støtte

Hvis Jens har været i væbnet kamp, giver det sig selv, at dette er en markant stressor. Hvis han samtidig oplever, at hans kolleger ikke arbejder som et hold, men som individualister i kampsituationen, så multipliceres stressfaktoren. Hvis han så oven i købet bagefter oplever, at hans overordnede ikke forstår, at der er et kollegialt problem i delingen, så står Jens tilbage med en betydelig mangel på støtte, som med stor sandsynlighed resulterer i en usund stressbelastning. Vi mennesker er som art i udgangspunktet stærke og robuste, ikke mindst i kraft af vores medfødte unikke tilpasningsevne. Men vi er også grundlæggende sociale væsener, som har et basalt behov for at føle os som en en del af en større organisme – af en gruppe. Når dette er tilfældet, kan vi erobre verden, selv under uhyrlige forhold. Men når vi ikke kan mærke den kollektive opbakning, løber vi ret hurtigt tør for kampmoral.

Mange mennesker i moderne danske virksomheder beskriver en daglig virkelighed, som kendetegnes ved høj grad af individualisme. Man hytter sit eget skind, og der er ikke tid og rum til at hjælpe og støtte hinanden. Ledelser kommer bevidst eller ubevidst til at hylde individualismen, når der laves belønningssystemer som entydigt fokuserer på individuelle måltal.

At spørge: Hvad er god ledelse? svarer lidt til at spørge: Hvor lang er en snor? Der findes ikke noget universelt rigtigt svar. Men som leder må man aldrig glemme kollektivet, hvis man ønsker holdbare organisationer.

Belønning

Mennesket er et socialt væsen. Vi har et meget stærkt behov for at mærke at vi hører til i en gruppe. En af måderne, man kan opnå denne følelse af tilhørsforhold, er ved at blive belønnet af en eller flere fra gruppen. Ledelsen i en organisation har almindeligvis systematiseret et belønningssystem, som dybest set kommunikerer et basalt budskab til medarbejderen: Du er en del af gruppen. Vi i gruppen ser dig og anerkender dig som et fuldgyldigt medlem af gruppen. Det kan ledelsen gøre på forskellige måder: Økonomisk (lønstigning, bonusser), verbal/nonverbal påskønnelse (rosende ord, klap på skuldere), og hierarkisk (forfremmelse).

Når virksomheder gør sig umage med at anerkende medarbejderne, dækker man som sagt et fundamentalt menneskeligt behov, hvilket igen forstærker loyalitetsfølelsen hos den enkelte. Mennesker, eksempelvis vores ven, Jens, med en stærk loyalitetsfølelse vil bogstaveligt talt gå i døden for gruppen. Derfor kan det undre, at mange virksomheder forsømmer at bruge belønning hensigtsmæssigt. Mange steder oplever medarbejdere belønningssystemerne som enten uigennemsigtige, inkosekvente eller decideret uretfærdige. Resultatet er at belønningssytemet genererer ubehag og mistrivsel i stedet for loyalitet og motivation.

Krav

Den sidste potentielle stressor er omfanget af og indeholdet i de krav, der stilles til medarbejderen. Vi kan skelne mellem kvantitative krav og kvalitative krav. Kvantitative krav handler om, hvor meget vi skal nå indenfor en bestemt tidsramme.

Hvis de kvantitative krav er for høje i forhold til medarbejderens kapacitet, udgør dette en markant stressor. De kvalitative krav kan både være af kognitiv karakter (tænkning, koncentration, hukommelse), og af emotionel karakter. Navnlig videnarbejdere er udsatte i forhold til høje kognitive krav. Balance er her et nøgleord: Videnarbejdere stimuleres almindeligvis af høje kognitive krav, og bliver omvendt apatiske, hvis kravene er for lave. Det gælder for den enkelte om at finde den balance, hvor han føler sig passende udfordret, uden at det kammer over.

Mennesker, der arbejder med mennesker, er typisk udsatte i forhold til for høje emotionelle krav. Det kan være sygeplejersken, som dagligt skal forholde sig til andres lidelser, eller det kan være politibetjenten, der dagligt færdes i et miljø, hvor vold og trusler om vold er til stede. I faggrupper som disse er der sjældent mulighed for at regulere på belastningsgraden; Mængden af sygdom, vold og trusler kan man jo ikke sådan “bestemme”, hvor meget der skal være af. Men ledelsen i en sådan organisation kan bidrage positivt ved at være opmærksom på at den enkelte medarbejder ikke eksponeres for for megen emotionel belastning.

Forebyggelse og behandling

Når nu stressproblematikken fylder så meget i det moderne vestlige samfund, og koster så meget både menneskeligt og økonomisk, er det i alles interesse at vide, hvad der kan gøres ved det. Overordnet kan vi angribe problemet fra to vinkler: Forebyggelse og behandling.

Forebyggelse

Virksomhederne spiller en afgørende rolle på forebyggelsesplanet. Hvis alle virksomheder i tilrettelæggelsen af arbejdet for deres medarbejdere reelt tog udgangspunkt i de seks mulige stressorer, og tilpassede arbejdsbyrden til den enkelte medarbejders kapacitet, ville vi have reduceret mængden af arbejdsrelateret stress til et minimum. Det er imidlertid helt urealistisk, at dette kommer til at ske i tilstrækkeligt omfang. Set fra virksomhedernes side, er disse underlagt pres fra forskellige sider (markedsøkonomisk, politisk), som gør, at der ikke er tid til at tage disse hensyn. Det næstbedste, virksomhederne så kan gøre, er vel at tilstræbe at få enderne til at mødes.

Behandling

En væsentlig del af behandlingen hos psykologen, når først man er ”gået ned med stress”, er at identificere mulige copingstrategier.

Alle mennesker anvender bevidst eller ubevidst copingstrategier hver eneste dag. Når vi eksempelvis står i køen i supermarkedet, kan vi cope med den lille stressor dét er, ved fx at tjekke mail på vores mobiltelefon – en slags flugt fra situationen-coping. Der findes også dem, som i en kø-situation coper ved højlydt at forlange at få åbnet en kasse mere – en slags konfronterende coping.

Vi kan med fordel gøre os bevidst, hvilke copingstrategier, vi allerede er fortrolige med, og hvilke der ligger uden for vores almindelige repertoire. Ved at danne os et sådant overblik kan vi begynde at lægge planer for, hvilke copingstrategier, der kan bruges i forhold til vores aktuelle stressproblematik. Nogle copingstrategier er mere potente end andre, det vil sige, at de har større indvirkning på den situation, man ønsker at ændre. Når jeg fx coper med kø-situationen ved at forskyde min opmærksomhed, ændrer jeg intet ved situationen. Til gengæld belemrer jeg heller ikke mine medmennesker med en mere eller mindre utålelig råben op og hersen rundt med mine medmennesker. Damen bagved mig, som forlanger en kasse åbnet, anvender en copingstrategi, som har større potentiale til at ændre situationen.

Der er fordele og ulemper ved begge copingstrategier. Som der er ved alle strategier. I et stressbehandlingsforløb hos en psykolog vil der typisk være fokus på at identificere så mange forskellige copingstrategier som muligt. Herefter vil der være en sorteringsproces, idet ikke alle strategier vil være lige hensigtsmæssige. Nogle vil ligge for langt fra personens normal-adfærd, andre vil have for lille potentiale til forandring.

At finde den helt rigtige strategi er ikke altid let – det er som sagt hér psykologen kommer ind i billedet. Han kan hjælpe med at overskue og gennemskue.

Kognitiv Psykologi

Om jeg arbejder med kognitiv psykologi?

Flere og flere efterspørger kognitiv psykologi. Og med god grund, synes jeg. Kognitiv psykologi tager udgangspunkt i menneskets tankeprocesser og dets unikke evne til at erkende. Og ikke mindst erkende at det tænker. Hvilken psykolog med respekt for sig selv og sit fag vil frasige sig at arbejde med klientens tanke- og erkendelsesprocesser?

Selv ikke en hardcore freudianer, som fokuserer hårdnakket på barndommens pottetræning og ødipale konflikter – for nu at sige det  lidt populært – kan vel sige sig fri for, at også denne metode  indebærer at arbejde med tanke- og erkendelsesprocesser.

Jeg er tilhænger af at håndplukke det bedste fra de mange forskellige psykologiske teorier og sætte det sammen til noget meningsfuldt for den enkelte. Lad os hellere tage udgangspunkt i den enkelte problemstilling, det enkelte menneske og dets særlige personlighedsstruktur, adfærdsmønstre og mentalitet. Frem for at prøve at få alting til at passe ind i én forståelsesramme. Har man netop overlevet en voldsom hændelse, er det formentlig ikke først og fremmest fokus på barndommens traumer, der er behov for, men snarere viden om, hvordan et kriseforløb almindeligvis former sig – og hvad man kan gøre for at komme så helskindet igennem det.

Omvendt kan der sagtens gemme sig yderst brugbar viden om én selv i ubevidst fortrængte konflikter fra eksempelvis barndommen – viden som man måske med fordel kan bevidstgøre for eksempelvis at blive en bedre leder!

Den kognitivt psykologiske indfaldsvinkel ligger lige til højrebenet for mig i rigtig mange tilfælde, idet jeg som udgangspunkt altid interesserer mig for, hvad du tænker, og hvordan du tænker. Ligesom jeg interesserer mig for din adfærd: Hvad gør du –  og hvordan gør du det.

Ja, jeg arbejder ud fra en kognitiv psykologisk indfaldsvinkel, når det skønnes relevant og når min klient forventes at få mest ud af netop dét.

Navigér igennem din krise

Ulykker, dødsfald, sygdom, vold – begivenheder, som kan ændre menneskers liv. Ingen psykolog i denne verden kan fuldstændig fjerne de ubehagelige emotionelle og tankemæssige reaktioner, der oftest følger i kølvandet på en traumatisk oplevelse.

Men en dygtig psykolog kan holde øje med, om reaktionsforløbet er sundt, eller om det bevæger sig i en forkert retning. Psykologen kan i høj grad bidrage til, at du styrer gennem din krise og dens faser på den mest konstruktive måde.

Hvis du har oplevet noget voldsomt er du meget velkommen til at kontakte mig og høre om mulighederne for at få hjælp.

Jeg løser hver dag krisepsykologiske opgaver for bl.a. Falck Healthcare, Dansk Krisekorps, Prescriba, Dansk Røde Kors og SOS International.

Psykologen som “træner”

– Jeg lever af at få det bedste frem i andre mennesker

Jeg brænder for, sammen med dig, at skabe overblik og ny forståelse af din samlede situation. Finde ind til kernen – hvad er det, der driver dig? Hvilke beslutninger skal du træffe? Hvornår skal du gå til højre, hvornår skal du blive stående? Hvad skal der til for at du oplever flere gode dage end dårlige?

Med jævne mellemrum ser jeg mennesker flytte sig ganske betragteligt på det personlige plan. De griber fat i sig selv og investerer energi i at påvirke deres egen udvikling i netop den retning, de drømmer om.

Den ene dag er det lederen, som har svært ved at få samarbejdet til at køre med sine kolleger, den næste dag er det den unge studerende, som har mistet gejsten. Eller politimanden, som er ved at brænde ud i et krævende job. Alle har en gang imellem brug for hjælp. Hjælp til at finde ressourcerne i sig selv til at komme videre. Det er min opgave at bidrage til at dette sker – at mennesker finder det bedste i sig selv og faktisk kommer videre.

Jeg ved af mange års erfaring, at en forudsætning for at mennesker kommer til at mestre deres udfordringer er, at de selv tager ansvar. Læner man sig tilbage og forventer at blive “fixet” uden selv at stræbe efter løsninger, vil man blive udfordret af min tilgang. Jeg tror på, at det er synergien og samarbejdet, der virker helende og baner vejen for udvikling. Metaforisk sagt, er psykologen at betragte som træneren, der guider, opmuntrer og motiverer sportsmanden – men han spiller ikke kampen for ham.

Måske ved du ikke helt selv, hvad dit problem eller din udfordring handler om. Det er helt i orden. Det er noget af det første, vi sammen kaster os over – at få skabt et overblik over din særlige situation. Overblikket giver indsigt i, hvad der er væsentligt, og hvad der er mindre væsentligt for dig. I fællesskab identificerer vi, hvilken hjælp, du har brug for.

Jeg har 14 års erfaring som psykologisk konsulent i så forskellige organisationer som bl.a. Prescriba, Falck, KriminalforsorgenForsvaretNordicMentalCorporationRigshospitaletSOSInternationalDanskRødeKors m.fl. Samarbejdet med blandt andre disse organisationer har givet mig en god faglig ballast, som er højest anvendelig uanset om opgaven er akut og indebærer “blå blink” eller snarere drejer sig om fx stress eller samarbejdsvanskeligheder.

Hvorfor involvere en psykolog i personlig udvikling?

Vi udvikler os hele tiden, helt af os selv. Så er der overhovedet behov for at involvere en psykolog i personlig udvikling? Ikke nødvendigvis. Hvis du har klaret dig fint indtil nu uden, vil du sikkert fortsætte med at klare dig fint uden at blande mig eller en anden psykolog ind i dit liv.

På den anden side. Hvorfor nøjes med at klare sig fint? Hvad nu, hvis du råder over nogle ressourcer, som ikke kommer i spil? Hvis du kan realisere et hidtil ukendt potentiale, som bringer dig afgørende videre i livet, hvorfor så ikke gøre det?

Med jævne mellemrum ser jeg mennesker flytte sig ganske betragteligt på det personlige plan. De griber fat i sig selv og investerer energi i at påvirke deres egen udvikling i netop den retning, de drømmer om.

Personlig udvikling er for dig, der på mange måder har det godt her i livet, men som gerne vil mere.

Coaching lyder finere end det egentlig er

Coaching lyder finere end det egentlig er. Sagen er den, at det arbejdende menneske har brug for løbende sparring. Alle har behov for at tale med andre om deres arbejde – jo, alle. Tænk blot på, hvor meget din partner taler om sit…

Der er ikke noget forkert i at tale med gud og hvermand om sit arbejde, men ofte fører det ikke rigtig til noget. Man risikerer, at det kører lidt i ring og man hører sig selv sige det samme igen og igen. Nogle gange har vi behov for at arbejds-snakken skal stikke et spadestik dybere, så den bringer os videre. Ikke nødvendigvis videre til et andet job, men videre til en anden og bedre mental indstilling til dét, vi står med nu.

Jeg brænder for, sammen med dig, at skabe overblik og ny forståelse af din samlede arbejdssituation. Finde ind til kernen – hvad er det, der driver dig? Hvilke beslutninger skal du træffe? Hvornår skal du gå til højre, hvornår skal du blive stående? Hvad skal der til for at du går glad på arbejde de fleste dage?

Det er dét, coaching handler om hos mig. Når det lykkes at finde svar på de store spørgsmål, kan vi næsten ikke være i os selv af bare tilfredshed og energi. Skal vi gå i gang?

Supervision

Man kan ikke se skoven for bare træer, har de fleste sikkert hørt en munter onkel sige på et eller andet tidspunkt. Ofte bliver det sagt med en sarkasme til én som har problemer med at finde et eller andet, som for omkringstående synes at ligge lige for. I selve talemåden ligger der en koncentreret sandhed, som der er skrevet tykke bøger om indenfor psykologien, nemlig at det undertiden kan være svært at se helheden, hvis man fokuserer for meget på dens bestanddele, hvilket ofte sker, når man er for tæt på. En klassiker er den nærsynede person som leder i skuffer og skabe efter sine briller – som viser sig at sidde, hvor de skal; på næseryggen. Fænomenet optræder i forskellige forklædninger overalt, hvor vi færdes og gælder for alle mennesker. Måske ikke lige det med brillerne, som også kan bero på en vis distræthed, men de fleste anerkender, at det fx er meget vanskeligt at læse korrektur på sit eget materiale – fordi man er for tæt på. Når man læser noget, man selv har skrevet, vil man nemlig i vid udstrækning læse dét, man mener at have skrevet, og ikke dét der reelt står – hvorved korrekturaspektet jo går tabt. For professionelle skribenter er det børnelærdom at korrektur skal læses af en udenforstående, som pr definition vil have et frisk og fordomsfrit blik på materialet. Indenfor den anvendte psykologi baserer begrebet supervision sig på nøjagtig samme princip. For at opnå autorisation som psykolog i Danmark skal man have modtaget et stort antal supervisionstimer hos flere andre praktiserende psykologer. Supervisionen består i at supervisoren forholder sig kritisk til supervisandens konkrete klientarbejde. Det er en selvfølgelighed at der er ”blinde pletter” hos supervisanden, alt andet ville være overnaturligt, hvorfor det oversete aldrig (hos den professionelle supervisor) påpeges med sarkasme, men med velvillighed – for hér er der noget at få forstand af. I det gode og lærerige supervisionsforløb er der derfor en meget høj grad af tillid til stede, tillid til at det som kommer på banen ikke giver anledning til selvfremførende bedrevidenhed hos supervisoren, men derimod alene bruges som råstof til større erkendelse.

Det er mit gæt at mange mennesker i almindelighed går glip af mange muligheder for at opnå større indsigt og erkendelse, fordi de er flasket op med, at hvis de viser det mindste tegn på at der er noget, de ikke véd eller har overset, så er det ensbetydende med at de er dumme og fortjener at blive gjort til grin. Så er det trods alt mere sikkert og komfortabelt at holde sin mund og undlade at invitere andre indenfor til lidt husmandssupervision.

Hvis mit gæt er rigtigt, skal vi så ikke se at få lavet om på den tendens?

Klienten skal mødes dér, hvor klienten er

En kollega fortæller om en klient, han har haft i regelmæssig konsultation gennem knap to år. Klienten føler sig hæmmet i sin livsudfoldelse, fordi han både privat og professionelt har store problemer med at danne holdbare relationer til andre mennesker. Psykologen dannede sig fra begyndelsen et tydeligt billede af de vigtigste elementer i klientens samlede problemstilling og besluttede at delagtiggøre klienten i de pointer, han havde fundet frem til – med det formål at hjælpe klienten til at bemestre sine problemer. Efterhånden er det blevet til en hel del konsultationer og stort set hver eneste gang har psykologen henledt klientens opmærksomhed på de sociale dynamikker og psykologiske processer, som med stor faglig tyngde kan forklare, hvorfor klienten ofte oplever at han falder igennem i samspil med andre. Hver gang har klienten høfligt ladet psykologen tale ud, men har samtidig set ud som om psykologen sad og talte mere eller mindre sort. Psykologen har så forsøgt at samtale om samtalen med klienten for den måde at finde frem til en fælles forståelse af problemet, med lige så ringe held, hvorefter han har ladet det ligge i lang tid. Pludselig en dag møder klienten glædesstrålende op til en konsultation og kan dårligt vente med at indvie psykologen i, hvad han netop har fundet ud af om sig selv og sit problem – hans nyvundne indsigt svarer stort set ordret til dét, psykologen tidligere så vedholdende forsøgte at anskueliggøre.

Selvfølgelig lå det psykologen snublende nært at udbryde ”det er jo dét jeg har prøvet at sige utallige gange!”, men med behørig professionel distance modstod han fristelsen og fokuserede i stedet på det glædelige i at klienten havde flyttet sig på det personlige plan, hvilket jo var selve kernemissionen i samtaleforløbet. Det vigtige er med andre ord at indsigten og forståelsen var tilvejebragt, mens hvordan og af hvem er af sekundær betydning. Som psykolog kan man imidlertid næsten ikke lade være med at interessere sig for selve den terapeutiske pointe, som eksemplet illustrerer, nemlig at enhver behandlingssituation nødvendigvis må tage udgangspunkt i klientens ståsted og ikke behandlerens. Hvad der forekommer den ene oplagt og selvfølgeligt kan lyde som en by i Rusland for den anden, indtil denne anden har adgang til samme bevidsthedsmæssige forudsætninger for forståelse – hvilket der muligvis nås frem til via samtale. Som psykolog har man lov til at fortælle klienten, hvordan man forstår hans problem og pege på konkrete løsningsforslag, mange beder selv om dette, men de virkelige landvindinger sker oftest, når klienten via selvrefleksion i og uden for den professionelle samtale selv skaber erkendelse. Det er derfor man kan spørge en psykolog om hvad klokken er og få svaret: Hvad synes du selv?

Selektiv opmærksomhed og sølvfarvede stationcars

Du har lige købt ny bil, nærmere bestemt en sølvfarvet stationcar. Lige fra den første dag, du kørte i den, har du lagt mærke til at der kører påfaldende mange sølvfarvede stationcars rundt på de danske veje. Er der tale om en sammensværgelse, ligger der en skjult meddelelse i dette trafikale sammentræf, eller er det blot et gement tilfælde at du lige netop har købt et særligt populært køretøj? Udover at den sidste forklaring sikkert ikke er helt forkert, kan den høje frekvens af sølvfarvede stationcars slet og ret føres tilbage til et velkendt psykologisk fænomen, nemlig selektiv opmærksomhed. Selektiv opmærksomhed har vi på ting, personer, begreber, som på en eller anden måde har betydning for os. Fx kan man stå midt i et større selskab, en reception eller lignende, hvor der sædvanligvis er et vist støjniveau, måske endda være optaget af en samtale og alligevel opfatter man at nogen i den anden ende af lokalet nævner ens navn. Fordi vores navn har følelsesmæssig betydning for os er vi selektivt opmærksomme på det. Når man lige har købt ny bil er man selektivt opmærksom på netop denne model, fordi det er en betydningsfuld begivenhed at investere beløb af en vis størrelse – for mange endog ganske angstprovokerende, og måske derfor skærpes den selektive opmærksomhed. Omverdenen scannnes måske ligefrem for tilsvarende modeller for på denne måde at støtte tiltroen til at have gjort et godt, dvs. populært køb. Omvendt vil de færreste have selektiv opmærksomhed på fx letmælk og forbløffelsen over, at flere andre i supermarkedskøen har gjort tilsvarende indkøb er nok forsvindende lille – simpelt hen fordi indkøbet ikke er følelsesmæssigt ladet.

Princippet i den selektive opmærksomhed er også interessant i terapeutisk sammenhæng. Hvis man som person fx har en svaghed, dvs. et eller andet som man ikke synes man er særlig god til og som man brændende ønsker sig at man var god til, så er man typisk selektivt opmærksom på netop dette. Et eksempel kunne være manden som lider af angst for højder. Han er i det store og hele aldeles velfungerende og lever et almindeligt liv, men højder er et gennemgående tema i hans liv – han synes faktisk i perioder at alting handler om højder. Hans selvtillid påvirkes negativt af hans højdeskræk fordi han synes det er for dårligt at han lider af højdeskræk, og fordi han selv er så selektivt opmærksom på dette tema, tror han at alle andre er lige så opmærksomme på det. Det er alle andre imidlertid næppe. De fleste vil formentlig tænke nåja, hvad pokker – han har højdeskræk, men det er da intet i sammenligning med mit fobiske forhold til lukkede rum. Eller hvad man nu er selektivt opmærksom på.

Til dem, som er selektivt opmærksomme på sølvfarvede stationcars: Pudsigt at jeg lige skulle nævne sådan én, ikke sandt?

Indirekte kommunikation

Følgende scene har jeg fra nogle bekendte, et ungt par og nybagte forældre. De har det første obligatoriske besøg af sundhedsplejersken, hvis arbejde består i at rådgive og vejlede forældrene, således at barnet får de bedste betingelser i det lille hjem. Parret har set frem til besøget og er også en lille smule nervøse; selv om de inderst inde har en sikker fornemmelse af at de gør det meste godt nok, er det svært at undsige sig en smule ærefrygt for sagkundskaben. Af andre har de fået at vide at der kun er grund til at glæde sig, man får mulighed for at drøfte påtrængende spørgsmål vedrørende barnet og får en masse gode råd med på vejen. Sundhedsplejersken gør sin entré. Fra start til slut på det knap to timer lange besøg veksler hun mellem at irettesætte moren i stort set hver en handling, hun foretager sig, og at kommunikere med faren på følgende måde: Mens barnet sidder hos moren siger hun henvendt til barnet ”Nu skal far huske at give lille bassemand ren ble på”, ”Nu skal far huske at være ekstra god ved mor så hun kan slappe lidt af”, ”Far skal også tage hensyn til at mor måske ikke altid har lyst til alt det seksuelle”…osv. Far er målløs. Han undrer sig svært meget over at sundhedsplejersken føler sig foranlediget til at gøre sig betragtninger om hans og hans kones seksualliv i betragtning af at de har inviteret en sundhedsplejerske og ikke en sexolog inden for døren. Og mest af alt undrer han sig over hendes måde at kommunikere sine budskaber på til ham. Hun bibringer begrebet indirekte kommunikation helt nye dimensioner. Af en eller anden grund er hun ikke meget for at komme i direkte kontakt med faren (medens moren derimod revses som en uvorn datter), hvorfor hun benytter barnet som skjold og som megafon. Resultatet blev langt fra, som hun måske havde håbet på, at faren eftertænksomt tog hendes anvisninger op til nærmere overvejelse, men derimod at han tog høreværn på og ignorerede hende tykt til hun var vel ude af døren igen. Morale: Hvis du vil sige noget til nogen, så sig det direkte i stedet for at prøve at smugle det ind ad bagdøren.

Ser man godt efter, foregår der fantastisk meget af netop denne slags indirekte kommunikation overalt i hverdagen. Meget ofte bliver børn – fordi de er ude af stand til at forsvare sig – brugt som strategiske brikker af deres forældre, som lever i den vildfarelse at der på denne vis effektivt kan sendes budskaber til ægtefællen.

For resten har sundhedsplejersker ry for at være dygtige og kompetente fagfolk – den hér nævnte er efter alt at dømme en uheldig undtagelse.

Kunsten at bande på svensk

Skitstövel! Et svensk skældsord, som jeg, lige siden jeg første gang hørte nogen bande på denne måde, har været fascineret af. Det er mange år siden, jeg første gang stødte på det, vistnok i en film, og på trods af at jeg ved flere lejligheder har fået forklaret ordets etymologiske oprindelse og egentlige betydning, kan jeg ikke huske indholdet – og jeg er heller ikke sikker på at have stavet det korrekt? Men der er saft og kraft i det og udtales det med skånsk eftertrykkelighed i hver stavelse, synes jeg det lyder sjovt. Ja, faktisk tror jeg ikke at jeg ville kunne andet end at trække på smilebåndet, hvis en svensker en dag kaldte mig en skitstövel. Den eneste association glosen fremprovokerer hos mig er en langskaftet gummistøvle med mudder på, og det er ikke nok til at fornærme mig. Men for ikke så længe siden drøftede jeg så ordet med en indfødt svensker for første gang. Han kunne oplyse, at skældsordet bestemt hører til i kategorien uartige gloser i dets hjemland og at han kun sjældent – hvis overhovedet – har taget ordet i sin mund. Han advarede mig derfor ved samme lejlighed betænksomt mod at betjene mig alt for villigt af dette skældsord, når jeg færdes i Sverige, da svensken uden tvivl ville reagere med andet og mere end at smile. Så skitstövel gemmer jeg til en dag, hvor det virkelig er påkrævet.

Den interessante, om end beskedne, psykologiske pointe er, at man har et langt dybere og mere følelsesbetonet forhold til sit modersmål end til andre sprog. Da jeg arbejdede som psykolog i Kriminalforsorgen og havde min daglige gang blandt danske og udenlandske indsatte i de danske fængsler var det en udbredt (men ikke statistisk dokumenteret) observation, at udlændinge generelt gjorde brug af nogle danske ord, sætninger og vendinger, som var ekstra brutale – som gik et skridt videre end den jargon, som fandtes blandt indsatte af dansk herkomst. Forklaringen er formentlig som ovenfor, at de udenlandske indsatte ikke har det samme følelsesmæssige forhold til det danske sprog som den indfødte dansker har. Og som eksemplet med ordet skitstövel viser gælder mekanismen også den anden vej rundt.

Der er i øvrigt dem som hævder, at netop fordi man, når man betjener sig af et fremmedsprog, ikke er ”tynget” af den iboende følelsesmæssige kode i dette sprog, så vil det per definition også være langt lettere at lyve på ”udenlandsk” end på sit modersmål, og følgelig vil sandsynligheden for at omverdenen tager løgnen for gode varer være større. Man skal som bekendt ikke lyve, men står man en dag og er pinedød afhængig af en lille hvid løgn, så var det måske værd at overveje at slå over i svensk!

Behold dine venner

En arbejdsuge nærmer sig sin afslutning – det har været nogle travle dage at komme igennem, men forude venter en tiltrængt og velfortjent weekend. Hendes kolleger er så småt ved at lukke deres PC’er ned og langsomt tømmes kontorlandskabet for hoveder, folk skal hjem til deres familier og formentlig sætte punktum for ugen med lidt god mad, måske lidt rødvin og uforpligtende afslapning foran fjernsynet. Hun ærgrer sig mere og mere over den aftale hun har lavet med en gammel studiekammerat om at gå i byen denne aften. Hånden på hjertet: hun ville meget hellere hjem til sin mand og sine børn og følge kollegernes eksempel. Jo mere hun tænker på den forestående bytur, des mindre orker hun det. Først ud at spise på restaurant, så tonse rundt i Københavns natteliv og genopleve den gamle “dødsrute” fra studietiden. Hun undrer sig over, hvorfor hun overhovedet har lavet denne aftale, når nu hendes weekender – og i særdeleshed fredag aften – er blevet nærmest hellige for hende, hun prioriterer sin familie skyhøjt og hvert minut hun kan få med børn og mand uden at skulle tænke på arbejde er fredet. Skal hun ringe og melde afbud i 11. time? Finde på noget med barn-sygt eller noget andet uopsætteligt? Kan ikke få sig selv til det, finder det for usselt og vælger at overholde aftalen. Det blev selvfølgelig en både hyggelig og sjov bytur.

Dilemmaet er en klassiker: Kvinden, eller manden som i sine lidt yngre dage måske endda var hardcore med på den værste torsdag til søndag, begge dage incl., har stiftet familie og dyrker nu de dermed forbundne værdier, som hun for få år siden kun havde et gab og et skuldertræk tilovers for. Den gamle bekendtskabskreds er skrumpet ind til en sjettedel og hun kæmper nu en brav kamp for at holde de resterende veninder vedlige. Men det er svært at få det hele til at gå op. Hun har vitterlig oftest mest lyst til at blive hjemme, alligevel laver hun fra tid til anden aftaler om et eller andet festligt.

Sådan en fredag eftermiddag spørger hun sig selv om hun overhovedet gør klogt i at holde fast i de gamle veninder, når nu hun glæder sig så lidt? Inderst inde kender hun godt svaret, det er derfor hun overholder aftalen. Hun er udmærket klar over det kløgtige i at vedligeholde sit netværk så godt som muligt – ikke kun for at beskytte sig mod ensomhed nu og her, eller forebygge et vacuum, når børnene engang flytter hjemmefra, men også for at fastholde forestillingen om og underbygge følelsen af at være en selvstændig person, som fra tid til anden har behov som rækker ud over mand og børn. Fuldstændig ligesom resten af familien.

Forskellen på mænd og kvinder

I den senere tid er jeg stødt ind i en hel stime af klicheer om forskelle på mænd og kvinder, piger og drenge, som kan samles under temaet “det komplicerede hunkøn, det ukomplicerede hankøn”. Mange nybagte forældre til drengebørn hører således, at “det skal I være glade for, for drenge er meget nemmere end piger”. Indtil videre er der ikke rigtig nogen, der har kunnet producere en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor det i givet fald skulle forholde sig sådan. De dybdepsykologiske betragtninger strander som regel på at “piger jo er meget mere hysteriske”, mens “drenge ganske vist kan være voldsomme, men de har slet ikke de der mere eller mindre skjulte spil kørende med hinanden”. Der er forskel på piger og drenge, dette er uomtvisteligt, men at drenge pr. definition skal være nemmere end piger vil jeg sætte spørgsmålstegn ved. Skrig, skrål, drilleri, magtkamp, hierarki, jalousi og mopsethed er langt fra forbeholdt pigeværelset.

Det er pudsigt nok ofte kvinder, der fremsætter hypotesen om de nemme drenge og de svære piger. Det er en sejlivet forestilling, som kan holde sig langt op i voksenalderen, lige så ofte hører jeg nemlig kvinders ideer om mandearbejdspladser, som de forestiller sig er nærmest renset for intriger og skjulte magtkampe, idet mænd jo pr. definition er ukomplicerede og lige ud af posen. Der er forskel på mænd og kvinder, dette er uomtvisteligt, men relationer mellem mænd kan være nøjagtig lige så indsyltet i alverdens ugennemsigtige spil som relationer mellem kvinder. Jamen, mænd er meget bedre til at kalde en spade for en spade, hævdes det ofte, og derfor får de løst konflikterne på stedet med det samme. En sandhed med så mange modifikationer at det grænser til en usandhed. Det er rigtigt, at på en fodboldbane bliver der som regel ikke lagt fingre imellem, man bander og svovler ad hinanden og når kampen er slut er der no hard feelings. Her holder klicheen vand. Men de fleste mænds liv foregår udenfor fodboldbanen under nogenlunde de samme vilkår som kvindernes, hvor konventioner, kutyme og nationalkarakter gør samspillet mellem mænd lige så kompliceret som mellem kvinder. Og mon ikke, for resten, kvinder er nogenlunde lige så åbenhjertige på en fodboldbane som mændene, når det kommer til stykket? Men nu vi er ved det; Det kan til enhver tid stærkt anbefales at bruge holdsporten til at få afløb for lidt opsparet galde en gang imellem, uanset hvilket køn man tilhører.

Tilbyd din hjælp

Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus, og man skal feje for egen dør… Talemåder som lever i bedste velgående og som effektivt blokerer for initiativ og tagen ansvar. Mange mennesker er kuet af moralen i denne tankegang, at hvis du stikker næsen frem, så er du ikke alene selv skyld i de øretæver du får, du har også fortjent dem! Resultatet er en udbredt frygt for at blande sig i andre menneskers anliggender og navnlig en massiv berøringsangst overfor andre menneskers problemer.

Ude i al landsens virksomheder går der tusindvis af mennesker rundt med så store personlige eller sociale problemer, at de er ude af stand til at udføre deres arbejde tilfredsstillende. Meget ofte er det en offentlig hemmelighed at hr. Jensen er alkoholmisbruger eller at fru Sørensen har et astronomisk sygefravær pga. depression. Der tales og hviskes om “problemmedarbejderen”, men ingen stiller rigtig op, hvilket der er lige så mange gode forklaringer på som der er kolleger. Den ene synes jo ikke rigtig at man kan tillade sig at sige noget – hvad nu hvis man gør det hele meget værre? Den næste mener, at det dybest set er ledelsens ansvar. En tredje er inderst inde bange for selv at blive trukket frem i rampelyset og måske få afsløret egne svagheder ved at “kaste med sten”. Osv.

Er man forpligtet til at gøre noget, sige noget, blande sig, tage ansvar? Lidt groft kan man sige, at møder man en fremmed person på gaden som pludselig falder om med hjertestop, er de færreste jo i tvivl om ansvaret for at gøre noget. Om hjælpen så består i at tilkalde professionel assistance eller at yde førstehjælp er op til den enkeltes kompetence. Når hr. Jensen gang på gang møder på arbejde og lugter langt væk af alkohol er det formentligt ikke fordi hans liv er en fest, men fordi hans liv er alt andet end festligt. Ud over at han evt. kan være til fare for andre menneskers sikkerhed, når han er fuld på arbejdet, og alene af den grund bør hjælpes ud af sit alkoholmisbrug, så er han at betragte som én, der er faldet om på gaden. Som kollega og som menneske kan man aldrig “gøre det meget værre” for nogen ved at man tilbyder sin hjælp, det er muligt at problemet bliver mere tydeligt og åbent, men dét er jo netop en del af hjælpen til at personen slipper ud af sit ensomme drikkeri. Hvad ledelsen angår kan man ikke altid regne med at den ved, hvad der foregår “på gulvet”, ej heller at den nødvendigvis påtager sig et ansvar for den pågældende. Frygten for “rampelyset” er forståelig, men det er værd at huske på, at det at tilkendegive sin opmærksomhed på, at en kollega har et problem ikke er det samme som at “kaste med sten” – tvært imod.

Social fobi

Om morgenen møder han på kontoret sammen med nogle hundrede kolleger i den driftige virksomhed, hvor han har arbejdet i flere år. Han er dygtig til sit job, en af de bedste på sit felt, har modtaget adskillige hædersbevisninger og nyder stor faglig respekt i branchen. Alligevel hader han at gå på arbejde. Hvorfor? Fordi nogen engang har opfundet begrebet frokostpause. Hver evige eneste dag klokken tolv er det meningen, at man skal afbryde det, man er i gang med for at gå ned i kantinen sammen med alle de andre og indtage sin frokost. Han hader det. Ikke fordi han har noget imod at spise, men fordi frokostpausen er en social begivenhed, som han på ingen måde føler sig tilpas i. For ham at se er det hele ét stort spil, som det det drejer sig om at overleve – Robinson for fuld udblæsning “live”, med tonsvis af intriger, hvor åbenlyse vindere ydmyger åbenlyse tabere. Kantinen er en jungle, hvor alle titler og dørskilte er ophævet, der gælder kun én lov, survival of the fittest. Så hver eneste formiddag mærker han, hvordan angsten bygger sig op indeni ham, indtil den kulminerer lidt i tolv, hvor han mekanisk bevæger sig den tunge vej til skafottet – han føler sig ubetinget som en af de evige tabere, uanset hans curriculum vitae og faglige bedrifter.

Da jeg møder manden har hans problematiske forhold til sociale situationer stået på i årevis, ja faktisk hele hans liv, når han tænker over det. Det falder ham ikke svært at trække en lige linie tilbage til skoletiden, hvor det at gå i kantinen også var en stærkt ubehagelig oplevelse for ham. Dengang var det sociale game endnu mere brutalt, men til gengæld var der ikke så mange skjulte dagsordener, som han oplever at der er blandt voksne mennesker. Der kan selvfølgelig læses et skær af paranoia ind i mandens noget stereotype oplevelse af og ageren i forhold til sociale situationer, hvilket flere i hans omgangskreds da også venligt har påpeget for ham. Oftest er han blevet fejet af bordet med “sikke noget pjat, du skal da bare prøve at slappe lidt af – folk bider ikke”. Men det har ikke just været en hjælp for manden, at man på den måde har klassificeret hans oplevelse under “vrangforestilling”. Det er min vurdering, at der i mange virksomheder faktisk foregår massiv mobning, visse steder af sådanne dimensioner, at det koster menneskeskæbner. Mange steder er der reelt ikke den store forskel på skolekantinen, hvor de stærke giver de svage buksevand eller kaster med deres madpakker, og så den tilsyneladende noble firmafrokoststue.

Mandens problematik er ikke løst, men det har givet ham et tiltrængt pusterum at blive taget alvorligt. Næste skridt bliver at finde ud af, hvordan han veksler noget af sin faglige stolthed til social stolthed.

Pessimisme er et udmærket alternativ til optimisme

Er optimisme pr. definition altid at foretrække frem for pessimisme? Spørgsmålet udspringer af mange samtaler med mennesker, som har svært dårlig samvittighed over at de ind i mellem betjener sig af en pessimistisk tankegang, typisk før de skal yde en præstation, eksempelvis i forbindelse med en eksamen. De siger til sig selv og deres omverden: Det går nok ikke så godt for mig til eksamen. Den dårlige samvittighed opstår, fordi vi – af amerikanerne – har lært at det altid gælder om at tro på sig selv og at man skal give udtryk for denne tro, fordi det forbedrer chancerne for at vinde. Det er utvivlsomt også rigtigt i mange, mange sammenhænge, men pessimistens model er nu heller ikke altid så ringe endda. For når han siger, at han ikke regner med at vinde, så har han faktisk skabt en situation, hvor han ikke kan undgå at vinde; hvis det går skidt til eksamen, har han vundet, fordi han så havde ret i sin antagelse om udfaldet (og skuffelsen er muligvis mindre), går det godt har han også vundet – og kan oven i købet høste ekstra point for sin beskedenhed! Men mange af os har annekteret den amerikanske model så meget, at når vi hører nogen udtrykke pessimisme, så stritter det hele på os og vi må reflektorisk og pr. omgående i gang med at bekæmpe blasfemien. Hvad man imidlertid glemmer i kampens hede er, at for mange (danskere) stiger angstniveauet hurtigt til “det røde felt” i takt med at forventningerne skrues op – hvilket reelt virker ødelæggende for præstationspotentialet.

En tankegang som matcher amerikanernes nationalkarakter gør sig ikke automatisk lige så godt hos danskerne, og det har ikke nødvendigvis noget at gøre med den stærkt omtalte “Jantelov”. Meget tyder på at danskerne i høj grad reagerer posivtivt på at angstniveauet dæmpes. Et klassisk eksempel er fodboldlandsholdet som i 1992 vandt europamesterskabet. De havde al mulig god grund til før slutrunden at proklamere “vi vinder nok ikke”. Angstniveauet var historisk lavt, hvilket resulterede i at holdet spillede frit og utvungent – og vandt.

Optimisme er en meget værdifuld egenskab, og nogle mennesker kan opnå forbløffende resultater ved at dyrke den, fx før præstationer. Ikke et ondt ord om dén i sig selv. Men under alle omstændigheder er den dårlige samvittighed, som andre mennesker har over at befinde sig godt med at “sidde i baghånd” og udtrykke lidt pessimisme, helt uanvendelig. Lad den dårlige samvittighed ligge og vær i stedet glad for at have en metode til rådighed, som effektivt sænker angstniveauet i forbindelse med præstationer.

Eufemismer

Eufemisme betyder “forskønnende omskrivning”. Vort sprog er fyldt med eufemismer og der kommer hele tiden nye til. Eufemismer hjælper os bl.a. til at være politisk korrekte, sådan at vi fx siger en “ældre dame” i stedet for en “gammel dame”, vist nok for at beskytte damen mod den sandhed at hun ikke længere er ung. Nogle sætter pris på denne beskyttelse, andre ikke. I erhvervslivet pibler eufemismerne op overalt. Sidder man ved kassen i et supermarked er man ikke længere “kassedame”, man er “salgsassistent”, vist nok fordi man fra topledelsens side ønsker at indgyde personenen med den pågældende arbejdsfunktion mere selvtillid – det lyder jo unægtelig af lidt mere, når der hæftes noget med “salg” i på navneskiltet. En udmærket ide at ville højne selvtilliden blandt sine medarbejdere, men når funktionen at køre varer gennem stregkodeapparatet forbliver uændret, er der vel dybest set ikke tale om andet end at man puster lidt varm luft i hovedet på de ansatte. Nogle synes det er ganske rart, andre finder det en lille smule latterligt. Der findes masser af tilsvarende eksempler: fængselsbetjente er i vore dage udnævnt til fængselsfunktionærer, togkontrollører er forfremmet til togrevisorer, avisernes jobsektioner flyder over med titler som “key account manager” – de færreste ved umiddelbart hvad det indebærer, men flot ser det ud. Der synes at være en stærk tendens til at oversætte til og låne fra det engelske sprog også i stillingsbetegnelser, en slags McDonald’s-effekt, hvor enhver funktion, handling, genstand, aktivitet er operationaliseret og beskrevet – in english. En effekt som undertiden kan afstedkomme en ufrivillig komik på dansk, som da jeg for nylig blev præsenteret for titlen “Erection Manager”…en titel som ikke har en døjt med det mandlige seksualliv at skaffe, men dækker over et gennemseriøst ingeniørjob på en cementfabrik.

Jeg har bemærket at der i forskellige fagsprog kan gå lidt inflation i terminologien, hvor man ved at “pynte sig med lånte fjer” forsøger at indgyde andre en fornemmelse af, at man har en helt ekstraordinær kompetence. Indenfor psykologien hører jeg fra tid til anden eksempler på dette fænomen. For nylig fortalte en kollega således, at han ofte anbefaler klienter at praktisere “holding” overfor medmennesker. Jeg spurgte nysgerrigt til indholdet af dette tilsyneladende interessante psykologiske begreb (og mærkede en snigende ærgrelse over åbenbart ikke at have fulgt ordentligt med i de seneste psykologiske landvindinger), men blev svært skuffet, da det viste sig at det i al sin gribende enkelhed blot betyder, at man holder om en anden person, at omfavne en anden!

Jeg er tilhænger af, at vi såvidt muligt holder os i nærheden af jordoverfladen, når vi taler med hinanden – fremmedord og eufemismer er generelt velkomne, hvis de tjener et seriøst formål, men den varme luft kan jeg i hvert fald godt undvære.

Familiedrama

Jeg græder stort set aldrig, jo måske lige hvis jeg ser “Det lille hus på prærien”. Denne sætning, eller variationer af den, har jeg hørt ofte nok til at undre mig. Jeg undrer mig blandt andet over, hvorfor en TV-serie nævnes som grådkatalysator i stedet for fx grusomme reportager fra krigszoner eller områder med hungersnød, reelle tragedier. Og hvorfor er det lige præcis sagaen om familien Ingalls, der så ofte nævnes?

Først og fremmest er det vel desværre sandt, som det så ofte er sagt af medieanalytikere, at vi som medieforbrugere er blevet vant til at bevidne at verden omkring os er gået af lave. Billeder af krigsskuepladser og udsultede børn som end ikke orker at vifte fluerne bort fra ansigtet regner ned over os hver eneste dag i en bedøvende strøm. Vi farer ikke længere op af stolen eller giver følelserne frit løb, for den mest tilstedeværende følelse er afmagt og den manifesterer sig gerne fysisk som slatne skuldre. Jo flere billeder, desto mere følelsesbedøvede fremstår vi – vi kan ikke rutsje hele vejen ned i kulkælderen med gråd og tænders gnidsel hver aften fra syv til halv otte og igen fra ni til halv ti. Vi sætter (ubevidst) et forsvar op mod denne rutsjetur og mærker derfor højst den slatne afmagt. Tragedierne ude i verden er af sådanne dimensioner at der måske slet ikke rigtig er nogen følelsesmæssig reaktion der kan “matche” hos den jævne danske medieforbruger. I stedet affinder man sig med tanken om at man alligevel ikke kan bære verdens elendighed på sine skuldre, og derfor er det okay at blive siddende med følelserne stort set uberørt i sofaen.

Men når fam. Ingalls toner frem (serien genudsendes vistnok konstant) får vi noget vi kan forholde os til. Uden at kunne føre filmvidenskabeligt bevis for det, gætter jeg på at det er den evige afspilning af det universelle familiedrama, som appellerer stærkt til vores allesammens indre konfliktmateriale og uforløste følelser, og som dermed taler direkte til den del af os, som i psykologien omtales som “det indre barn”. Når Laura fx ikke må få et par nye træsko som sin storesøster og søskendejalousien blomstrer, ruller de indre smalfilmsoptagelser fra vores egen barndom samtidig for fulde gardiner. Lauras jalousi er vores jalousi. Det er meget muligt at luften er tyk af klichéer og at stereotyperne driver som harpiks ned af væggene i Det Lille Hus, men serien har åbenbart forstået, at hvis man vil kommunikere med seerens indre barn, gælder samme regel som hvis man vil kommunikere med ethvert barn: keep it simple. Hvis man hører til dem, der kan græde over Laura & Co., eller noget tilsvarende, så vil jeg gætte på at det er fordi man har brug for det – og så gælder det om at gøre det så tit som muligt.

Bland dig ikke i alt

En bekendt fortæller om en morgen, da hans mindste datter på fem måneder ligger og leger med sin sut. Hun har for få uger siden opnået så megen viljesmæssig kontrol over sine arme og hænder, at hun kan tage fat om sutten og hive den ud af munden og derefter putte den tilbage igen. Sådan ligger hun tit og finpudser sin teknik, frem og tilbage i én uendelighed. Så ryger sutten ud af hånden og ligger akavet med gummiet nedad og plastichåndtaget opad og trykker på hendes ene kind. Hun vrider og drejer sig og åbner instinktivt munden for at få gravet sutten frem igen. Det klør i farens fingre, han har lyst til at hjælpe hende ud af kniben, men hun klarer den selv. Får med sin højre hånd et solidt greb om selve gummitutten og følgelig er det nu plastichåndtaget hun forsøger at skubbe ind i munden. Hun bliver ved og ved, indtil faren til sidst giver efter for kløen i sine fingre og tager den ud af hendes hånd, drejer sutten korrekt og lister den tilbage i gabet på datteren. Smok! Sådan, så har vi det bedre, ikke sandt?, tænker faren. Nøjagtig ét sekund senere spytter hun i åbenlys protest sutten ud og genoptager i ro og mag sit forehavende med en mine a la mind your own business, dad!

Eksemplet er dagligdags og banalt, men jeg vil nu alligevel driste mig til at lade det understrege en velkendt udviklingspsykologisk pointe. Eksemplet viser nemlig at mens datteren fokuserer på processen “at lære at håndtere en sut”, fokuserer faren på resultatet “at få den sut ind i munden hurtigst muligt”. Han betragter situationen fra et voksent perspektiv, hvilket der ikke i sig selv er noget galt med, men han kommer samtidig til at forveksle sine egne behov med sin datters. Hvis faren således egentlig ville “hjælpe” sin datter i denne situation, skulle han have holdt grabberne for sig selv. Men det er jo netop dét, der er det svære, for set fra hans perspektiv er hun jo knibe. Den samme problematik gør sig gældende, hvis han ser sin lidt større søn i vanskeligheder på legepladsen eller i børnehaven, fx i klammeri med nogle kammerater. Han har stor lyst til at blande sig, komme ham til undsætning. Men hvad er vigtigst: at tilgodese sit eget resultatorienterede behov for at få bilagt konflikten, eller sin søns naturlige behov for at lære selv at begå sig i sociale sammenhænge, herunder at løse konflikter?

Svaret må vel være, at det som så meget andet i forælderskabet handler om fingerspitzgefühl. Man skal helt tydeligt og lige så sikkert som amen i kirken være der for barnet, ofte på tilskuerpladserne, nogle gange på sidelinien og ind i mellem helt inde og tackle igennem på banen.

Thanatos – dødsdriften

På motorvej E4 i sydgående retning er der sket et større trafikuheld, der er ambulancer på stedet. I nordgående retning går trafikken påfaldende trægt – fordi de forbipasserende trafikanter lige sagtner farten for at få et glimt af tragedien. Ikke særlig charmerende, men meget almindeligt.

En mand findes skyldig i og dømmes for nogle brutale, bestialske mord og sættes i fængsel. Her modtager han bunker af breve fra folk som tilkendegiver deres fascination af ham. Ikke umiddelbart indføleligt, men ret udbredt.

Du kører i din bil på en landevej med begge hænder fast monteret i stillingen “ti minutter i to” på rattet, ingen slinger i valsen. Omkring dig sidder familien. Pludselig slår tanken ned i dig: Tænk, hvis jeg kom til at flå rattet hårdt til den ene side så vi kørte galt! Tanken skræmmer dig og giver kuldegysninger, men den rummer også en sær og uforklarlig tiltrækningskraft. I hvert fald kører skrækscenariet i ring inde i hovedet et stykke tid og du skal virkelig koncentrere dig om kørslen for ikke at blive “suget” ind mod midterstriberne på vejen. Du tænder for radioen eller børnene siger et eller andet til dig og “gyserstemningen” fordamper igen og I lander sikkert på bestemmelsesstedet.

Den opmærksomme læser vil sikkert undre sig over, hvad der motiverer min beskrivelse af ovenstående tre scenarier? Min motivation udspringer af en undren, som jeg sikkert deler med mange andre, over baggrunden for de to først beskrevne; hvad er det der får mennesker til at stoppe op for at se detaljer ved en trafikulykke eller at søge nærkontakt med et menneske som bevisligt er dødsensfarligt at være i selskab med? Jeg bruger det tredje scenarie til at illustrere en forklaringsmodel som Sigmund Freud var inde på, nemlig at alle mennesker fra naturens hånd er udstyret med en række drifter, deriblandt dødsdriften, Thanatos. Vi kender og anerkender umiddelbart at vi har kærlighedsdriften, seksualdriften, Libido, men det kan falde os sværere at acceptere at vi også rummer det modsatte, at vi ubevidst drages mod det destruktive. Jeg ønsker på ingen måde at legitimere et “publikum” ved trafikulykker, det virker lige så stødende på mig som på så mange andre, ejheller vil jeg understøtte de “krimiromantiske” forestillinger om de indsatte i danske fængsler. Mit ærinde er alene at søge at kaste lys over de psykologiske mekanismer, som betinger umiddelbart uforståelig menneskelig adfærd eller tankeaktivitet. Jeg tror at Freud har ret i sin teori om Thanatos, hvorfor skulle vi ellers læse Ekstra Bladet, se gyser- og voldsfilm, bungeejumpe eller ind i mellem fantasere om, hvad der ville ske hvis vi gjorde noget forfærdeligt? Det er imidlertid altafgørende for vort samfunds beståen at de fleste af os trods alt er i stand til at fastholde den indre magtbalance mellem Libido og Thanatos, hvor Libido som altoverskyggende hovedregel har overtaget.

Hvorfor finder nogle kvinder sig i vold i ægteskabet?

Kvinde møder mand, de forelsker sig stormende og bliver gift efter kort tid. Snart kommer der børn til og hverdagen er et særdeles håndgribeligt og nærværende begreb. Forelskelsen har de to hastigt lagt bag sig, tilbage er et ægteskab som slår revner. Revner som bliver dybere og dybere for hver gang han slår hende – og børnene. Han er en tyran som konen og børnene gør klogest i ikke at komme på tværs af, men det er umuligt at undgå, da han uden varsel og ved den mindste anledning eller slet ingen sprænger i luften og afstraffer sin familie med vold. Det står på i flere år. En aften beslutter hun at stikke af med børnene, får husly først hos sin mor og siden hos en veninde. Efter få dage opsøger han hende og lover bod og bedring, hvilket hun vælger at tro på og flytter hjem til ham. Kort efter er den gal igen, denne gang har hun fået så mange tæsk at hun må forbi hospitalet inden hun søger tilflugt i Dannerhuset. Dér bliver hun i nogen tid, men overtales endnu en gang (da hun er hjemme for at hente tøj) til at flytte hjem igen. Mønstret gentager sig mange gange, indtil hun en dag slipper ud af ægteskabet og flytter alene med sine børn. Et halvt år senere møder hun en ny mand, som hun forelsker sig stormende i og bliver gift med efter kort tid…

For den udenforstående kan dette scenarie synes uforklarligt – hvorfor bryder kvinden ikke mønstret? Hvorfor finder hun sig i volden og ydmygelsen? Zoomer man ind på hendes personlige historie fra spæd til voksen toner det ene eksempel på svigt, forsømmelse og mishandling efter det andet imidlertid frem som perler på en snor. Fra barnsben har hun lært at hun er en person som ikke er bedre værd end det seneste lag tæsk hun har fået. Har man blot det ringeste begreb om tilknytningsteori vil man vide at kvaliteten af de relationer barnet har til de primære voksne i dets omverden danner skole for, hvordan barnet siden som voksen knytter sig til andre mennesker. Set i tilknytningsteoriens lys er det let at forklare at kvinden er fanget i et gentagelsesmønster, hvor hun i og med hun finder sig i ydmygelse og fornedrelse ubevidst bekræfter sin grundlæggende antagelse om sig selv: at hun ikke er bedre værd. Det er ikke ligetil at hjælpe kvinden ud af gentagelsestvangen, da den jo bygger på et solidt forankret opvækstbetinget selvbillede, men til gengæld er det ret åbenlyst at den mest frugtbare indfaldsvinkel er at facilitere en bearbejdning og udvikling af hendes selvforståelse, som forhåbentlig kan resultere i en forbedring af hendes selvværd. Et højere selvværd er en forudsætning for at hun kan sige til sig selv  – og sin mand – at hun ikke har fortjent at nogen så meget som krummer et hår på hendes hoved.

“Omvendt psykologi” (paradoksal intervention)

En indbygger i Athen siger: Alle indbyggere i Athen lyver. Et klassisk paradoks: Hvis manden taler sandt, lyver han – lyver han, taler han sandt – hvilket jo ikke kan lade sig gøre, hvis han lyver…et udsagn, som udgør et umuligt paradoks. Der findes masser af paradokser i litteraturen og sågar i videnskaben. Et kendt videnskabeligt paradoks er det såkaldte “Bedstefaderparadoks”, som udspringer af forestillingen om at kunne rejse tilbage i tiden og som stærkt forenklet illustreres i filmtrilogien “Back To The Future” med Michael J. Fox i hovedrollen. Den paradoksale pointe er at man ved at rejse tilbage i tiden ville få mulighed for at slå sin bedstefader ihjel, hvilket logisk set ville indebære at man aldrig selv var blevet født, hvorved man ikke ville kunne have gennemført tidsrejsen, hvorved… Paradokser er en slags dead-ends i den menneskelige logiske tænkning og det er i sig selv underholdende at lade tankerne tage en rutsjetur i de sløjfer som paradokserne danner. I den anvendte psykologi har man imidlertid for længe siden indset at paradokstænkningen udover at have underholdningsværdi også kan have terapeutisk værdi. Undertiden kan man som psykolog derfor (med stor varsomhed) foretage en “paradoksal intervention” som terapeutisk løsningsstrategi overfor et givent psykologisk problem hos en klient.

Eksempel: En klient oplever at han i alt for høj grad lader sit temperament løbe af med sig. Han er på ingen måde voldelig eller decideret ubehagelig overfor sine omgivelser, men han irriteres alt for let og synes ikke rigtig han har kontrol over sin irritabilitet. Både han selv og hans omgivelser er trætte af dette mønster. Den paradoksale intervention i forhold til dette problem er punkt ét at bede manden om i en afgrænset periode at føre protokol over dette adfærdsmønster – hvornår, hvad, hvorfor, hvem – forårsager irritationen? Punkt to opfordres manden til i samme afgrænsede periode at skrue lidt op for irritationen. Du hørte rigtigt, giv den lige en ekstra skalle, når du mærker irritationen! Han er stærkt overrasket, men følger anbefalingen. Ved næste samtale oplyser manden at han har oplevet noget meget mystisk siden sidst: Han har været påfaldende lidt irriteret, som om han ikke rigtig kunne få gang i vreden, når han bevidst satte sig for at skrue op for den…I øvrigt var det ret forstyrrende for vreden at skulle føres til protokols hele tiden. Det paradoksale er selvfølgelig at manden kom med en forventning om at nogen ville fjerne vreden fra ham, i stedet fik han besked på at beholde den og endda opdyrke den. Der er skrevet tykke bøger om de komplekse psykologiske mekanismer, som træder i kraft ved paradoksal intervention, men basalt handler det om at manden i sit “eksperiment” kun kan få succes: Hvis han bliver ekstra irriteret har han levet op til opfordringen (og har dermed bevist at han har viljesmæssig kontrol over sin vrede og med øvelse kan han derfor også skrue ned for den), hvis han oplever et fald i irritationen, har han opnået, hvad indledningsvist ønskede.

Dine forældre

“Du skal ære dine forældre”, lyder et af de ti bud. Når man i sin tid formulerede dette eller fx “du må ikke begære din nabos hustru”, var det nok fordi man havde en mistanke om at nogle ude i samfundet rent faktisk kunne finde på at producere smudsige fantasier om nabokonen – og fordi man anede at nogle rent faktisk var mindre end begejstrede for deres forældre. Dengang og indtil for ganske nylig var samfundet dybt afhængig af at familien hang sammen, familiens opløsning var lig med opløsning af samfundet. For at familien kunne hænge sammen måtte man sikre sig at børnene ikke bare skred fra det hele, når de blev store, men derimod blev og tog sig af deres gamle forældre som ikke længere kunne forsørge sig selv. Så man kørte det tunge skyts i stilling og hidkaldte den største autoritet man kunne komme i tanker om, Vorherre, som angiveligt skal have sagt at man har pligt til at elske og ære sine forældre, herunder forsørge dem når de bliver gamle og uarbejdsdygtige. I store dele af verden, hvor den vestlige velfærdsmodel ikke rigtig er slået igennem, gælder denne orden stadig. Men herhjemme er alle stort set økonomisk uafhængige af hinanden. Peter Belli formulerede for 35 år siden med grådkvalt forælderstemme til sit barn at selv om han (eller var det moren?) i årevis havde travet op og ned ad køkkengulvet med den søvnløse knægt på armen og selv om det havde været hårdt på mange leder og kanter, så var der INGEN REGNING. Men netop måden det bliver sagt på er et klassisk eksempel på det som i fagsproget hedder en “double-bind”, dvs. at man siger ét men mener det stik modsatte. Peter Belli siger at knægten ikke skylder dem noget, men hvorfor skal vi så sidde med en klump i halsen? Fordi PB jo synes at knægten skylder dem noget – på det følelsesmæssige plan står drengen i bundløs gæld til sine forældre.

Nutidens forældre ved godt at velfærdssamfundet nok skal tage sig af dem, når de bliver gamle, og at de derfor ikke længere kan bruge dette argument til at fastholde børnene. En anden udbredt (ubevidst!) taktik er så at skabe et følelsesmæssigt afhængighedsforhold, som bygger på dårlig samvittighed og “skyld med sky på”. I forretningslivet udnytter man dette ved fx at indføre Mors og Fars Dag.

Jeg mener egentlig ikke at man skylder sine forældre noget særligt. Når man får børn er det som udgangspunkt pr. definition for éns egen skyld og i et større perspektiv for at sikre artens overlevelse, og hvorfor skal børnene bøde for dét? Dermed ikke være sagt at jeg synes at børn skal blæse deres forældre én lang march, når de er vokset til, men det fører ikke til noget godt hverken at påbyde dem at elske og ære eller at snige sig ind ad bagvejen via den dårlige samvittighed.

Tal frit om de døde

De mortuis nihil nisi bene – om de døde intet, hvis ikke godt, er den direkte oversættelse af dette latinske mundheld. På mere mundret dansk betyder det at man ikke må tale ondt om de døde, hvilket er en norm vi moderne mennesker kender og i vid udstrækning efterlever hér mange hundrede år efter at de bevingede ord første gang blev formuleret. Der ligger sandsynligvis religiøse tanker til grund for netop denne adfærdsregulerende rettesnor, såsom at det at tale ondt om de døde kan afstedkomme ånders forbandelse eller måske Guds straf – desuden kan man være af den opfattelse at det er unfair at ytre sig negativt om de aføde, idet disse jo ikke har mulighed for at forsvare sig. Generelt tjener mange mundheld fine normalitetsbevarende funktioner og er dermed samfundsbevarende og -beskyttende, men mange gange er der også en slagside, hvor normerne producerer uhensigtsmæssige tabuer, som kan virke ødelæggende for det enkelte individ.

Eksempelvis: Som psykolog møder jeg i sagens natur en del mennesker som har oplevet smertefulde tab af nærtstående personer. Hvad enten disse tab er forårsaget af dramatiske ulykker eller af mere naturlige livsomstændigheder, reagerer de fleste med følelsesmæssige udsving af varierende karakter og styrke. Langt de fleste er selv i stand til at håndtere de følelsesmæssige reaktioner fase for fase, gerne med hjælp fra deres nære omverden. For nogle bliver der imidlertid tale om deciderede invaliderende belastningsreaktioner eller kriser, som det er vigtigt at forholde sig hensigtsmæssigt til. En central del af håndteringen af et kriseforløb i forbindelse med tab er sorgbearbejdningen, hvor den tabsramte igennem samtale bl.a. får mulighed for at udtrykke de tanker og følelser som knytter sig til den afdøde. Ofte opstår der et spontant behov hos dette menneske for at fortælle om indholdet og kvaliteten af den relation som han eller hun havde til den afdøde. Og hér opstår der ofte en indre konflikt i ham eller hende, fordi der uvægerligt vil være elementer i relationen til og hos den afdøde som har en negativ klang (ingen mellemmenneskelige relationer er eller bør være udelukkende positive). Men fordi normen byder os ikke at tale “ondt” om de døde, kapsles en del af det følelsesmæssige materiale ind og forbliver ubearbejdet, hvilket er uhensigtsmæssigt for en sund og hel sorgbearbejdning og dermed ødelæggende for personens samlede håndtering af krisen. En vigtig del af den psykologiske bistand i sådanne tilfælde består derfor i at hjælpe personen til en erkendelse af at dét at udtrykke sig negativt om den afdøde eller relationen til denne ikke er det samme som at “tale ondt om”. Jeg har ingen ønsker om at gøre vold på menneskers eventuelle religiøse idealer, men hvis det er afgørende for sorgbearbejdningen, finder jeg det rigtigst at give plads til hele billedet og ikke kun den censurerede del.

Ligestilling

I al diskretion og uvidenskabelighed har jeg taget temperaturen på nutidskvindens engagement i Kvindekampen. Såvidt jeg kan se er der ikke just risiko for feberkramper. I hvert fald sker der dét ti ud af ti gange, at hvis man spørger en kvinde hvad hun har af planer den 8. marts, så kigger hun desorienteret på én og spørger fx prøvende om der er landskamp eller sådan noget den dag. Ikke én eneste gang har nogen kvinde sagt at hun havde planer om at deltage i et arrangement som markerer Kvindernes Internationale Kampdag – som jo altså er programsat til den 8. marts. Om man kan tage dette som udtryk for at Kvindesagen er død, eller at Kampen er vundet – eller tabt – ved jeg ikke. Formentlig er den mest sikre konklusion, at såfremt der stadig udkæmpes et slag, så er taktikken væsentlig anderledes end den var for tredive-fyrre år siden. Dengang tog man til Femø og dokumenterede lidt gumpetungt (men effektivt, bevares), at “kvinder er stærke” (selv lave bål, selv lave biwuak, selv synge lange bange sange). I dag er arenaen igen rykket indendørs, ind i hjemmene, ind i familien, hvor kønskampen udspilles langt mere subtilt i hverdagens pragmatiske og logistiske puslespil af job, børnetransport og husholdning. Det er blevet meget vanskeligere at sætte overskrifter på, hvad kampen handler om i dag – de fleste af de mænd jeg kender og har hørt om har for længst (i hvert fald officielt) givet slip på forestillingen om at kvinder er svage og forsvarsløse og hører hjemme foran komfuret. Netop komfuret er i dag i høj grad blevet mændenes domæne, og skjortestrygningen klarer han også selv. Hovedrengøring er for mange heller ikke længere et stridsspørgsmål, idet det igen er blevet almindeligt, socialt acceptabelt og økonomisk muligt at udlicitere denne opgave til professionelle.

Mon vi er derhenne, hvor der ikke rigtig er flere kønspolitiske spørgsmål at kæmpe for? Næppe. Når det stadig i år 2011 kan dokumenteres at sådan noget som lige løn for lige arbejde endnu ikke er en regel der gælder på tværs af kønnene, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det ville jeg fandeme ikke finde mig i, hvis jeg var en kvinde. Og i forlængelse heraf kunne man spørge om ikke det kunne betale sig at samle noget af al den energi som går lidt til spilde i den diffuse kamp om karkluden derhjemme til en mere målrettet indsats for anstændig lønpolitik her til lands? Der findes masser af uretfærdighed på det danske arbejdsmarked, men den ulige løn for lige arbejde hører alligevel til blandt de mest eklatante svindelnumre jeg har hørt om. Gør noget ved det – ikke nødvendigvis den 8.marts, men i det hele taget.

Sig undskyld – en gang imellem

For et par år siden var det som om der blandt politikere gik mode i at sige undskyld. I mange forskellige sammenhænge trådte topfolk fra den internationale politiske scene frem og bekendte deres anger over et eller andet fejltrin og reddede derved deres karriere. I pressen var man ikke sen til at kritisere denne fremgangsmåde, fordi man mistænkte politikerne for at misbruge den mundtlige undskyldning som en bekvem måde at slippe uden om at tage et egentligt ansvar for deres handlinger. Kritikken var sikkert berettiget, men det er ærgerligt at selve undskyldningen som kommunikationsmiddel derved får buler i lakken. For en velanbragt undskyldning er egentlig en god ting. De fleste kan nikke genkendende til den situation at nogen har trådt én over tæerne (i konkret eller overført betydning), hvilket giver anledning til at man skumler over vedkommendes tåbelige og hensynsløse adfærd. Skumleriet kan nogle gange nå uanede højder, hvis man giver sig selv lov – men hvis vedkommende pludselig tropper op og stikker én en lodret undskyldning, så er det oftest som om luften siver ud af ballonen. Man kan sågar blive helt rørstrømsk og komme til at synes ekstra godt om denne noble person, som ikke er bange for at indrømme sine fejltrin og som ikke er for fin på den til at undskylde dem. Tager man de analytiske briller på, er en del af tilfredsstillelsen ved at modtage en undskyldning vel at man på den måde konkret mærker at man er på bølgelængde med den anden, at man i bund og grund deler de samme værdier og at ens eksistens respekteres. For mennesket, som basalt er en social størrelse, er denne oplevelse af vital betydning. Tilsvarende er der sagt mangt og meget om det tilfredsstillende i at være den der stikker en undskyldning. Hvem har ikke prøvet at gå rundt og lurepasse den med svidende dårlig samvittighed over en eller anden brøler i time-, dage- eller ugevis, for til sidst at få det ud af verden med en undskyldning. Hvilken lettelse det kan give. Men at give en undskyldning er en svær kunst. Mange er for stolte, er bange for at tabe terræn, og ser det som et svaghedstegn, hvis egne fejltrin erkendes og undskyldes. Besynderligt egentlig, når man tænker på at de fleste jo netop tager hatten af for den som tør sige undskyld. Men åbenbart skal det ikke siges for tit, for så mister koden sin værdi og forvandles i modtagerens øjne til det modsatte, en skummel undvigemanøvre fra egentlig ansvarstagen. Med fare for at lyde rigelig højstemt er det dog min holdning at det er bedre at sige undskyld en gang for meget end en gang for lidt – hvis man mener det!

Del dine tanker

En mand er ved at sætte et billede op på sin væg og står derfor og skal bruge en hammer. Han har ikke selv nogen hammer, men kommer i tanker om at naboen har én. Han skal til at gå ind ved siden af for at låne den, men mens han tager overtøj på kommer han til at tænke på at ham naboen jo er i gang med at bygge carport og derfor sikkert ikke kan undvære hammeren. For resten, når han tænker over det, så har det den sidste tid givet en del larm derindefra med den gør-det-selv carport – irriterende når man gerne vil sidde stille og roligt og nyde en kop kaffe i sin have. Da også utroligt at naboen ikke selv kan indse at han fuldstændig spolerer freden og hyggen for hele nabolaget med sin evindelige saven og hamren og banken. Før carporten var det jo havestuen – hvad bliver det næste? Bliver der aldrig fred og ro? Og er det i øvrigt ikke også en vranten attitude, han lægger for dagen, når man fx møder ham i det lokale supermarked. Det samme med hans kone, sur og tvær og ikke til at komme i nærheden af. Det skulle slet ikke undre om han slår hende. Han er nok også hård ved sine børn…hvis han nogensinde understår sig i at tage fat i andre end sine egne børn, så skal han nok få socialforvaltningen på nakken.

Manden spankulerer til sidst i stærkt ophidset tilstand ind og banker hårdt på naboens dør mens han brøler ind gennem brevsprækken: Du kan kraftedeme beholde din forpulede hammer for dig selv, dit dumme svin!

Om den beskrevne episode har fundet sted i virkeligheden, ved jeg ikke. Jeg har den fra en klient, som refererer den frit efter et lignende eksempel fra en eller anden bog om kommunikation og tænkning. Udover at selve liguster-komikken rammer plet, synes jeg den er et fremragende karikeret eksempel på, hvordan vore tanker og følelser kan løbe afsted med os, hvis vi altid vælger den nemmeste udvej, nemlig at undlade at indvie andre i hvad der foregår inde i hovedet/kroppen på os. Det kan selvfølgelig ikke blankt udelukkes at naboen vitterlig er en småkarakterafvigende børnemishandler med hang til hustruvold og gadeuorden, men ret beset bygger vor vens tese herom på et ganske spinkelt grundlag, nemlig et indre lydbånd som formentlig er blevet indspillet med blokeret vrede som underlægningsmusik. Måske udspringer vreden af gammel, hengemt ærgrelse over naboens larm, måske får vreden næring andetsteds fra, eller en kombination. Der kan udledes flere moraler af historien, én af dem er at man gør alle inclusive sig selv en bjørnetjeneste ved at hamstre følelser i stedet for at lade dem komme til udtryk i de sammenhænge hvor de hører hjemme – det gælder ikke mindst vrede.

Den misforståede hjælper

Ad omveje hørte jeg om en midaldrende kvinde, som ikke véd alt det gode hun vil gøre for andre mennesker. Overalt sætter hun sine diskrete fingeraftryk med små og mellemstore næstekærlige gerninger. Folk i periferien bliver duperet af hendes allestedsnærvær og tager hatten af for hendes medmenneskelighed. Især tager hun affære, når nogen på den ene eller den anden måde er ramt af dårligdom. Hun er den første til at vide det hvis fx naboens svigerdatter ligger syg, eller hvis en slægtning til en perifer kollega er død. Det er efterhånden blevet en stående joke, at hun må være udstyret med en særlig radar som sætter hende i stand til at opsnuse sygdom og elendighed på kilometers afstand. Påfaldende ofte ender det med at hun bliver en central figur i sådanne sammenhænge, både som sjælesørger og som praktisk gris. Umiddelbart er der intet odiøst i at denne kvinde tilbyder sig selv som en ressource for andre mennesker i nød – tvært imod ligner det jo en nobel livsindstilling. Men helt problemfrit er det nu ikke, i hvert fald ikke for hendes egen familie og nærmeste venner. De står i et dilemma, når hun typisk ved en ellers festlig sammenkomst underholder med en af sine rystende beretninger om fx en tidligere nabos tragiske sygehistorie. Hendes egen beundringsværdige indsats i forhold til den syge lader hun ikke gå upåagtet hen. På den ene side er det jo flot og stort af hende at tage sig af dette medmenneske, på den anden side kan tilhørerne ikke lade være med at blive en lille smule irriteret på hende. Og hvorfor egentlig det? Irritationen opstår sandsynligvis fordi der lige nedenunder den uskyldsrene selvopofrelse ligger et latent behov for at blive set og hørt og opnå anerkendelse og accept, hvilket skinner igennem uden at nogen rigtig kan sætte en finger på det. Dybest set bruger kvinden faktisk de dårligdomsramte til at dække et uopfyldt behov for opmærksomhed – helt ubevidst, bevares. Præcis hvorfor kvinden er i underskud på opmærksomhedskontoen kan der være et utal af grunde til som man kun kan gisne om, men når hendes heltegerninger vækker modstand blandt hendes nærmeste er det fordi de fornemmer den skjulte dagsorden, som giver hendes indsats modsat fortegn. For at undgå at kvinden med tiden bliver parkeret i et selvvalgt martyrium som den misforståede hjælper, kan det varmt anbefales at nogen i hendes omverden begynder at tale direkte med hende om hendes eget bud på årsag og virkning i hendes adfærdsmønster.

 

Empati

Men jeg VIL ikke i børnehave skriger den fireårige pige ind i ansigtet på sin mor, som forgæves forsøger at få mast hende ned i flyverdragten. Moren skal skynde sig for ikke at komme for sent på arbejde og er ved at syre godt og grundigt til over datterens i øvrigt evindelige brokkeri over at skulle i børnehave. Det KAN ikke komme som nogen overraskelse at den står på børnehave også i dag, tænker den stressede mor, som er mere end træt af dette tilbagevendende morgenskænderi. I nogen tid forsøger moren sig med at indarbejde positiv-tænkning hos datteren á la: Det er da sjovt at være i børnehave, du skal jo bare ned og lege og hygge dig. Sammenlignet med hvad moren selv kan se frem til på sin arbejdsplads ser hun børnehaven som et slaraffenland, men for den lille pige er det ikke altid hverken sjovt eller hyggeligt at skulle forholde sig til en horde af larmende og impulsstyrede børn fra klokken otte til seksten. Det er hårdt at gå i børnehave. Så tager moren hårdere fat og begynder at skælde datteren ud, når hun bedyrer sin ulyst til at komme i børnehave. Konflikten eskalerer og klimaks nås i børnehaven, hvor det rituelle farvel drukner i datterens tænderskærende gråd. Igen. Moren kan så tage på arbejde med en vognfuld dårlig samvittighed og ærgre sig over at hun igen lod temperamentet løbe af med sig. Er der nogen enkel og skudsikker løsning på dette universelle problem som formentlig de fleste børnefamilier er i kløerne på fra tid til anden? Nej, barnet skal jo i børnehave. Men det er muligt at måden det sker på kan justeres. Hvad angår morens måde at forholde sig på, er hendes manglende vilje, evne eller mod til reelt at sætte sig i datterens sted iøjnefaldende. Både mor og datter handler ud fra egne motiver og behov uden at tage højde for den andens motiver og behov. Datteren er fritaget for dette i kraft af at hun er et barn, men moren er voksen og bør derfor være i stand til at anskue en situation fra flere vinkler på samme tid. Selv om udfaldet bliver det samme, at datteren skal i børnehave, kan moren vel ligeså godt vise datteren at hun forstår og kan sætte sig ind i datterens situation. Fx ved helt enkelt at sige til datteren at hun egentlig godt kan forstå at hun ikke har lyst til at komme i børnehave. På den måde vil datteren i det mindste opleve at hun bliver forstået og at hun ikke er ”alene om sit synspunkt”. Morens i øvrigt velmente forsøg på at tænke positivt for datteren gør reelt kun situationen sværere for datteren, fordi hun ud over at være ked af at skulle i børnehave også føler sig misforstået af sin mor. Det er ikke sandsynligt at problemet forsvinder som dug for solen, hvis moren bare udtrykker forståelse for sin datters situation, men det er stensikkert at datteren på længere sigt profiterer ganske gevaldigt af det.

Sæt grænser

En kvindelig klient bringer en dag emnet børn og venner på bane, fordi hun er ked af at hendes og mandens forhold til fælles venner og bekendte efterhånden kører på meget lavt blus efter at de har fået børn. Hun kan sådan set godt acceptere at venskaberne har fået en lidt mere ”voksen” karakter og at der kan gå længere tid mellem samvær med venner end tidligere, men hun synes det virker som om man ligefrem er begyndt at undgå dem en smule. Eller snarere som om man prøver at undgå deres børn. Da jeg beder kvinden fortælle lidt mere om sine børn tegner der sig et billede af nogle gode, men også særdeles opmærksomhedssøgende børn, som i næsten alle sammenhænge får meget frit spillerum af forældrene. De fylder meget. Dette er kvindens egen vurdering, og hun har det godt med at give sine børn meget plads – hvad enten de er ude eller hjemme. Dette lyder jo som udgangspunkt som en god idé. Men et eller andet sted må der jo være noget som kikser. Jeg beder kvinden konkretisere hvad hun mener med det at give sine børn meget plads, og hun nævner en række eksempler, hvoraf en del i mine ører mere lyder af grænseløshed end af rummelighed fra forældrenes side.

Som djævlens advokat foreslår jeg at vennerne måske ikke befinder sig godt med at hun undlader at gribe ind, når de fx tonser rundt i divaneseren med bar røv eller ustandselig begraver fjernbetjeningen til B&O anlægget under stuebirken. Hertil svarer kvinden at hun jo altid siger til folk at de bare skal sige fra, hvis børnene gør noget, de ikke må – så her kan der efter hendes umiddelbare opfattelse ikke være noget problem. Men det er der absolut: I det øjeblik hun siger til sine venner at de bare skal sige til og fra overfor hendes børn har hun samtidig givet dem et ansvar som de bestemt ikke har lyst til at få. Det er ikke deres børn og de er ikke vant til at tackle dem og deres reaktioner, når de støder mod grænser. De bliver utrygge ved børnene og finder det anstrengende at følge dem ud af øjenkrogen for at følge med i hvad de nu finder på. Samtidig opbygges en irritation over morens manglende initiativ – og måske mod – til at styre sine børn, hvorefter der kun levnes meget få mentale ressourcer til at være sammen som venner og som voksne. Når børnene er gået med deres mor ånder vennerne lettet op og besigtiger skaderne. Er der eventuelt meget jord i fjernbetjeningen eller tilsvarende efterladenskaber i divaneseren er det i sig selv ærgerligt, men det bliver ekstra irriterende når der kun er én selv at bebrejde – for moren sagde jo at man bare skulle sige fra!

På den baggrund kræver det ikke en doktorgrad at forstå at nogle af vennerne instinktivt kvier sig ved alt for megen nærkontakt. Meddelelsen til min klient er ikke blot – og blev heller ikke serveret som – at det hele er din egen skyld. Men omvendt kan hun heller ikke sidde sig sit ansvar som forælder overhørig – det er ubetinget hende der skal opøve en ”feeling” for hvad børnene må og ikke må i enhver sammenhæng – og handle efter dét.

Dagligdags konflikter

Hun kan stort set ikke bevæge sig gennem et indkøbscenter uden at blive impliceret i et eller flere småskænderier med enten andre handlende eller ekspedienter. Min klient er en femogtrediveårig kvindelig skolelærer, som ærgrer sig over at temperamentet er så let antændeligt. Hun kan fortælle masser af anekdoter med temaet: kraftige vredesudbrud med minimal anledning. Senest var hun netop på indkøbstur i et stormagasin sammen med sine to børn. På vej hen til rulletrappen passerer de en ældre dame som kommer til at strejfe datteren med sin indkøbspose. Min klient reagerer med at skælde og smælde på den ældre dame, som ganske vist bar sig lidt klodset ad, men som formentlig ikke var ude på at komme pigen til livs. Bagefter giver begge børn tydeligt udtryk for at de fandt situationen, dvs. morens reaktion, pinlig. Da min klient var yngre vandt hun stor respekt blandt sine venner og veninder for sin bramfri facon, som blev tolket som et udtryk for stort mod og ærefrygtindgydende stolthed. I dag bliver folk omkring hende, navnlig hendes børn, i bedste fald pinligt berørt. Hvorfor kan du ikke bare lade være med at skabe dig, siger og tænker man i hendes omverden. Og hvorfor kan hun egentlig ikke dét? Det provokerer min klient en smule at jeg tillader mig at betegne hendes stormagasinadfærd som en anelse umoden, men hånden på hjertet; hendes frustrationstærskel er ikke alderssvarende. Provokationen sætter hende i gang med at tænke konstruktivt om baggrunden for hendes forvaltning af vrede. En brugbar forklaring toner frem – hér i en forenklet udgave: Hun husker sin egen barndom som ganske god, men også stærkt præget af at navnlig moren i næsten alle sammenhænge var ret holdningsløs og slatten. Hun mente aldrig rigtig noget, i hvert fald ikke før hun var på sikker afstand af andre menneskers eventuelle reaktion på hendes synspunkter. Min klient måtte altid tage ansvaret for og beskytte sin lillebror, ikke mindst i skolen hvor han blev drillet ganske meget – uden at forældrene gjorde noget særligt for at gribe ind. Tidligt fik min klient altså en betydelig foragt for forældrenes manglende handlekraft og det blev en meget væsentlig værdi for hende at sige fra over for hvad som helst til hvem som helst – ingen skulle løbe om hjørner med hende. Det har fungeret perfekt et langt stykke ind i voksenalderen, men det er blevet for meget af det gode, fordi hun krampagtigt insisterer på at leve op til et værdisæt som var velplaceret i skolegården, men som er malplaceret i de fleste dagligdags situationer – når man er voksen. Og man kan snildt sætte sig i respekt uden at gå amok over småting. Hun har nu besluttet sig for at afprøve påstanden, især af hensyn til sine børn…

 

Angst

”Derimod vil jeg sige, at dette er et Eventyr, som ethvert Menneske har at bestaae, at lære at ængstes, for at han ikke enten skal fortabes ved aldrig at have været angest, eller ved at synke i Angesten; hvo der derfor lærte at ængstes retteligen, han har lært det højeste”.

Ovenstående Søren Kierkegaard citat* er her godt 150 år efter dets tilbliven højaktuelt. En meget stor andel af de mennesker jeg som psykolog taler med henvender sig nemlig med en angstproblematik i en eller anden form. Begrebet angst forstås almindeligvis som en overordnet betegnelse for psykisk ubehag af varierende intensitet; fra mild forventningsbetinget anspændthed (sommerfugle i maven) til stærk forpinthed med mærkbare legemlige reaktioner, hvor normale livsfunktioner som koncentrationsevne, arbejdsevne, søvn, appetit og seksualitet mere eller mindre sættes ud af spillet.

Meget forståeligt er klientens udgangspunkt ofte at han eller hun bare gerne vil have hjælp til at slippe af med denne angst. Nogle har måske gennem flere år udviklet deres egne strategier til håndtering af angsten, fx ved undgåelsesadfærd eller ved at bedøve den med alkohol eller stoffer, hvilket på længere sigt kun gør ondt værre. Men i et moderne liv, hvor der mildt sagt er fart over feltet både privat og professionelt er der ikke tid og plads til at være ukampdygtig i hverken kortere eller længere perioder, og samtidig er det at have problemer af psykolgisk karakter fortsat tabu mange steder. Så hvis man på nogen måde kan gemme sig for angsten, så gør mange dét – lige indtil strudse-strategien ikke længere gør sin virkning.

En meget vigtig del af det at håndtere angst og at hjælpe et menneske som oplever angst er at forstå og acceptere at angst ikke i sig selv er noget sygeligt. Kierkegaard havde fat i den lange ende da han så at angst er en del af menneskelivets vilkår og ligesom smerte er organismens reaktion på fysisk skade er det at føle angst en væsentlig beskyttelsesfunktion og en forudsætning for overlevelse, fordi den gør os opmærksomme på konkrete eller diffuse trusler.

Dybest set kan en væsentlig del af en langtidsholdbar behandling af invaliderende angst være at hjælpe klienten til inderst inde at forstå, acceptere og konfrontere angsten som et grundlæggende livsvilkår – et beredskab som alle mennesker er født med og som hos nogle er mere letvakt end hos andre. Der er ingen der påstår at det er sjovt eller rart at mærke angsten, men det er åbenbart kommet for at blive som en del af et helt liv og en hel psyke. Derfor er det mere konstruktivt og realistisk at sætte sig som målsætning at bemestre angsten til et acceptabelt niveau – at lære dens væsen bedre at kende – fremfor at bekæmpe den helt eller at flygte fra den.


* Begrebet Angest, 1844

 

Jalousi

Hun var taget i byen med veninderne og havde en forrygende aften, hvor alting kørte for hende. Som mor til to var det år siden hun sidst havde slået sig så meget løs som hun gjorde denne aften. Helt ædru var hun jo ikke, hvilket blev hendes væsentligste undskyldning overfor sig selv, da hun morgenen efter vågnede op hos en mandlig kollega som hun tilfældigt havde mødt på et af værtshusene. Bondeangeren ramte hende som en rambuk i mellemgulvet; hun havde været sin mand utro, forrådt sin familie, svigtet sine børn. Hvad der aftenen forinden havde syntes som en uskyldig flirt viste sig nu som en altfortærende katastrofe. Hendes mand tog det egentlig pænt, dvs. han forlod hende ikke, som hun ellers havde frygtet. Stemningen derhjemme var imidlertid ikke særlig god, hendes sidespring blev tabu, et unævneligt emne som kilede sig mere og mere fast mellem de to og bragte dem uendelig langt fra hinanden, især når de i almindelige dagligdags situationer var fysisk tæt. Børnene reagerede derefter.

Adskillige måneder var gået på den måde, da kvinden henvendte sig til mig. Situationen er for kvinden blevet uudholdelig. Hun angrer til det selvdestruktive, men kan ikke gøre bod overfor ægtefællen, fordi han nægter at berøre området. Kvinden har som reaktion herpå efterhånden udviklet en voldsom jalousi overfor manden, som hun mistænker for at have afskrevet hende for i stedet at boltre sig i fremmede kvinder, så snart han kan slippe afsted med det. Af familie og venner har hun i den ene grøft fået at vide at hun ligger som hun har redt og må lære at leve med sin jalousi, i den anden grøft at hun burde forlade manden, når han ikke vil samarbejde om at komme videre med det skete.

Situationen er lige så tragisk som den er almindeligt forekommende rundt om i de små hjem. Ingen kan gøre det skete usket, og jeg kan ikke (og ville ikke hvis jeg kunne) fjern-præparere manden til at tilgive sin kone førend han er parat til det. Derimod kan jeg hjælpe kvinden til at bemestre sin jalousi bedre, hvilket er en afgørende forudsætning for at de to og dermed familien kan komme videre fra det nuværende dødvande. Når kvinden lader jalousien få overtaget styres hun af trangen til at kontrollere ham, hvilket dels er opslidende for hende selv, dels skubber hun manden endnu længere væk fra sig. Det psykologisk interessante er at kvinden med vold og magt ønsker at beholde sin mand, men hendes metode til at opnå dette har den stik modsatte effekt.

I nogle uger har kvinden med held tøjlet sin trang til at kontrollere, hvilket rent faktisk har resulteret i at den oplevede jalousi er blevet mindre. Alting løser sig ikke herefter som ved et trylleslag, men der er mindst én åbenbar gevinst ved at kvinden lærer at bemestre sin jalousi, nemlig at der derved frigives energi til at arbejde konstruktivt for deres sam- og familieliv. Selv om manden endnu ikke har lukket helt op for det varme vand, så har han dog reageret positivt på ikke længere at være under lup.

Krisehjælp

Jeg hører ofte: Nu om stunder skal folk have krisehjælp for hvad som helst. Det er snart så langt ude at bare man har set en gammel dame tabe sit indkøbsnet i Føtex skal man have psykologisk førstehjælp. Folk er blevet nogle pylrehoveder som snart ikke er i stand til at tage vare på dem selv, hvis bare der opstår den mindste krise i deres liv. Hvis ikke vi passer på ender det med at vi får Woody Allen’ske tilstande, hvor alle har hver sin psykolog med hvem enhver livsytring bliver gennemdrøftet og analyseret med det resultat at vi bliver en nation af fremmedgjorte individer med alvorlige mangler på basale følelsesmæssige færdigheder.

Det er helt relevant at gøre sig tanker om, hvor danskerne er på vej hen med deres brug af psykologisk bistand, men overvejelserne bør bygge på saglighed og ikke på klicheprægede fordomme og formodninger, som – når man ser hvad folk reelt henvender sig med af problemer – ligner velbjærget arrogance. Meddelelsen mellem linierne er: Folk må tage sig sammen! Se bare på mig, jeg kan da sagtens selv klare mine problemer!

Mennesker i almindelighed går ikke til psykolog blot fordi kanariefuglen er kommet til skade eller ligusterhækken er væltet. Oftest er der tale om gennemgribende problemer som i større eller mindre grad er invaliderende for den pågældende. Typiske årsager til at søge psykologhjælp kan fx være: voldsomme stressreaktioner, udbrændthed, angst, mobning på arbejdspladsen, skilsmisse, misbrug, større trafikuheld, belastningsreaktioner i forbindelse med vold eller trusler om vold, depression. Tilstande og situationer som af den enkelte oplveves som så ubehagelige at selvdestruktive tanker og adfærd ikke er usædvanlige, og hvor familie- og arbejdsliv kan være tæt på sammenbrud.

De fleste mennesker oplever på et eller andet tidspunkt i deres liv én eller flere kriser, og de fleste ønsker at håndtere kriserne selv. Det er jo aldeles fremragende, når det lykkes og psykologstanden har så vidt jeg ved ingen intentioner om at fratage folk deres kompetence til at løse deres problemer selv. Psykologen kommer ind i billedet netop dér, hvor den kriseramte har opbrugt de problemløsningsstrategier, som lå indenfor den personlige kompetence eller som kunne nås i personens sociale sfære.

Universitetsuddannede psykologer er fuldt ud opmærksomme på at mennesker generelt er bedst tjent med at kunne klare sig selv uden professionel assistance, og det er lige præcis dét, psykologen ønsker at bidrage til, når han eller hun i en afgrænset periode tilbyder sig som ressourceperson for klienten.

Det er som sagt ikke det rene pjat folk søger hjælp til at håndtere, og jeg mener at det vidner om beskeden indsigt, når det fra tid til anden selvtilstrækkeligt udbasuneres at danskerne er blevet et skvattet folkefærd, som ikke tør leve deres liv uden en psykolog ved hånden. Tvært imod tager jeg gang på gang hatten af for danskerne: Det er ind imellem ganske fantastisk, hvilke traumatiske begivenheder folk kan gennemleve uden at bukke under.

Barnets køn

Hans kone er gravid og de glæder sig fantastisk til at få deres første barn. Fra den dag den berømte tissepind viste to streger har de talt om, hvor uendelig ligegyldigt det er om det bliver en dreng eller en pige. Den velkendte parole lyder: bare det er sundt og rask, så er vi ligeglade med kønnet. Ikke syv vilde heste kan få nogen af de kommende forældre til at udtrykke præference for det ene eller det andet. Disse kommende forældre er langt fra enestående på dette område, de fleste kommende eller nybagte forældre, jeg taler med, glider rutineret af på spørgsmålet. Om der er tale om et decideret tabu ved jeg ikke, men stemningen synes at være, at man ikke kan tillade sig at give udtryk for ønsker i dén retning. Punkt ét risikerer man jo at stå med en flov smag i munden, hvis der kommer noget andet ud end man har bestilt. Punkt to er der fare for at lyde forkælet eller krævende, hvis man går op i den slags, når man blot bør være glad for overhovedet at kunne reproducere seig selv – dette accentuerers jo for tiden af den generelle mistillid til den danske sædkvalitet. Punkt tre, og det tror jeg er lettere tabuiseret, kan man være bange for at sige for meget om sig selv ved at offentliggøre et måske ganske klart indre ønske til, eller forestilling om, barnets køn. En offentliggørelse af et sådant ønske kan nemlig føre til at omverdenen kræver en forklaring. Det som kan opleves som ”farligt” er at en sådan forklaring direkte eller indirekte kan handle om denne persons selvopfattelse. En mand der inderst inde ønsker sig en datter kan måske have dette ønske fordi han ubevidst er bange for at få en søn, som ligner ham selv, eller måske kan han på baggrund af egne erfaringer ikke forestille sig at han kan få en nær følelsesmæssig tilknytning til én af samme køn som ham selv, eller…En kvinde kan eventuelt ubevidst frygte at gentage det konkurrencebetonede forhold hun måske har til sin egen mor, hvis hun får en datter, eller hun kan helt banalt ønske sig en søn, fordi hun så ofte har hørt klicheen at drenge er meget mere ligetil og ikke så konfliktskabende som piger, eller…

Ikke alle tabuer er til for at blive brudt, og pointen er på ingen måde at jeg anbefaler alle at braldre ud med deres private tanker og forestillinger om barnets køn til alle og enhver. Man er i sin gode ret til at have et privat ønske (og at bibeholde det i privaten), men hvis man nu får et barn af det køn, man ikke forventede, kan det være befordrende for tilknytningen til barnet at man på forhånd har diskuteret sine motiver (som gerne må være irrationelle og selvmodsigende – det er den slags tit) med sig selv. Og i bedste fald også med sin partner.

Vær ærlig overfor dig selv

Med ærlighed kommer man længst, lyder en formanende gammel tommelfingerregel. Og der er vist noget om snakken, ikke mindst når det kommer til ærlighed overfor én selv. En klient, en mand tæt på de tres, som de seneste femogtyve år har gjort tjeneste ved fængselsvæsenet, henvendte sig til mig i forbindelse med at han for nylig havde været udsat for en meget ubehagelig episode med fysisk og psykisk vold på sit arbejde. Det er langt fra første gang han har oplevet den slags, idet hans arbejde indebærer daglige konfrontationer med mange mennesker. Allerede efter få konsultationer var han fri af selve den følelsesmæssige belastningsreaktion, den aktuelle episode havde afstedkommet. Han var tydeligvis en garvet gut som ikke sådan lod sig vælte af pinden. Sådan opfattede han også sig selv, og selv om arbejdet til tider var hårdt holdt han meget af det. Så meget desto mere var det ham en gåde at når han nu mente at have fået bearbejdet episoden på konstruktiv vis, at han så mærkede en stigende modstand mod at gå på arbejde. Det handlede ikke om frygt for nye episoder, den del var han afklaret med, men han kunne ikke sige sig fri for en gnavende irritabilitet og et generelt mishag, når han mødte på arbejde – en tilstand der varede dagen igennem. Begge dele kunne sagtens være delsymptomer i forbindelse med en forsinket belastningsreaktion, men min klient fastholdt at dette ikke var tilfældet.

Efter yderligere et antal konsultationer nævnte manden i en bisætning at hans arbejdsplads nogle uger inden episoden fandt sted skulle have afholdt fest for ham i anledning af hans femogtyveårs jubilæum. Men det havde man glemt! Nu hævdede min klient at dette jo ikke betød noget særligt og det var jo i virkeligheden også noget pjat at gøre et stort nummer ud af ham osv osv. Lige under røgsløret lå der selvfølgelig en dyb og meget forståelig skuffelse. Femogtyve år havde denne mand investeret i sin arbejdsplads og så bliver han glemt. Dén kan han så gå og tygge på, når han om et par år går på pension.

Spørgsmålet om ærlighed kommer ind dér, hvor manden efter nogen tid giver sig selv lov til at kalde tingene ved deres rette navn: Skuffelse. Det er jo ikke selve kransekagen eller portvinen eller den dobbelte månedsløn, det handler om – det er den symbolske anerkendelse af en trofast medarbejders livsværk. Det værste for min klient er det forklaringsproblem han har i forhold til familie og venner; med hvilke ord serverer man denne ”nyhed” uden at føle at man mister lidt af sin værdighed?

Hans stolthed forbyder ham at gøre ledelsen opmærksom på deres forglemmelse (man forstår ham, men guderne skal vide at de har klokket i det). Suppedasen står ikke til at redde, men trods alt har manden dog fundet en brugbar forklaring på, hvor hans lede ved arbejdspladsen stammer fra.

At sige fra

Hun har lige siddet og snakket i telefon i knap en time med en veninde. Intet nyt i dét, intet nyt i at firs procent af samtalen handlede om venindens gøren og laden, intet nyt i fornemmelsen af at blive udnyttet som lytter og problemknuser for den anden, intet nyt i den voldsomme irritation der skummer op efter røret er lagt på. Min klient er en kvinde midt i tyverne, som er meget træt af rollen som vennernes og venindernes private socialrådgiver. I sit professionelle liv er hun faktisk socialrådgiver og trives godt i sit job, men hun finder det temmelig utilfredsstillende ikke at kunne give slip på funktionen i sit privatliv. Hun oplever det som om folk omkring hende tager hendes udelte opmærksomhed for givet, mens der kun nødtvungent levnes lidt taletid til hende selv. Så længe hun kan huske har det været sådan. Om hun så lige er kommet hjem fra en udlandsrejse, om hun så har haft de mest spektakulære oplevelser på sit arbejde, sågar om hun så lige har fundet ud af at hun er gravid – synes folk i hendes omverden til hver en tid at finde sig selv mere værdige til den samlede opmærksomhed. Min klient finder sig gang på gang i den ulige rollefordeling, og mærker som følge heraf en gnavende bitterhed. Og fordi hun ikke ved hvad hun skal gøre for at ændre på situationen er hun ret ofte ked af det og har efterhånden ikke ret meget lyst til at snakke med folk overhovedet.

Det er yderst sjældent at der findes enkle og skudsikre løsninger på menneskers personlige og sociale problemer, og dette er ingen undtagelse. Min klient kender godt i forvejen det gamle slagord om at ”lære at sige fra”, men det er kun en ringe hjælp, når det at sige fra netop er det sværeste i verden for hende. Som hun ser det svarer det til at foreslå en mand med to brækkede ben, at han skal løbe det væk.

Til gengæld giver det mening for kvinden at fordybe sig i spørgsmålet hvorfor det at sætte grænser er så vanskeligt for hende. Svaret er ikke nødvendigvis overraskende, men at sige det højt åbner muligheder for at komme videre: hun er bange for at skubbe folk væk fra sig, miste dem hun holder af, hvis hun markerer sig alt for tydeligt i landskabet overfor dem. Mange års træning har gjort hende fortrolig med det at ”rumme” andre mennesker og deres problemer, og hun er bange for at hvis hun pludselig selv læsser af den anden vej, så vil folk løbe skrigende bort. Men ved nærmere eftertanke; når hun helt konkret gennemgår de vigtige personer i sin omverden én for én synes det usandsynligt at de ville slå hånden af hende, hvis hun formastede sig til at tage ordet. Bevares, folk burde selv kunne styre sig og høre, hvornår deres stemme har lydt længe nok, men det kan de åbenbart ikke altid og så er spørgsmålet, hvordan man vælger at forholde sig til dét. Kvinden hér er så træt af at være samtaleoffer at hun har valgt fremover at satse på selv at blive hørt. Den kalkulerede risiko er at enkelte perifære bekendtskaber eventuelt bakker ud, til gengæld vil hun næsten med statsgaranti opleve en grundlæggende tilfredsstillelse ved at sætte sig selv igennem som ligeværdig person og ikke som serviceorgan for de andre.

Den Indre Dialog

Folk gør bare hvad der passer dem, ingen tager højde for, hvad jeg synes og mener om tingene. Hvis det så bare var på mit arbejde at beslutninger blev truffet henover hovedet på mig kunne jeg måske leve med det. Men også derhjemme føler jeg at både min mand og mine store børn er holdt op med at lytte til mig.

Som min klient, en kvinde i fyrrene, beskriver sin situation er det ikke svært at sætte sig ind i at hun i stigende grad føler sig overset, ignoreret, isoleret og at hun som følge heraf er ked af det en stor del af tiden. Hun har spekuleret meget over, hvorfor hendes omverden behandler hende på denne måde, men jo mere hun tænker over det jo mere uforståeligt bliver det, for hun er jo en sød og hensynsfuld person, som netop selv er god til at leve sig ind i andres motiver, ønsker og behov. Så god at det på paradoksal vis er en del af hendes problem.

Med en række konkrete eksempler fra hverdagen fortæller kvinden, hvordan det går for sig, når hun oplever at folk handler på tværs af hendes ønsker. Ét træk går igen ved alle hendes eksempler, nemlig at hun reelt aldrig får fortalt disse ønsker til den anden – fordi hun på forhånd har gennemspillet dialogen i tankerne. Hun er så dygtig til at forudse andres adfærd, reaktioner og bagvedliggende motiver at de fleste diskussioner foregår inde i hendes eget hoved. Hun nævner talrige episoder, hvor hun på forhånd følte sig sikker på hvad den anden ville sige og derfor så hun ingen grund til at gennemspille dialogen ”live”, når hun jo alligevel allerede kendte udfaldet af samtalen.

Jo mere kvinden fortalte om sin indre dialog jo tydeligere blev det for hende at netop denne måde at forholde sig til andre mennesker på minder foruroligende meget om den måde visse ældre ægtepar lever op og ned af hinanden på – uden egentlig at være sammen.

Det kan godt være at kvinden er god til at forudse andres adfærd og at hun mange gange vil have ret i sine antagelser, men uanset hvad begrundelsen er for at undlade at kommunikere, så ser omverdenen kun én ting: en person der ikke kommunikerer. En person der ikke kommunikerer kan man ikke forstå og følgelig ikke tage højde for.

Hvis kvinden vil ud af isolationen og igen blive et menneske hvis ønsker der tages højde for, opnår hun mest effektivt dette ved at lade menneskene i hendes omverden selv gennemspille deres rolle i enhver dialog. På den måde vil hun for det første selv blive tydelig i landskabet, for det andet vil hun vise respekt for at mennesker omkring hende kan tænke selv – og måske vil hun engang imellem blive overrasket.

Direkte Kommunikation

Han sidder altid foran den forbandede computer hvisler hun indædt som afslutning på en længere beretning om, hvordan hun mener at livet på hjemmefronten er ved at køre godt og grundigt i grøften som følge af ægtemandens overdrevne opmærksomhed på hjemmepc’en. De er i fyrrerne, de har tre store børn, de har egentlig altid været en ret lykkelig familie. Men kvinden, som sidder over for mig er ved at være godt træt af at spille andenviolin mens computeren vinder stadig mere terræn i de hjemlige gemakker. For det første fatter hun ikke mandens fascination af apparatet, for det andet finder hun det latterligt og meget lidt respektindgydende at se ham sidde foran skærmen time efter time, for det tredje føler hun sig stærkt overset, for det fjerde finder hun det ydmygende at skulle konkurrere med en PC om mandens gunst.

Som kvinden beskriver hjemmelivet er det ikke svært at sætte sig ind i at hun savner at manden viser sig fra en lidt mere ”farlig” side end at han tandløst gemmer sig bag regneark og printeropsætningsmenuer. Men hvad har hun helt konkret gjort for at opnå det hun ønsker? Direkte adspurgt mener hun umiddelbart at hun har gjort alt. For eksempel har hun i årevis himlet med øjnene når han sætter sig tilrette foran skærmen, hun har søgt og fået støtte, opbakning og forståelse blandt sine veninder (som har samme problem), hun har flere gange ved selskabelige lejligheder offentliggjort mandens nørdede adfærd med henblik på at dæmpe hans IT-entusiasme, hun har vrisset ad ham (motiveret og umotiveret), hun har i dén grad forsøgt at aktivere ham med noget andet og mere nyttigt (hus & have), hun har kort sagt gennem de seneste år opbygget en svidende irritation over sin mands måde at være på.

En enkelt lille ting har hun imidlertid aldrig rigtig praktiseret: At tale direkte om problemstillingen med sin mand. Lige først er hun en smule irriteret over forslaget, ikke mindst pga. dets rørende banalitet, men grundlæggende er hun med på tankegangen – hun er nødt til at gå i kødet på problemet og sin mand i stedet for at gå og vente på at han opdager at hun står og vinker med en vognstang. Indirekte kommunikation kan være godt og velanbragt i mange sammenhænge, men når det kommer til ægteskabelige problemer er man generelt bedst hjulpet med at sige tingene højt. For min klient er det uvant og farligt at praktisere dette, men det hjælper hende at spørge sig selv: Hvad er egentlig det værste der kan ske ved at gør det? – og hvor slemt er dét? Ofte er worst case scenarios enten ret usandsynlige eller ikke helt så slemme som først antaget.

Uanset det endelige resultat af ægteparrets forhandlinger om, hvor meget PC’en skal have lov at fylde, så er den vigtigste pointe at de to taler direkte med hinanden om ønsker, behov og forventninger til hinanden.

Udbrændthed

Det er langt fra altid man på et sølvfad får serveret grunden til at man har det skidt – nogle gange er årsagssammenhængene paradoksale og derfor ikke umiddelbart gennemskuelige. Således stillede en klient sig stærkt undrende overfor at han på det seneste var begyndt at miste lysten til at gå på arbejde. Han undrede sig, fordi han jo elskede sit arbejde og fik ros for sin indsats og navnlig sin notoriske stabilitet. Aldrig en sygedag, aldrig et kny – på trods af at hans arbejdsfunktion er særdeles krævende, såvel fysisk som psykisk.

Ingen skulle kunne sætte fingeren på noget. Ofte tog han på arbejde selv om han var syg og burde være sengeliggende, han ringede til sin arbejdsplads i sine ferier for at ajourføre kolleger med diverse opgaver som han til daglig bestred, han var for længst holdt op med at tælle overarbejdstimer, idet antallet var astronomisk og aldrig ville kunne blive omsat i hverken kroner eller afspadsering. Men det var også ligegyldigt for han gjorde det jo fordi han havde lyst!

Umiddelbart opnåede manden hvad han ville; han levede op til en for ham grundlæggende værdi om til enhver tid at sætte firmaets interesser over egne behov. Derved kunne han i lang tid leve højt på sit image som firmaets mand, den gode, loyale præmiemedarbejder. Hvad manden imidlertid i sin iver for at please firmaet og i sin – utvivlsomt ægte – begejstring for sit arbejde havde overset var risikoen for at brænde ud. Et fænomen som hvert år gør utallige medarbejdere ukampdygtige. Udbrændthed er ikke, som mange tror, forbeholdt aldrende medarbejdere i den offentlige sektor, men er et problemkompleks som i stigende grad sætter stadig yngre mennesker ud af spillet. Det er en lumsk størrelse fordi mange af dens ofre netop er begejstrede, pligtopfyldende og dygtige folk, hvis væsentligste karrieremæssige fejltrin er at de har svært ved at økonomisere med og målrette deres energi.

Min klient havde – som så mange andre – desuden overset forholdet mellem arbejdspladsens kortsigtede og langsigtede interesser; enhver arbejdsplads kan ganske vist have interesse i at dens medarbejdere er i stand til og villige til i perioder at yde en ekstraordinær indsats, men ingen arbejdsplads kan have interesse i at dens medarbejdere brænder ud før de er fyldt fyrre som følge af misforstået loyalitet og ukontrolleret energiudladning. Billedligt talt svarer det til konstant at lade bilen køre med fuld choker – enten drukner motoren eller også løber tanken ret hurtigt tom.

Gamle indgroede vaner og værdier er ikke altid så lette at revidere og modificere, men min klient er så småt begyndt at øve sig i at give slip på den noget tvangsprægede ansvarlighedsfølelse. Han synes bestemt ikke det er let eller rart – nærmest lidt angsprovokerende – at holde fri når han har fri og melde sig syg når han er syg. Men han øver sig fordi han er enig i rationalet at han derved i det store billede bedre tjener sine egne og firmaets interesser.

Florence Nightingale

– Jeg kan ikke lade være med at hjælpe andre, bedyrede en midaldrende kvindelig klient. Hun mente selv og havde altid fået at vide at hun ”led” af det såkaldte Florence Nigthingale Syndrom, dvs. en stærkt selvopofrende adfærd. Uddybende fortalte hun om, hvordan hun altid stod til rådighed for hvem som helst, der måtte have behov for hendes hjælp. Ikke kun hendes familie fungerede hun som en slags døgntjeneste for, men også i forhold til naboer, kolleger, venner og selv overfladiske bekendtskaber kendte hun næsten kun til rollerne ”sjælesørger” og ”praktisk gris”. Det havde altid været sådan og kvinden havde aldrig fundet det specielt problematisk, men tvært imod idylliseret det at ”være noget for andre”. Indtil for nylig, hvor hun uden varsel og uden påviselig grund fandt sig selv grædende og handlingslammet hjemme på sofaen, hvilket var den direkte årsag til at henvende sig til mig. For første gang i sit liv tillod kvinden sig at beskæftige sig med sig selv. Som udgangspunkt havde hun ingen som helst motivation for at sætte spørgsmålstegn ved det at hun altid satte andres behov før sine egne, men nu hvor hun var gået lidt ned med flaget var hun alligevel temmelig interesseret i at finde ud af om der var en sammenhæng mellem hendes hjælpe-syndrom og hendes nuværende følelsesmæssige ubalance.

Det var der. Gennem kvindens personlige opklaringsarbejde blev det tydeligt, at de mange års tilsidesættelse af egne behov til fordel for andres på den ene side havde givet hende en ønskværdig ”moder jord” – identitet, men på den anden side var hendes selvfølelse undermineret. Groft sagt anede hun ikke hvem hun var eller hvad hun ville, og nu hvor hun ikke længere var i stand til at løbe helt så stærkt som tidligere for at ”nurse” andre blev hun overmandet af en lammende angst for at være identitetsløs. Sådan tænkte hun ikke om det, da hun sad hjemme på sofaen og var ked af det – da kunne hun blot konstatere at noget var galt. Og da sammenhængen med den bagvedliggende identitetskrise gik op for hende blev hun en overgang bare endnu mere modløs, for hvad skulle hun stille op med den?

Kvinden har ingen intentioner om at lave om på sig selv, f.eks. ved at undertrykke behovet for at ”være noget for andre”, men hun har til gengæld konstateret en mærkbar bedring i sit humør efter at hun har modificeret den selvforståelse som ligger i sætningen ”Jeg kan ikke lade være med at hjælpe andre”. Nu siger hun i stedet med stor fornøjelse: ”Jeg kan godt lade være med at hjælpe andre – og hvis jeg hjælper andre er det fordi jeg har lyst til at gøre det”. Den livgivende forskel er at hun nu dels oplever at være in charge i sit eget liv i, stedet for at blive trukket rundt i manegen af andres behov og forventninger, dels at hendes hjælpe-adfærd nu er lystbetonet og dermed tilgodeser hendes egne behov.

Kan Man Tænke Sig Til Et Bedre Liv?

Forestil dig at du netop har fået serveret en portion jordbær. Du synes måske umiddelbart at nogle af bærrene ser mere indbydende ud end andre, og instinktivt spiser du de “dårligste” først for at gemme de “bedste” til sidst. En helt almindelig adfærd, men sat lidt på spidsen samtidig udtryk for et negativt livssyn, idet du (ubevidst) kommer til at definere en betragtelig del af bærrene som “dårlige”. Vælger du derimod hele tiden at spise “det bedste” bær først, vil ethvert bær du putter i munden logisk set være “det bedste” af de forhåndenværende. Din samlede “oplevelse” af skålen med jordbær vil på denne måde være langt mere posivtiv, idet prædikatet “dårlig” slet ikke har været inde i billedet.

En klient, jeg talte med, kunne i dén grad kende sin egen adfærd i dette eksempel, og kunne umiddelbart komme i tanke om en lang række konkrete situationer i sit liv, hvor den negative tænkestil fik lov at dominere. Vedkommende har gjort det til en daglig sport at få øje på den negative tænkestil allerede i sin spirende form og hvis det kan lade sig gøre at finde en positiv måde at anskue en given situation på, eventuelt a la jordbær-formlen, så skal det gøres. Min klient bilder sig ikke ind, at hun fra den ene dag til den næste med den slags kognitive kunstgreb bliver fuldstændig fri for sorger og bekymringer, men på den anden side undervurderer hun heller ikke det faktum at den måde hun tænker på har betydning for det liv hun lever.

Mange af de mennesker, jeg taler med, har tilsyneladende i årevis ladet sig tyrannisere af negativt vraggods fra fortiden, som får lov at sætte dagsordenen for nutiden og fremtiden. Brokker som “først lektier leg” står stadig bøjet i neon i underbevidstheden – og for forældrene til den 7-årige skolepige har det utvivlsomt været en nødvendighed med den slags dagligdags leveregler, men for den grandvoksne kvinde som lader denne overjegsfilosofi gennemsyre alle livets forhold, bliver der tale om et mentalt fængsel, hvor der er alt for langt mellem snapsene.

Ja, man kan i det små godt tænke sig til et bedre liv – dvs. et liv, hvor unødvendigt negative situationer bliver vendt til positive situationer, fordi tænkestilen justeres i positiv retning. Men det kræver kreativitet – og det store spørgsmål er i virkeligheden om man tør… For det kan være en kolossal udfordring at gøre op med børnelærdommen!

Vrede Avler Vrede

Hun har prøvet det hundredevis af gange og i det sidste stykke tid er det blevet særligt voldsomt. Min klient fortæller om sine vredesudbrud som hun efterhånden synes er ved at tage magten fra hende. Overfor hendes børn har hun stort set ingen tålmodighed længere og hun skælder og smælder over de mindste ting. Forholdet til hendes mand skranter faretruende som følge af hendes uforudsigelige impulsgennembrud, ligesom hun på arbejdet har lagt mærke til at kollegerne er begyndt at trække følehornene til sig. Befinder hun sig i trafikken er temperamentet ekstra let antændeligt og det er næsten obligatorisk at hun med adrenalinen pumpende rundt i kroppen bander og svovler over medtrafikanter og med diverse fagter tilkendegiver sin mening om deres kørsel. Dag ud og dag ind er kvinden næsten konstant ”oppe i det røde felt”, hvilket er stærkt opslidende for både hende selv og omgivelserne.

Adskillige lægebesøg har ikke kunnet påvise nogen fysisk årsag til hendes letvakte vrede. Men psykologisk viser der sig at være noget at hente. Kvinden har altid været af den overbevisning at man skal være tro mod sine følelser – også de negative. De fleste mennesker vil formentlig umiddelbart være enige i denne holdning, men spørgsmålet er om man altid hjælper sig selv ved at give efter for sine følelsesmæssige impulser. Kommer man overhovedet af med sin vrede ved at give sig selv lov til at udleve alt fra let irritation til skummende raseri? Såvel kvindens egen historie som den seneste psykolgiske forskning på området peger i retning af at man let gør sig selv en bjørnetjeneste ved ucensureret at give efter for negative følelsesmæssige impulser. Lidt forenklet kan man sige at i stedet for at blive renset for sin vrede ved at udleve den sker der det for kvinden at hun ubevidst vænner sig til denne respons som et naturligt førstevalg. Der kan ganske vist være en umiddelbar tilfredsstillelse forbundet med at demonstrere den følte vrede, men den kommer ikke ud af kroppen ved at blive demonstreret. Tvært imod tyder meget på at dén form for aggressionsforvaltning i stedet genererer mere vrede!

For kvinden er det stærkt udfordrende at tage den gamle livsværdi om at udleve enhver følelse op til fornyet overvejelse. Men hun kan konstatere at når hun – som eksperiment – bevidst beslutter sig for at undgå vredesudbrud i én situation, så mærker hun faktisk markant mindre vrede i en senere potentielt vredesprovokerende situation. Til stor lettelse for hende selv – og omgivelserne.

Dette er ikke et forsøg på at propagandere for at vi alle bør undgå at vise vrede for enhver pris. Tvært imod. Men der synes at være meget vundet ved at økonomisere med den unødvendige vrede, som kvinden kom til at føle sig som en slave af fordi en lidt ufleksibel livsværdi holdt hende i stram snor.

Allerede Aristoteles formulerede præcist udfordringen i vreden: Enhver kan blive vred – det er let. Men at blive vred på den rette person, i det rette omfang, på det rette tidspunkt, med det rette formål og på den rette måde – det er ikke let.

Kvinder Og Rengøring

En kollega fortalte mig om en kvindelig psykiatrisk patient, han engang havde haft i behandling. Hun led af decideret rengøringsvanvid. Når hun havde været i bad om morgenen var det hende magtpåliggende bagefter at rengøre badeværelset fra ende til anden. Den fysiske aktivitet resulterede i at hun blev svedig, hvorfor hun atter måtte tage bad – hvorefter historien gentog sig til hun omsider langt op ad dagen brød ud af adfærdsspiralen. Den pågældende kvindes adfærd var tydeligvis sygelig, men fantastisk mange helt almindelige, velfungerende kvinder fortæller mig at skidt, snavs, oprydning og rengøring fylder uforholdsmæssigt meget i deres liv. I mange tilfælde er rengøringsproblematikken blevet en særdeles vigtig faktor i ægteskabet eller parforholdet, hvor manden ikke forstår kvindens tolerancetærskel for støv og vice versa.

Rengøring som stridsspørgsmål i ægteskabet er næsten altid viklet ind i et virvar af andre problemer, men det er påfaldende, at de fleste kvinder, jeg taler med om emnet, selv finder det utilfredsstillende at bruge så megen energi på rengøring. De kunne godt tænke sig at blive bedre til at give slip og lade støv være støv – derfor søger de efter mulige årsager til den fastlåste rengøringstrang (eller –tvang). Det viser sig oftest, at behovet for at gøre rent ikke er motiveret af en forventet tilfredsstillelse ved resultatet af anstrengelserne – det er således langt fra en ”lystbetonet” aktivitet henimod en ”belønning” (at have gjort et godt stykke arbejde). Tvært imod drives de af en grundlæggende angst for at lade være!

På det konkrete plan frygter de måske omverdenens fordømmelse af at de ikke lever op til forestillingen/fordommen om den perfekte og pertentlige kvinde, som sætter orden og renlighed i hjemmet over alt andet. De sidste årtiers frigørelseskamp har ganske vist officielt frigjort kvinden fra dette domæne/åg, men uofficielt lever det videre i bedste velgående. Dette er formentlig et vigtigt led i forklaringen på, hvorfor mænd slet ikke i samme udstrækning giver udtryk for et problematisk forhold til rengøring – historisk og samfundsmæssigt har de været fritaget for dette pres.

På et ikke-konkret, ubevidst plan kan angsten hos den enkelte kvinde næres af et indre følelsesmæssigt kaos, som hun kan distancere sig fra og bringe orden i ved at bringe orden i sin omverden. Freud hævdede at problemet udsprang af frustreret seksualitet, men det er min erfaring, at årsagssammenhængen er langt mere kompleks og forskellig fra person til person.

Der findes ingen lette løsninger eller cowboy-tricks som hurtigt kan modificere rengøringstrangen til et for kvinden acceptabelt niveau, men for mange er det et meget vigtigt skridt på vejen at sætte overskrifter på de bagvedliggende problemer og frustrationer.

Kan Kvinder Være Psykopater?

Psykopati, karakterafvigelse eller ”dyssocial personlighedsstruktur” som det hedder i moderne fagsprog, er en ret udbredt lidelse, som nogle psykologer anslår at langt over hundrede tusinde danskere lider af. I sin mest ekstreme form kan psykopatien udmønte sig i kriminalitet, misbrug, vold og måske endda mord. Men vi kan lige så vel møde psykopaten eksempelvis på vores arbejdsplads. Dette var tilfældet for en mand som for nylig henvendte sig til mig for at få hjælp til at komme ud af en voldsom følelsesmæssig krise med symptomer som tristhed, træthed og ind imellem heftige aggressive udbrud. Den direkte årsag var, at han gennem et års tid havde ladet sig tyrannisere af sin chef, en kvinde midt i halvtredserne. Om denne chef kunne manden blandt andet fortælle, at hun var stærkt manipulerende overfor de fleste af hendes medarbejdere, som hun fik til at knokle for sig langt ud over det anstændige – uden at det på nogen måde resulterede i påskønnelse eller belønning. Enkelte udvalgte medarbejdere gjorde hun til sine tro følgere – og Gud nåde og trøste dén, som fra den ene dag til den næste pludselig og uden påviselig grund ikke længere var i kridthuset hos hende! Stemningen i afdelingen var præget af mistillid og vagtsomhed – alle vogtede på alle. Min klient havde ønsket at ændre på dette og havde efter alle kunstens regler forsøgt at tale med chefen på tomandshånd for at gøre hende opmærksom på hans oplevelse af den ustabile situation. Dette gjorde kun ondt værre. Siden faldt hun ham i ryggen ved enhver given lejlighed og latterliggjorde gerne ham eller hans arbejde i al offentlighed.

For min klient var der noget forløsende i at begribe sin chefs adfærd ud fra en antagelse om, at hun havde umiskendelige karakterafvigende træk. Det løser ganske vist ikke den fastlåste situation på hans arbejdsplads, men han kan i det mindste træffe sine forholdsregler på et bedre grundlag. I den nyeste litteratur om psykopati drages den pessimistiske, men nyttige konklusion, at man i mødet med psykopaten kan vælge ét af to: sæt hårdt mod hårdt eller hold dig langt væk!

Dette er ikke en opfordring til at se psykopater alle vegne, lige så lidt som det er et forsøg på at skabe panik hos dem, som uforvarende løber ind i en af slagsen. Men historien viser dels, at psykopati er andet og mere end frådende øksemordere, dels at det ikke er en lidelse som kun er forbeholdt mænd!

Angst

En klient fortæller at hun en morgen i bussen på vej til arbejde uden varsel og uden påviselig grund mærker en altfortærende panik. Koldsved, kvælningsfornemmelse, øresusen, svimmelhed, rysten, hjertebanken, hyperventilation. Hun er tæt på at besvime og er kun optaget af én ting: at komme ud af bussen. Hun har netop gennemlevet sit livs første angstanfald og er meget, meget bange og forvirret, selv om hun ude på fortorvet så småt begynder at få fodfæste igen. Hun tager hjem og sygemelder sig fra arbejde et par dage. Så går det fint i en periode og hun slår hændelsen hen. Et par måneder senere er hun til fest sammen med sin mand og midt under middagen gribes hun af nøjagtig de samme symptomer som i bussen og må forlade selskabet. Siden har der været adskillige angstanfald og hun er svært nedtrykt, idet hun føler at angsten styrer hendes liv fuldstændig.

Angst er et fænomen, som alle mennesker oplever i en eller anden grad, og som hver femte dansker på et eller andet tidspunkt vil mærke som en lidelse. I de fleste tilfælde vil der være tale om enkeltstående episoder, som går over af sig selv, men for ca. hver halvtredsindstyvende kan den udvikle sig til en tilstand, som kan forringe ens livskvalitet alvorligt. Grundlæggende er angst et vigtigt element i et normalt reaktionsberedskab. Et signal om, at man føler sig truet og er forberedt på at kæmpe eller flygte. Og det er praktisk nok, når truslen er konkret – ildebrand, farlige dyr, angrebslystne mennesker. Men sådan er det jo kun sjældent i vor normale tilværelse. Her består truslerne mest i utryghed – disharmoniske familier/parforhold, ulykkelig/traumatisk opvækst, økonomiske problemer, præstationskrav, sygdom osv. Ofte trusselssituationer som består over lang tid, og som vi tilpasser os uden at mærke den diffuse angst, som opbygges. Den kan så udløses ved en følelsesmæssig belastning på et senere tidspunkt. Måske af en mindre hændelse, hvor angstreaktionen bliver uforståelig.

Min klient havde i begyndelsen af samtaleforløbet meget svært ved at få øje på, hvad der i hendes liv kunne generere al denne angst – hun havde jo et perfekt liv og havde altid haft gode vilkår. Efterhånden blev det imidlertid mere og mere tydeligt, at næsten alt, hvad hun beskæftigede sig med – uanset om det var på arbejde eller i fritiden – var pligtbetonet. Aldrig havde hun ”rigtig” fri og mulighed for at gøre noget rendyrket lystbetonet. Selv hendes motionstræning var i højere grad styret af ”pligten til at være slank” end af lysten til at være i bevægelse. For hende giver det god mening at betragte sin udprægede pligt-adfærd som en medvirkende faktor i hendes angstproblematik. I takt med at hun insisterer på at fylde sit liv med lystbetonede aktiviteter oplever hun en stadig mere stabil kontrol over sit angstberedskab.

Årsagerne til angst kan være meget forskellige fra person til person, ligesom der findes mange behandlingsmuligheder, såvel medicinske som terapeutiske. Man kan ikke entydigt gå ud fra at årsagen til angst altid kan identificeres så relativt let som det skete for min klient, men der er til gengæld aldrig noget forgjort i at fylde sit liv med lystbetonede aktiviteter!

Anger Management

Rigtig mange mennesker finder disciplinen ”at kræve sin ret” vanskelig og ubehagelig. En bekendt fortalte, at hun for nogle år siden havde anskaffet sig en splinterny PC, som hun havde ønsket sig længe. Vel hjemkommet med apparatet opdagede hun at det på flere punkter ikke var som det skulle være. Hendes skuffelse blev hurtigt afløst af en retfærdig og støt voksende vrede. Hun fantaserede harmdirrende om at hun vendte tilbage til forretningen og uden omsvøb forlangte pengene tilbage – og ved samme lejlighed gav den ansvarlige sælger en verbal overhaling for hans skamløse svindleri. Men vreden og fantasien om den søde hævn varede kun ganske kort, idet den blev overhalet indenom af en frygt for konfrontationen med sælgeren ”in real life”. Hvad nu hvis hun ikke kunne leve op til forestillingen om sig selv som en person der får sat sin vilje igennem uden slinger i valsen? Hvad nu hvis hun helt mistede grebet om situationen? Tanker som disse satte hende skakmat og hun valgte at brænde inde med sin skuffelse, sine aggressioner og sin ukomplette computer. Hun kan stadig ærgre sig over at hun ikke dengang benyttede samme strategi, som hun i dag med stort held får sat sin vilje igennem med i lignende dagligdags situationer. Hun har fundet ud af, at hun dengang i computerkøbssituationen først og fremmest begik den ”fejl” at fokusere alt for meget på sin (retfærdige) vrede, som hun følte sig forpligtet til at give udtryk for overfor sælgeren. Hun kom derfor i tankerne til at sætte det at foretage en reklamation op som en veritabel kamp eller duel, hvor kun én kunne overleve – hende selv eller sælgeren. Forestillingen om en sådan duel lagde et stort pres på hende, som hun ikke magtede og derfor gav hun op på forhånd.

I dag er hun en virtuos udi reklamationer. Lever et indkøbt produkt ikke op til hendes forventninger, lader hun aldrig vreden få overtaget, derimod konstaterer hun nøgternt at det hun dybest set ønsker at opnå er et bedre produkt. Hendes erfaring er, at en rolig, saglig og gerne venlig fremlæggelse af problemet overfor sælgeren næsten altid giver pote. I et lidt forældet managementsprog kan man sige, at kvinden i mødet med sælgeren skaber en ”vind-vind” situation, dvs. en situation med to vindere, i stedet for en ”tab-vind” eller ”tab-tab” situation. Kvinden hævder at det kan være helt underholdende at skabe den slags situationer, hvor man selv opnår det man ønsker og samtidig får den anden til også at føle at han har ”vundet”. Måske kan sælgeren finde det tilfredsstillende at blive betroet et for kunden vigtigt problem, som han er i stand til at løse.

Vreden kan være nok så retfærdig, men i bedste fald er den værdiløs og ofte kan den, som for kvinden, lægge et unødvendigt stort pres, som kan tappe al konstruktiv energi.

Ikke

Et besynderligt lille ord med en enorm tiltrækningskraft. Tænk bare på, hvordan børn reagerer på ”du må ikke…”. Hælde sukker i benzintanken på fars nye bil, for eksempel. Straks mærker barnet en snigende lyst til lige præcis at hælde sukker i benzintanken på fars nye bil. Stort set alle forbuds-ikke’r appellerer til noget i os. Græsset må ikke betrædes. Indtil man så skiltet havde man end ikke overvejet muligheden for at forlade stisystemet til fordel for græsset, men nu kunne man da egentlig godt tænke sig at spankulere lidt rundt på grønsværen. Hvorfor?

Fordi underbevidstheden er med os overalt, hvor vi færdes – og den har store ører. To ting kendetegner især underbevidstheden: Den tænker konkret og den opfatter ikke (!) negationer. Lidt forenklet sker der altså det at når vi får at vide at vi ikke må tænke på tre grønne elefanter med røde prikker, danner underbevidstheden hurtigt et konkret forestillingsbillede af elefanterne – ellers ved vi jo ikke, hvad det er der ikke må tænkes på. Og da underbevidstheden ej opfatter ”ikke”, får forestillingsbilledet lov at blive stående indtil et andet lag i bevidstheden får slettet det fra den mentale monitor. Underbevidstheden ser altså lige igennem negationer ind til dét som er på tale, hvad enten dét er pakket ind i ikke’r eller ej.

Denne viden om underbevidsthedens selektive uopmærksomhed på negationer er nyttig i mange sammenhænge. For nylig havde jeg en klient som var plaget af svimmelhedsanfald. Alle fysiske årsager til problemet var allerede blevet udelukket og klienten mente selv – og havde ret i – at symptomet var af psykologisk karakter. Sideløbende med et mere personligt opklaringsarbejde, som havde til formål at afdække de bagvedliggende årsager til hans svimmelhed, var der fokus på hans ”indre monolog”, som uafladeligt messede ”jeg må ikke blive svimmel”…

Min klient er en modig mand og han tog imod en for ham kolossal udfordring: I en periode arbejdede han målrettet på at overspille det indre lydbånd med denne nye tekst: ”jeg må gerne blive svimmel”. Alene det at sige denne sætning var til at begynde med noget af et vovestykke for manden og de positive resultater af den paradoksale håndtering af problemet lod vente på sig. Men ganske langsomt mærkede manden at i takt med at han gav plads til og accepterede dette symptom mistede det lidt efter lidt sin tiltrækningskraft. Og jo mindre magnetiske hans svimmelhedsanfald var, jo nemmere var det for ham med overbevisning i stemmen at sige til sig selv: ”jeg må faktisk gerne blive svimmel”…Med en god gammel kliché kan man sige at en god spiral erstattede en negativ.

Når den form for problemforståelse og –håndtering giver succes er der ikke tale om sort magi, men det siger noget om hvor stor betydning vores måde at tænke på har for vores adfærd og velbefindende.